Miltons Verden - Biografi

Freddy Milton opviser en imponerende bredde i sine aktiviteter. Gennem mere end tre årtier i seriebranchen har han prøvet snart sagt alle eksisterende stilarter, genrer og udgivelsesformer. Desuden har han arbejdet som oversætter, tekster og redaktør. I denne økonomisk risikable branche har han gang på gang bevist sin overlevelsesevne.

Overlevelse i seriebranchen er ofte ensbetydende med at man må sprede aktiviteterne. Freddy Milton har i løbet af sin lange karriere arbejdet for både hjemlige og udenlandske forlag. Han har været en flittig skaber af serier i uddannelses- og reklameøjemed, og vil man studere hans evner som redaktør, oversætter og tekster må man pløje sig igennem omfattende bunker af danske udgivelser fra de seneste mere end femogtyve år. Det er med andre ord ikke helt let at skaffe sig et overblik over hans virksomhed.

Trods sine mangeartede fremtrædelsesformer præges Freddy Miltons serier af stor homogenitet. Han er uddannet som folkeskolelærer, hvilket måske til en vis grad kan forklare den pædagogiske tråd, der løber gennem hans værker. Hans serier har ofte en ambition om at formidle et budskab eller en morale til læseren. Selv om der et tydeligt forsvar af en skandinavisk samfundsmodel, forhindrer det ikke en kritik af storebrorstendenser, bureaukrati, retsovergreb og andre udtryk for formyndermentalitet. Samtidig forsvares den enkelte medborgers politiske ansvar for samfundsudviklingen.

Freddy Miltons serier handler om dagpleje og ældreforsorg, om arbejdsløshed og bureaukrati, om indvandring og racisme, om kommercialisme og rovdrift. Han skildrer samfundets svagheder og - på det seneste - dets truende sammenbrud. Gennem hele hans produktion løber der et humanistisk budskab. Freddy Milton tror på det jævne menneske og forsvarer det til stadighed.

Til trods for, at han har det udtalte princip hellere at ville vise end fortælle sine pointer, ligger idé-indholdet i Miltons serier ofte snublende nær overfladen og udbreder sig til tider på humorens bekostning. Sommetider er hans motiver lige vel didaktiske og hverdagsgrå. Men for det meste frembringer han morsomme og træfsikre fabler om vor tid og dets mange vildfarelser.

Mange af hans beretninger er en slags "tænk hvis…"-historier, hvor han udvælger sig en foreteelse fra samtiden og så drejer skruen et par omgange for at vise, hvad der ville kunne ske, hvis sagerne stilles på spidsen.

Freddy Milton blev født den 18. April 1948 i Overlund ved Viborg, hvor han også voksede op. Faderen var udlært murer men arbejdede som terrazzomester med gulvbelægning. Moderen var hjemmearbejdende, hvilket var det almindeligste dengang.

Interessen for tegneserier blev tidligt udviklet, og den unge Freddy tilbragte meget tid ved tegnebordet. Allerede i 10-12 års-alderen havde han lister over motiver, han havde planer om at kopiere fra hæfter, og det var mest med funny-animals som Anders And & Co, Daffy og Rasmus Klump. Men også Maverick og Turok blev genstand for kopiering. Og så blev han begejstret for Paul Murrys historier med Mickey og Fedtmule, der driver en lille privatbane. Han tegnede selv en lang historie med Mickey og Fedtmule i denne design og gik så et skridt videre. Han ombyggede sit gamle modelbaneanlæg med en ny overbygning på lokomotivet som matchede Murrys stil, og der blev bygget stationer som dem i tegneserien. Af crepepapir blev der lavet de sjove høje hatte, så han og broderen Ingo kunne have dem på, når de legede med deres Pifterød-Dampløse Privatbane. Anlægget findes endnu og venter kun på et nyt sted, hvor det kan stilles op. Hans interesser delte han med den 6 år yngre broder, Ingo, der selv har bidraget til den danske tegneseriekultur med et par læseværdige serier. I ungdomsårene samarbejdede brødrene om ideer og intrigeudvikling i tegneserierne, men det var Freddy selv, der stod for dialog og tegninger. Senere tog han lærereksamen, men han fik ikke brug for uddannelsen, for tegneserieinteressen greb om sig, hvilket han ikke kom til at fortryde.

Miltons sidste teenageår kom til at falde sammen med den tid, hvor de europæiske serier for alvor slog igennem i Skandinavien, og serierne i ugebladet "Fart og Tempo" kom til at gøre stort indtryk på ham. Ved siden af forbilledet Carl Barks er det uden tvivl denne europæiske indflydelse, der har formet hans stil. I mange år arbejdede han skiftevis i den amerikanske funny-animal-tradition og i den underafdeling af den europæiske eventyr-stil, der sædvanligvis kaldes Marcinelle-skolen og som har sine rødder hos Franquin. I tidens løb har han sammenføjet indflydelser fra disse to områder i sin egen stil, der låner fra begge traditioner.

I begyndelsen af 70'erne bestod indholdet af de danske tegneserieblade næsten udelukkende af importerede serier, og albummarkedet lå endnu i sin vugge. Freddy Milton indstillede sig derfor til en begyndelse på serier til dagspressen. I 1972 mens Freddy stadig gik på seminariet lykkedes det ham at sælge sin og broderens realistisk tegnede kriminalserie ZENIT til Jyllands-Posten for den imponerende sum af 25 kroner pr stribe. Det var nemlig det, som avisen havde betalt for Al Williamsons Agent Corrigan - X9, som serien afløste.

Kort efter dukkede der en omrejsende sælger fra Bulls Pressetjeneste op i hjemmet på Randersvej 55. Det var den legendariske Willy Falkman. Han ville gerne prøve at sælge serien i resten af Norden mod at få eneret på salg af alle fremtidige serier fra Freddys hånd. Det sagde Freddy dog klogt nok nej til.

Den forventede internationale succes udeblev dog, og efter et års tid blev Freddy træt af at slave for 25 kroner om dagen og nedlagde serien. Nogle afsnit er aftrykt i det kortlivede magasin DANSKE TEGNESERIER 2-3.

Under det meste af 70'erne var Freddy Milton flittigt optaget af udgivelse af fanzines samtidig med, at han opbyggede sin professionelle karriere. Udtrykket "fanzine" leder tanken hen på noget amatørmæssigt og halvfærdigt, men det er misvisende i dette tilfælde. Fanzinet SEJD, der udkom i årerne 1973-79 holdt nemlig et professionelt niveau, og i disse numre blev der trykt serier af Paul Arne Kring, Claus Deleuran, Peter Madsen, Rolf Gohs, Claude Auclair og Richard Corben. Selv bidrog redaktør Milton med nogle ZENIT-episoder og en serieversion af J P Jacobsens klassiske roman Marie Grubbe. I 1974 startede han tidsskriftet CARL BARKS & CO, som blev et tidligt talerør for den fremvoksende donaldist-bevægelse. I lange interviewer og dybtborende artikler analyseredes Carl Barks og de øvrige funny-animal-skaberes værker, men også tegnefilm indgik i tidsskriftets emneområde.

I 1974 fik Freddy Milton gennem sin kontakt med Janne Lundström et job på tegnestuen hos Semic Press i Stockholm. Han afløste en anden dansker, Henning Kure, som omtrent samtidig flyttede tilbage til Danmark for blive redaktør på Interpresse.

Årene 1974-76 var Freddy Milton derfor bosat i Sundbyberg ved Stockholm. Han ombrød avisserier til Semics udgivelser men påtog sig også oversættelses- og tekstningsjob for Interpresse. På Semic fik man dog øjnene op for Miltons talent, og sammen med Magnus Knutsson skabte de en udfyldningsserie til det svenske Seriemagasinet. Resultatet blev Sherlock Holmes-pastichen Hairlock Shomes (eller SHEERLUCK HOMES, som den senere kom til at hedde på dansk). Magnus Knutsson forsvandt dog ud af billedet på et tidspunkt og Milton fortsatte på egen hånd. Han nedtonede parodi-indslagene, og serien blev efterhånden en ganske retlinet tegneseriekrimi i humoristisk stil med nyskrevne intriger, der faktisk fangede den særlige tone i Conan Doyles noveller ganske udmærket.

Rent tegnemæssigt er serien tydelig præget af den europæiske serietradition. Franquins måde at karikere på - ikke bare figurer men også genstande og miljøer - udnyttes flittigt. Den største inspirationskilde er dog nok Daan Jippes med albummet TE FOR TO.

Under Sverigesårene lavede Freddy Milton desuden tre historiske serier for Munksgaards forlag: HISTORIEN OM EN STEN fra oldtiden, VAGN I VIKING fra vikingetiden og PEST BLANDT MENNESKER fra middelalderen. Disse må trods klammehæftningen betragtes som hans albumdebut og udkom samlet i 1977.
De indgik i forlagets pædagogiske linje, Polo-serien, og var tilrettelagt som letlæsningsmateriale fortrinsvis til skolerne.

Omtrent samtidig indledte Milton også sin karriere som serieskaber i fabeldyrstraditionen. i 1974 lavede Milton på eget initiativ den Barks-inspirerede The big Sneeze, som dog blev afslået hos den ak-så-konservative Anders And redaktion hos Gutenberghus. Milton bad om lov til selv at udgive historien med andre figurer,
og det tillod redaktøren Curt Smed. Hans overordnede hos Gutenberghus blev dog noget betænkelige, da Interpresse frækt havde smækket et NR 1 i øverste hjørne på omslaget af KALLE KLODRIK, så de truede med fogedforbud, hvis der skulle komme flere hæfter. Det havde Milton dog aldrig selv tænkt sig, men på grund af denne misforståelse blev Milton en persona non gratae hos Gutenberghus. Inden da nåede han at lave nogle få korte Anders And-historier til Gutenberghus, og han solgte også nogle manuskripter til Mondadori i Italien, der lod Luciano Gatto, Guido Scala og Massimo de Vita illustrere dem. De blev udgivet i 1976. Milton siger selv: ”Set i bagspejlet var det nok et lykketræf, at jeg ikke blev andemand hos Gutenberghus. Jeg havde ambitionerne dengang, og man ville så nok have foretrukket, at jeg arbejdede på heltid med ænderne. Og så ville jeg næppe være kommet til at udvikle de andre mere personlige projekter. De giver mig tilmed i vore dage det tilskud til indkomsten i form af bibliotekspenge, så jeg har frihed til at satse på nye albumudgivelser. Men dengang var det en traumatisk oplevelse, fordi jeg ret beset blev offer for et forkert signal fra Interpresses side.”

Det blev i Holland Freddy Milton for alvor skulle få sit gennembrud som funny-animal serieskaber. Milton, som var henført over den hollandske udgave af Te for To, kontaktede DAAN JIPPES, som var artdirector for den hollandske Disney-udgiver, der dengang hed Oberon, og dette blev optakten til et vidtgående samarbejde og en vedvarende kontakt.

Hos Oberon var klimaet et andet end på Gutenberghus. Her var alle lige så store beundrere af de klassiske Barks-serier som Freddy Milton. Der herskede en stærk revivalistisk ånd i donaldist-kredse på denne tid i midten af 70’erne. Daan Jippes var for eksempel beskæftiget med at restaurere en del gamle Barks-serier, hvor man af en eller anden grund ikke kunne skaffe proofs til trykning. Man udgik også fra Carl Barks' stil fra storhedstiden 1948-52 i forlagets egen nyproduktion, både når det gjaldt dramaturgi og tegninger. Resultatet var langt fra ueffent, og en del af de hollandske serier fra denne periode betragtes i dag som klassikere.

Til at begynde med samarbejdede Freddy Milton med Daan Jippes og Ben Verhagen. Den sidstnævnte fungerede som tuscher af de første tre Donald Duck historier. Derefter var det Freddy Milton som også klarede den del af arbejdet. Da Daan Jippes flyttede til USA i begyndelsen af 80'erne fortsatte Milton selv med at lave andeserier på egen hånd. De senere år har han dog først og fremmest illustreret andres manuskripter.

Oberon ville helst have korte serier i stil med 10-siders historierne fra Walt Disney's Comics and Stories, og det passede Freddy Milton udmærket, da de er velegnede til at fremvise det moralske indhold, som han påskønner. Samarbejdet fortsætter stadig, nu hvor forlaget er opkøbt af det finske Sanoma.

På det danske Iinterpresse fik man gennem Disney-serierne øjnene op for Miltons flair for fabeldyrstraditionen og indgik en aftale med Walter Lantz om en skandinavisk licensproduktion af Søren Spætte. Resultatet blev i første omgang to meget læseværdige album, KLATTEN KOMMER fra 1978 og LYKKEVANDET fra 1979, der også blev rimeligt økonomisk rentable, i og med at de blev samtrykt i de tre nordiske lande og Holland. Her forener Milton fabeldyrstraditionens humoristiske grundtone med en samfundskritisk kommentar på en måde, der skulle blive typisk for ham.

Klatten er et rumvæsen, der tilfældigvis havner på Jorden. Dens manglende evne til at kommunikere med jordvæsnerne udnyttes af svindleren Hans Vig, som hævder at stå i telepatisk kontakt med Klatten. Ved at indbilde folk, at Klatten kan spå om fremtiden, lykkes det for Hans Vig at få ham valgt til borgmester, hvorpå han kan manipulere med folk efter behag.

Lykkevandet handler om en drik, som skaber en kortvarig lykkefølelse hos folk. Drikken bliver naturligvis utrolig eftertragtet, og to rivaliserende bander konkurrerer om at udnytte den med metoder, der fører tankerne hen på forbudstidens Chicago.

Emnevalget giver Milton lejlighed til på en underholdende måde at diskutere samfundsproblemer som narkotikamisbrug, miljøforurening og arbejdsløshed og deres destruktive indvirken på individ og samfund.

I begge disse album er figurerne underordnet fablen i en sådan udstrækning, at de bliver mere typer end individer. Søren er hæderlig men vældigt naiv. Hans Vig er smart og hensynsløs men ikke ondsindet i traditionel forstand. Han formår blot at anvende massekommunikation og udnytte hullerne i lovgivningen til egen fordel.

Omkring disse poler grupperer resten af persongalleriet sig. Konkurrenten Bølle Grib har mere af en traditionel gangster i sig og savner helt Hans Vigs forfinethed. Prædikanten og Borgmesteren repræsenterer henholdsvis religiøs sekterisme og politisk opportunisme. Tip og Top har samme funktion som Rip, Rap og Rup i Anders And, det vil sige som det græske kor i antikkens tragedier, hvor de som talerør for forfatteren kommenterer hændelsesforløbet.

Faktisk kan man være fristet til at beskrive Freddy Miltons spætteserier som andeserier i forklædning. Sørens personlighed har nemlig mere til fælles med Barks' klassiske and end med sit amerikanske forbillede, og det samme kan siges om tonen og idéindholdet i beretningerne.

Men så fik forlaget den idé, at man kunne spare royaly til Walter Lantz ved at lave historier med egne figurer. Nogle år forinden havde Freddy Milton trykt en kort serie med en dragefamilie i SEJD, og nu blev figurerne redesignet til optræden i de to album, der var tænkt som opfølgere til Søren Spætte albummene.

BALLADE I NØRREGADE og DEN STORE TEKNOKRAK udgør en direkte forlængelse af Søren Spætte albummene. Også her er figurerne underlagt fablens krav. De kan beskrives som en forbedret og udvidet variant af fablen fra Klatten Kommer. Temaet er altså samfundsmanipulation i stor skala, men Klatten er erstattet af en slags mekanisk hjerne, som er opstået ved en fejltagelse, Den store Teknokrak. Dermed kryber satiren nærmere vor virkelighed, samtidig med at den drager næring fra vores latente angst for registersamfundet og computernes øgede indflydelse på vores liv. i serien kan Teknokrakken anvende byens trafiklys som øjne, og borgerne er derfor under konstant overvågning. Ved hjælp af et bredt persongalleri demonstrerer Milton computervældets konsekvenser på en række forskellige niveauer i samfundet.

Men seriealbumudgivelsens korte blomstringstid var allerede forbi. I begyndelsen af 80'erne blev det danske tegneseriemarked ramt af tilbagegang, hvilket også kan skyldes en overexploitering af markedet. Man måtte i al fald indstille sig på et lavere omkostningsniveau, og det tog flere år. Interpresse lagde store dele af udgivelsesplanerne på is, og dette ramte også de to Gnuff-album, der først udkom i 1986, fem-seks år efter at de var tegnet. Men i ventetiden fandt Milton noget andet at lave.

Lad os vende tilbage til 1979. Fire år tidligere havde Daan Jippes lavet en kort serie, INTERCITY INCIDENT til det hollandske serietidsskrift Stripschrift. Sammen med Twee voor Thee udgør den et af de få eksempler på Jippes-serier uden Disney-figurer. Nu genoplivede Freddy Milton med Jippes' accept den korte series navnløse hovedperson og gav ham navnet Villiam. Han blev hovedperson i en række korte fabler, hvor fabeldyrene blev skiftet ud med mennesker. Dette må betragtes som Miltons første forsøg på at sammenføre sine amerikanske og europæiske påvirkninger, og effekten blev, at samfundssatiren pludselig krøb nogle skridt nærmere virkeligheden. Rent strukturelt minder de en hel del om dyrefablerne, og et par af dem eksisterer også som Donald Duck-historier. Milton troede nemlig ikke, at Gutenberghus oven på miseren omkring Det store Nys ville trykke hans hollandske Donald Duck-historier, så Villiam-versionen blev altså premiereudgaven i Danmark. Billedmæssigt lod Milton sig i starten inspirere af Jippes' mere exalterede manér for senere gradvis at overføre figuren til sin egen mere afdæmpede stil.

Villiam-serierne blev udgivet i albumform i VILLIAMS VERDEN 1982 og VILLIAMS ANDEN VERDEN 1984. Et par af episoderne er blevet trykt i DANSKE TEGNESERIER 4 og 5

Derefter tog Milton yderligere nogle skridt nærmere virkeligheden i to halvrealistisk tegnede album, DRØMMEN OM VAGN 1984 og SANNE OG PAMFILIUS 1985.

Her er temaet individets tilpasningsproblem i det moderne samfund, og de to beretninger har en fælles struktur, hvor hovedpersonerne vælger at flygte ind i en fantasiverden, fordi tilværelsen føles for uudholdelig.

I Drømmen om Vagn møder vi en dansk teenage-dreng, hvor faderen sidder i fængsel og den fraskilte mor har lidt svært ved at leve op til rollen som enlig forælder. På den anden side viser Vagn ringe forståelse for, at moderen har behov for at leve sit eget liv. I stedet flygter han ind i en dagdrøm om vikingetiden, hvor alting er enkelt og ukompliceret. Sammen med en kammerat flygter han hjemmefra men bringes senere tilbage af ordensmagten.

Sanne er en pige i børnehavealderen, som ikke får den opmærksomhed, hun behøver af sin stressede familie eller børnehavepersonalet. Desuden har hun svært med at få kontakt til de andre børn i børnehaven. Hun får imidlertid hjælp af dragen Pamfilius, som på magisk vis kan få omgivelserne til at give Sanne mere opmærksomhed. Tiden må imidlertid hentes andetsteds (en inspiration fra Michael Ende) hvilket fører til konflikter andre steder. Hvor Vagns fantasier blot er drengedrømme, så griber Sannes ind i virkeligheden og påvirker den med sin magi.

Begge fortællinger er som udgangspunkt tiltænkt andre medier og de forekommer ikke helt vellykkede i deres endelige udformning. Freddy Milton havner lidt for tæt på hverdagen til trods for de fantastiske indslag. Begge album har desuden en lidt for positiv slutning, der føles en smule falsk og kunstig i sammenhængen.

Den uundgåelige konklusion bliver, at fabeldyrsserien i dens renlivede eller modificerede form passer bedre til den slags symbolistiske fortællinger, som Freddy Milton foretrækker at beskæftige sig med. Han er formentlig selv kommet til den samme konklusion, eftersom disse to album blev en isoleret foreteelse i hans produktion.

At Interpresse valgte at satse på Familien Gnuff indebar ikke, at det var slut med Søren Spætte for Miltons vedkommende. Salgssuccessen med de to samtrykte Søren Spætte album skabte interesse for en skandinavisk samproduktion af serier til hæftebrug. Disse skulle komplettere reprints af de amerikanske serier fra 40'erne og 50'erne og bidrage til at øre salget af disse. Sådan var tanken i al fald. Svensk Semic stod for redigeringen, og Milton blev kontaktet som tegneserieskaber.

I januar 1982 var tiden kommet til premieren. De nytegnede afsnit produceredes i episoder på 10-12 sider.
Til trods for, at alle afsnit i og for sig var afsluttede, hang de sammen fire eller fem, så de udgjorde en historie af albumlængde.

I serieblad-udgaven ændrede serien delvis karakter. Den tidligere dominerende fabelform blev noget nedtonet. Til gengæld fik figurernes personlighed større spillerum. Søren Spætte arbejder som rådhusbetjent. Borgmesteren er Valle Hvalros, der har arkæologisk interesse.

Forandringerne påvirkede også seriens miljø. I de forudgående album kunne man tænke sig, at handlingen foregik i USA, men i bladudgaven befinder vi os umiskendeligt i et skandinavisk provinsbymiljø. Det får tilmed et navn: Hakkeby. Selv om politikerne her bekymrer sig om deres karrierer, står det klart, at det her drejer sig om nordisk kommunalpolitik og ikke et amerikansk delstatsvalg.

Noget som slår en i modsætning til Andeby er manglen på traditionelle skurke eller skattejagter. I stedet møder vi en række svindlere, forretningsmænd og finansspekulanter med byens førende kat, Bossman, i spidsen. Det er figurer, som vel befinder sig i udkantområdet, men alligevel har fatal indflydelse på livet i nærmiljøet. Ofte er de ganske succesfulde og udnytter deres højere sociale status, selv om deres handlinger er destruktive ud fra en samfundsmæssig synsvinkel. Politikerne fremstilles som relativt harmløse og temmelig sympatiske figurer, selv om de styres af egoistiske motiver og hele tiden lader sig manipulere af finanshajerne og vælgeropinionen.

Selv Familien Gnuff får plads i spættebladet. På grund af den forsinkelse, der ramte de to første Gnuff-album, kom seriens egentlige debut til at finde sted i Søren Spætte-bladet i 1983. Materialet var imidlertid nyproduceret og redigeringen den samme som for Spætte-serierne, det vil sige historier af albumlængde publiceret i episodeform. Og akkurat som for spættehistoriernes vedkommende fik figurernes personlighed en mere fremtrædende rolle i forhold til fablen. Den første historie med Gnuff i bladudgaven er også sagaens virkelige start. Den indledes nemlig med, at en søskendeflok på fire drager forlader deres tidligere bosted i en hytte i Storskoven og kører et flyttelæs ind til byen, hvor de har fået et lejemål i en af byrådsformand Mågensens ejendomme beliggende i Nørregade. Det blev senere udgivet i 1995 som POLTERGEISTERNE.

I Familien Gnuff er vinklingen i retning af samfundssatire om muligt endnu mere fremtrædende end hos Søren Spætte. Letpåvirkelige politikere indgår uhellige alliancer med storfinansen i beskæftigelsens hellige navn. Skatteindtægter, beskæftigelse og vælgernes gunst er de faktorer, som helt og holdent styrer deres handlinger. De som protesterer mod udviklingen kaldes bagstræberiske græsrrodsfanatikere og miljøaktivister. Men der hersker aldrig nogen tvivl om, hvor Freddy Miltons sympatier ligger.

Drager betragtes med mistro og fjendtlighed af omgivelserne, og gnufferne møder ofte modvilje og chikanerier. Alt i alt giver det billedet af en hverdagsracisme, som føles næsten ubehageligt realistisk. "Mine drager viser bevidst minoriteters problemer," siger Freddy Milton i et interview. "De må skjule deres gamle kultur og egenart (deres vinger) for at klare sig i vort samfund. Desuden er de en art på tilbagegang. Det er derfor jeg holder af dem."

Racisme og indvandrerfjendtlighed udgør også temaet i GRIBEDYRETS HEMMELIGHED, 1988, men her er det indvandrende sortspætter fra det fjerne Ramashanka, der må stå for skud i diverse trakasserier, da de kommer til Hakkeby. Nu genfinder vi også Gnuff selv blandt hverdagsracisterne - en påmindelse om, hvor let fremmedfjendtligheden får tag i folk.

En anden historie, GRAFFITI-MESTEREREN, 1987, inspireredes af en graffiti-figur, ÖRVA, som Freddy Milton blandt andet så på en T-bane-station i Stockholm. Det er for øvrigt en af Miltons egne favorithistorier. "Den giver nemlig et symbolsk billede af, hvordan en græsrodsbevægelse udvikler sig, bliver udvandet for til sidst at havne i hænderne på magthaverne og borgerliggøres. Sådan er det med alle nye udtryk. De begynder med at have et budskab og slutter med at blive et stykke æstetik." Milton brænder selv varmt for det oprindelige graffiti-fænomen. "Det som ligger bag graffitien er ønsket om at sætte sit præg på tilværelsen. Man kan godt betragte hele min produktion som et stykke graffiti, altså det ønske en forfatter har om at sætte sig i spor i omverdenen, som måske ikke er helt forbi, når man ikke selv er her længere."

Eftersom Freddy Milton lavede Søren Spætte og Familien Gnuff samtidig til samme blad, gav han begge serier samme kulisser. Alle figurer bor altså i samme by, Hakkeby. Her findes en borgmester, Valle Hvalros, såvel som en byrådsformand, Mågensen . Andre bifigurer dukker op i begge serier. For yderligere at sammenknytte serierne har Freddy Milton undertiden ladet intrigerne blive vævet ind i hinanden. For maksimalt udbytte bør begge serierne læses parallelt. Det gælder specielt de otte episoder om de vildtvoksende træer, hvor Søren har problemer med et enkelt træ og hvor Gnufferne kæmper mod en skov af træer, der hærger hele byen. Her er Gnuff-delen udgivet som album under titlen TRUSLEN FRA KÆMPETRÆERNE i 1990. Et andet eksempel er de ti episoder i Kampen om Hakketårn. Her har Milton ved genudgivelsen af ophavsretsmæssige grunde ændret spætteepisoderne til at bruge figurerne fra Gnuff-universet, så den samlede intrige kunne udkomme i albumform i to bind. Det er KAMPEN OM HAKKETÅRN i 2004 og DEN ULYKSALIGE DIMITRIUS i 2005 af forlaget Arboris.

Desværre fik det relancerede Søren Spætte blad aldrig den medvind, den fortjente, og i 1985 blev bladet nedlagt. Dermed ophørte også nyproduktionen og Søren Spætte forsvandt fra Freddy Miltons repertoire. Der blev dog udgivet to ekstra album med reprints fra Søren Spætte bladet, nemlig REJSEN TIL RAMASHANKA 1987 og OPSTAND I STORSKOVEN 1989.

Heldigvis lykkedes det dog at finde et nyt hjem til familien Gnuff i det amerikanske funny animal-blad CRITTERS, der blev udgivet af Fantagraphics 1986-89. Her blev der af nye episoder blandt andet plads til en amerikansk udgave af GAMMEL KÆRLIGHED… (album 1994), der er henlagt til et for amerikanere let-identificerbart pionertids-miljø. Dragerne er jo meget gamle, så det er ganske naturligt, at Gny kan have haft en kærlighedshistorie for 150 år siden. At det så er en omarbejdet udgave af en gammel intrige, der var tiltænkt Bedstemor Ands ungdom men blev afslået på et tidspunkt af Gutenberghus, er så blot en ekstra fan-betonet krølle på sagernes forløb. Det er også i Critters, vi ser førstegangsudgivelsen af den udvidede Gnuff-udgave af The big Sneeze. Med dragen Storeglam i hovedrollen passer den ærlig talt også bedre i denne saga. Som album udkom den i 1996 som under titlen STOREGLAMS KUR.

Samtidig med udgivelsen i CRITTERS kom der gang i albumudgivelsen i Danmark. Der blev også plads til titler, der ikke nåede at komme i føljetonform. Således var MED BALLON TIL NORDPOLEN 1994 oprindelig delt op i seks kapitler på i alt 54 sider men i albumudgaven er kapitelinddelingen elimineret. Det er en ægte Ud-på-eventyr-historie inspireret dels af diskussionen om hvem der faktisk nåede Nordpolen først og af den tragiske historie om en svensk ingeniørs mislykkede Nordpolsekspedition med ballon. Af episoder helt nytegnet til albumudgivelsen er GNIPS 100 ÅRS FØDSELSDAG 1998, der er inspireret af temaet fra Ken Loach-filmen Raining Stones om en arbejders besvær med at skaffe penge nok til at skaffe en konfirmationskjole til sin datter. Det var også en film, The smallest show on Earth, der satte gang i idéarbejdet omkring GENFÆRDET FRA ROXY, 2000 om en gammel biograf, hvis eksistens trues af videobranchen og tilmed har en videobutik på nabogrunden. DET SIDSTE EVENTYR, 2002 byder på et gensyn med den eksentriske eventyrer, Tron Dreyerdal, der med sin nye papirsbåd, Aftenposten, tager tilbage til øen Kua-Kua, hvor fundamentalistiske sortspætter har fundet en uhyggelig måde at anvende ungdommens kilde på. En reference hertil findes også i spillebogen DA LANDET FORSVANDT. For nuværende arbejder Milton på album 16, JUL I JULI, hvor Gnuff vender tilbage til ostelageret fra den allerførste korte episode i SEJD og desuden udvider gensynet med Bossman som mediemogul.

Da dagbladet Politikens bilag Magasinet i 1984 trykte serien Hvem dræbte Koch-Robin? stod Freddy Milton pludselig som pioner for en helt ny type serie, nemlig den interaktive rollespilsserie. Ideen er lige så enkel som den er genial. Gennem mødet med en række personer i Koch-Robins omgivelser skal læseren finde frem til, hvem der står bag mordet på ham. Mislykkes det, kan en forkert person blive dømt eller sagen forbliver uopklaret. Efter hvert afsnit blev læsekredsen stillet over for to valgmuligheder, og en læserafstemning afgjorde, hvordan hovedpersonen skulle handle i det følgende. Det spor, der fik flest stemmer, blev fulgt, og det underkendte alternativ blev droppet.

Inspirationen hentede Milton fra en række amerikanske pocketbøger i fantasy-genren, som var opbygget efter samme model. Der blev også lavet enkelte europæiske album efter samme mønster.

"Jeg synes det er spændende selv at få lov til at være med til at bestemme historien mens man læser," siger Freddy Milton. "Her kan man som forfatter få de udviklingsmuligheder med, som man normalt ikke får plads til i de retlinede historier. Måske lader detektiven sig bestikke og undlader at opklare mysteriet. Eller der sker det triste, at helten bliver dræbt i begyndelsen af historien."

Men hvor de øvrige forfattere var tilfredse med at lave intrigemønstre i fantasy- eller krimi-stil, så besluttede Milton, at andre mere subtile emner kunne håndteres og pointeres i denne genre.

HVEM DRÆBTE KOCH ROBIN? blev udgivet i pocket-udgave i 1985 og blev en sådan succes, at Freddy Milton i de følgende år kunne fremstille flere opfølgere efter tilsvarende mønster. Det blev til den af Kulturministeriet prisbelønnede DRØJE DAGE I JOB-JUNGLEN i 1987, hvor man kun kunne blive chef ved at dræbe en hvid kanin på et leder-kursus. Men der findes også mere sympatiske karrieretilbud som udgange. Freddy Miltons RIG ELLER ÆRLIG fra 1988 er en krimi med Grimm Andrik, og JAGTEN PÅ DEN VISE STEN med Pamfilius fra 1989 handler om mobning. Den er senere omarbejdet til et CD-rom-spil til brug i skolerne. I 1990 udkom VIDEO ELLER VIRKELIGHED, hvor man skal vinde prinsessen og det halve datarige. Den har to universer, hvor Pamfilius optræder i det ene i en blågrå halvdel af albummet. Det andet med Villiam som hovedperson er i farver, og det kommer man ind i ved at vende albummet på hovedet og starte fra den anden side. Undervejs bliver Villiam fanget i den del, hvor spillets game-master prøver at få den genstridige realitetsverden til at fungere som det avancerede computerspil der i virkeligheden er tale om. Bag det hele ligger Vorherre på sin sky og brokker sig over, at Pamfilius ikke kan få spillet til at fungere ordentligt. Der har desværre aflejret sig for meget koks i det nedslidte system, som verden udgør, og selv Vorherres bagland besidder ikke de nødvendige ressourcer til at opgradere systemet. Jorden er simpelthen kun en børnehave for ufærdige sjæle, der kan prøve at gøre sig fortjent til genfødsel på et højere åndeligt niveau. Et spil med ultimativ kosmisk symbolik.

I 2005 genoptog Milton genren med albummet DA LANDET FORSVANDT. Indlandsisen smelter på grund af det stadigt større ozonhul i atmosfæren, så Danmark bliver oversvømmet. Kun tårnet på Himmelbjerget går fri. Alle indbyggere må se sig om efter et andet land, hvor de kan søge asyl. Grimm Andrik kommer til Ramashanka, hvor han må lære sig nye skikke, hvis han skal klare sig. Men det er ikke let. Læseren bliver sat på en drøj opgave, og her er ingen korrekt eller bekvem krimi-løsning at finde! Men Grimm kan dog klare at overleve og i en af udvejene tilmed blive rimelig succesfuld som eksportør af swokumaskler. Som man vil forstå benytter Milton gerne lejligheden til at genoptage tråde fra tidligere udgivelser og spinde en ny ende, her med et varieret galleri af sortspætter som bipersoner. Senere er der planer om menneskehedens udviklingshistorie som rollespil i et album, der har fået arbejdstitlen SORTSPÆTTERNE. Men den næste spillebog sommeren 2006 bliver dog BAG REGNBUEN, som tager tråden op fra DA LANDET FORSVANDT. Den handler om to børn, en bror og en søster, der tvinges til at flygte fra en etnisk udrensning i en kaukasisk republik og ad omveje kommer - eller ikke kommer - til et genkendeligt land i vesteuropa, hvor de vokser op under forskellige vilkår, alt efter hvad læseren måtte bestemme. Milton lover, at der ikke findes nogen Muhammed-karikaturer nogetsteds undervejs...

Da Ekstra Bladet den 10. Januar 1987 startede deres lørdagsbilag KILROY blev grunden lagt til den mest massive eksponering af danske originalserier nogensinde i dansk dagspresse. Det var den legendariske journalist og serieelsker, Pedro, som havde fået banen kridtet af til dette initiativ . Blandt de serier bilagets læsekreds kunne glæde sig over var flere episoder af Familien Gnuff og Villiam-historien Snehvide møder King Kong - i Gyngemosen samt en retlinet udgave af Video eller Virkelighed, der her fik titlen Villiams sorte Sider. Milton blev også hyret til at lave omslag til bilaget i en længere periode. Det var kronede dage for den fortællende danske tegneserie.

Men i september 1990, tre og et halvt år efter starten, blev Kilroy nedlagt. Ekstra Bladets nøjeregnende bogholdere var kommet frem til, at bilaget, der kostede 5 millioner kroner om året, ikke genererede nye læsere i sådan en udstrækning, at det kunne forsvare den merudgift. Nedlægningen betød naturligvis et eklatant tilbageslag for dansk serieproduktion. Til gengæld blev det Ekstra Bladet, der kom til at stå som udgiver af den tykke MASTODONT, en antologi over nordiske serier redigeret af Freddy Milton. Det blev først flere år senere, at Freddy Milton igen fik lejlighed til at optræde som antologiredaktør. Det skete hos Bogfabrikken, der i 1999 lod sig overtale til at virkeliggøre hans drøm om at udsende en samling af danske tegneserier med historisk indhold. Det blev til den 220 sider tykke bog OG DET VAR DANMARK. Denne gang blev der også plads til et bidrag af Milton selv, nemlig et genoptryk af den gamle Polo-serie VAGN I VIKING, her uden de irriterende anførselstegn i taleboblerne!

Da KILROY blev standset, var Milton allerede i gang med et projekt, som helt kom til at dominere hans udgivelser i 1990'erne, den mastodontagtige Dekalog over Janteloven, hvor vi påny finder Villiam i en hovedrolle.

Ideen til dekalogen havde Freddy Milton fået fra den polske filmskaber Krzysztof Kieslowskis dekalog fra 1989. Men mens Kieslowski bygger sin dekalog på biblens ti bud valgte Milton at basere sin dekalog på den noget mere ukendte Jantelov, formuleret af den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose i hans roman En flygtning krydser sit Spor fra 1933. Jante er Sandemoses navn på barndomsbyen Nykøbing (Mors) og de ti satiriske bud blotlægger lillebysamfundets misundelse og småborgerlighed.

"I Dekalog over Janteloven tegner Freddy Milton et underfundigt billede af en udvikling, der er gået et par skridt videre end det vi kender i dag" skriver forlaget Bogfabrikken i sin præsentation. Dekalogen er altså en serie om vor tid, men henlagt til en nær fremtid. Dette for på science-fiction-vis at kunne fremskrive nogle kendte tendenser fra vor tid og betragte de konsekvenser, det i værste fald kan føre til. "Det handler om individets problematiske forhold til det kollektive og om systemets magt til at tvinge konformismen ned over den enkelte" siger Freddy Milton. "Jeg forsøger at håndtere tingene, så der både kommer en personlig og samfundsmæssig pointe omkring hvert bud."

Målsætningen er stadig at berette moralske fabler om og for vor tid. Mange temaer går derfor igen fra Miltons tidligere produktion, men tonelejet er nu anderledes, intrigerne føles mere realistiske, satiren sortere og samfundskritikken mere udpræget. "Jeg opdagede på et tidspunkt, at nogle af mine ideer var svære at virkeliggøre med fabeldyrsfigurer med den eventyragtige fantasibetonede distance til virkeligheden", siger Freddy Milton.

Dekalogen er et overordentlig ambitiøst projekt. At forsøge at indfange og skildre tidsånden i vor forvirrede tid er en opgave, som kan få de fleste til at vige tilbage, men Milton gik på med krum hals. At økonomien i projektet var blevet så dårlig, at Freddy selv måtte betale for at få albummene udgivet, forringer på ingen måde hans egen indsats men siger en hel del om sundhedstilstanden på det nordiske tegneseriemarked. "Det er muligt at Jantelovsdekalogen med de indregnede bibliotekspenge efterhånden kan få økonomien til at balancere, men i bedste fald betyder det, at jeg har arbejdet gratis", siger Freddy Milton. "Jeg er indstillet på at acceptere et underskud på den konto, men det kan man som dansk tegneserieskaber kun klare, når man modtager et tilskud til sin indkomst i form af bibliotekspenge. Og jeg føler også en forpligtelse til at eksperimentere med mediet, når bibliotekspengene giver mig mulighed for det. I realiteten er man blevet stillet som andre mere normale danske forfattere, hvor bibliotekspengene fungerer som en slags honorar, der gør det muligt at fortsætte med forfattervirksomheden."

Men dekalogen er også for en stor del financieret af Landbrugsrådet gennem deres store projekt, Madkassen på kryds og Tværs, et undervisningsmateriale om madprodukter som er blevet spredt til alle folkeskoler på mellemniveauet. Freddy Milton stod for illustrationerne, og honoraret blev sat til side for at finansiere dekalogudgivelsen. Det ottende album i suiten er i øvrigt tilegnet Landbrugsrådet af samme grund.

Dekalogen bliver dermed også en kommentar til den kræmmermentalitet og konservatisme, der har præget de etablerede serieforlags udgivelsespolitik, ikke mindst i nedgangstider. Der hvor tegneserieafdelingen har været en del af en større koncern, var ambitionen i mange år kun at anvende tegneserieudgivelsen som en pengemaskine, hvis overskud kunne kanaliseres over i andre af koncernens foretagender, hvor ambitionerne var til stede. At bruge en større del af den genererede profit ved tegneserieudgivelse i de gode år i 50’erne og 60’erne til videreudvikling af den hjemlige tegneserieproduktion, så den kunne få en mere tidssvarende profil i relation til et nationalt publikum, faldt ikke koncernledelserne ind. Så man fik ikke i tide opbygget den opmærksomhed hos et bredere publikum omkring tegneseriemediets mange potentielle udnyttelsesområder, og det er en af de sørgelige erkendelser vi må se i øjnene, når vi betragter tegneseriernes udvikling.I den fransksprogede kultur, hvor interessen for den fortællende tegneserie i alle afskygninger altid har været en del af kulturarven, har man stadig trods nedgangstider en bæredygtig tegneserieproduktion.

"Når et marked er for nedadgående, bliver udgiverne nervøse og tænker i sikre baner", siger Freddy Milton. "Det er som regel ensbetydende med trist vanetænkning, og så sker der ingen udvikling. Med "ingen fremtid” mener man egentlig en fremtid uden fornyelser eller eksperimenter. Når man ser dyngerne af eksotisk og eskapistisk materiale, der stadig kværnes ud, så synes jeg, at der er behov for noget andet som supplement eller modvægt, også selv om jeg taber penge på sagen".

Den beslutsomhed, med hvilken Milton har gennemført sit vældige projekt, gør ham fortjent til omverdenens respekt. Nu hvor projektet er gennemført, må det betragtes som en af de mest tungtvejende poster i Freddy Miltons omfattende produktion. I erkendelse af denne indsats besluttede den svenske forbrugerorganisation omkring tegneserier, Seriefrämjandet, at udgive en samlet svensk udgave af Dekalogen. Den udkom i 2002 under titlen VILLIAMS VÄRLD 1 og VILLIAMS VÄRLD 2, hvor første bind omfatter dekalogens første fem album og andet bind de fem sidste foruden det elvte supplementsbind bygget over Jantelovens straffelovsbud: "Du tror måske ikke, vi ved noget om dig?" I den ultimative slutning oprulles en apokalypse - verdens undergang.

Som en kommentar til hele seriemarkedet lader Milton et sted i Dekalogen en kræmmertype sige om tegneren Villiam: "Næh, hold du dig til sjove dyr og vignetter, det er noget du kan. Og så kan det bruges til at sælge varer, så det er der penge i…"

Hvordan ser så den verden ud, som Milton udmaler i Dekalogen? Ja, på overfladen er der måske ikke så meget, der adskiller den fra dagens virkelighed. De tydeligste forandringer er EU's øgede indflydelse over hverdagen. Danmark indgår i noget, som kaldes Region Nordland, valutaen er Euro'en og udvekslingen af varer og tjenesteydelser over de gamle nationale grænser er betydeligt mere omfattende end i dag. Desuden viser serien trender og tendenser i dagens samfund på en ofte foruroligende måde, styrket af, at visionen i grunden ligger så snublende nær på realiteternes verden. Milton opdagede, at udviklingen efter at han havde præsenteret de første episoder på foruroligende vis indhentede den fremskrevne virkelighed i serien – ja på visse områder overgik den!

Udgivelsen startede i 1993, og det blev et nyt årtusind inden suiten blev afsluttet i år 2000 med supplementsbindet VENUS FRA MAGLEMOSEN.

I første album HITLERS KRIG – I DET NYE EUROPA, som blev lavet i 1989 inden Sovjetunionens fald, er Villiam og hans venner lige ved at forårsage en ny verdenskrig da deres computerspil bliver linket til ordreudstedelsen i en Nato-øvelse, der er i gang samtidig. Parallelt starter Villiam et firma, hvis formål er på en professionel måde at arrangere demonstrationer for forskellige minoriteter, som ikke selv formår eller har tid til at stå og demonstrere.

Næste album, SNEHVIDE MØDER KING KONG – I GYNGEMOSEN, tager kommercialiseringen af TV-udbuddet og de statslige kanalers patetiske forsøg på at konkurrere med de kommercielle kanalers populisme op til debat, men illustrerer også, hvordan TV mere og mere spiller på folks sensationslyst i jagten på ratings.

I det tredje album, C-HOLDET – I TOTALTURNERINGEN, stilles de ældres forhold i vores samfund på spidsen, da plejehjemsbeboere besætter den institution, hvor de er anbragt.

I FÆLLESKORPS DANNEVIRKE handler det om indvandrerfjendtlighed og nynazisme. Hovedpersonen Villiam bliver et karrierehungrende medlem af den ekstremt nationalistiske Fælleskorps Dannevirke-bevægelse. En ganske kraftfuld vinkling, i og med at den i grunden sympatiske figur, Villiam, kan blive henført af den slags højreekstreme holdninger. Villiam kommer dog på andre tanker, da det viser sig, at organisationen i et klimaks (inspireret af Blekingegade-sagen) planlægger et regulært statskup.

Derefter tvangsforflyttes den arbejdsløse Villiam i BROEN MELLEM ØST OG VEST til Balkan, hvor han tvinges til at arbejde som brobygger på et udviklingsprojekt med EU-støtte. Etniske modsætninger mellem kristne og muslimer i regionen besværliggør imidlertid byggeriet, og ydermere har den lokale befolkning hurtigt tilpasset sig situationen og opbygget en alternativ økonomi baseret på hvad man nu kan franarre byggeriet af materialer. Villiam bliver også taget som gidsel af en lokal milits, som kræver erstatning for de erosionsskader, som EU-eksperter har påført området.

I det sjette album, ROTTEFÆNGEREN FRA HØNG, er det emner som AIDS, AIDS-forskning og militante modstandere af dyreforsøg, som er på tapetet.

Derefter har Milton i det følgende album lånt et tema fra Ealing-komedien Passport to Pimlico, idet han lader en kommune finde et ældgammelt dokument, der åbner mulighed for, at kommunen kan melde sig ud af EU. Det gør man så…I DYBBØL MØLLE MALER har EU nemlig udvalgt en mark i kommunen til opbevaring af kemisk affald. Og det bryder beboerne sig naturligvis ikke om.

I det ottende bind, KNUD OG SIGNE I JAPAN, er det reklameindustrien, der er i centrum, og handlingen bygger på Freddys og Ingos personlige erfaringer fra reklamebranchen.

I det niende album, KAN DU UNDVÆRE LIVSKRAFT?, er temaet helsekostprodukter og alternativ behandling. Villiam og hans veninde kommer på en sponsoreret rejse til et sted, hvor der fremstilles kosttilskud til det umættelige marked af forbrugere af alternative behandlingsmetoder.

Bind 10 har fået titlen DEN GAMLE GARTNER og adskiller sig ved at foregå i en drømmeagtig verden, som Villiam hensættes i efter næsten at have mistet livet ved en trafikulykke. Det er en videreudvikling af temaet om parallelverdener fra spille-bogen Video eller Virkelighed. Det er et metafysisk album om religiøsitet, genfødsel og meningen med livet.

Derefter afsluttes serien med supplementsbindet VENUS FRA MAGLEMOSEN. Det var faktisk et af de første album i suiten, som Milton lavede, og det inden tankerne om en hel dekalog var tilendebragt. Men at anbringe den til sidst blev en nødvendighed. Den handler om livskvalitet, bæredygtig miljøforvaltning og Jordens undergang, i al fald på den måde, vi kender den. I slutbilledet afsynger en gruppe stenalderfolk, hvoraf vi kan genkende vores hovedpersoner, midsommersangen på kaudervælsk. Til sidst zoomer vi ud, så vi kan se lossepladsen med rester fra vores kultur… Jo, det er altså her, det foregår…

Dekalog-suiten udviser gennemgående en højere grad af realisme end Freddy Miltons tidligere serier. Der forekommer også en vis udvikling fra album til album. Villiam starter med at være en arbejdsløs bybo og ender faktisk med at leve i parforhold med to børn i et parcelhus i forstaden. Præcis som det skete med ungdomsoprørerne fra 70'erne.

Dekalog over Janteloven er markant idé-orienteret og vender sig måske snarere til hjernen end til hjertet, hvilket naturligvis kan betragtes som en mangel. Alligevel må man uden reservation kapitulere over for kraften og konsekvensen i dette mastodontværk. Det lykkes Freddy Milton med næsten kirurgisk præcision at stikke til nogle ideologiske skæringspunkter i vor samtid og desuden debattere dem på en meningsfuld måde. Man kan kun ønske, at serien vil nå ud til et større publikum. Milton siger selv: "Jeg bliver undertiden trist til mode over hentydninger til, at jeg ikke er mere lalleglad i mine tegneserier. Det er som om det tegneserieforbrugende publikums anmeldende talerør foretrækker rullepølse, når jeg serverer spegepølse. Hvis jeg havde udtrykt mig gennem litteratur eller film ville anmelderne have påskønnet, at jeg havde haft en mening eller holdning med det jeg bragte til torvs. Men sådan er det desværre ikke med de få anmeldere og lektører, der sidder på smagsdommertaburetterne når det gælder tegneseriealbum, hvor tegnestilen signalerer noget humoristisk.. Så skal det åbenbart kun være uforpligtende sjov i gaden fra først til sidst."

Som et tilskud til egne historier har Milton også illustreret den klassiske gamle dyrehistorie af K H With, MUSEBOGEN, i tre bind 1997-99. Den blev senere efterfulgt af en musebog om mus i vor tid, MUSEFARS HISTORIE i 2003. Begge historier er nu genstand for udgaver i det nye CD-rom medie, hvor historierne bliver læst op af Vigga Bro til Miltons tegninger, der er nytegnet til PC-formatet. Musefars Historie som CD-rom er dog i skrivende stund endnu ikke udgivet. Spillebogen om mobning, JAGTEN PÅ DEN VISE STEN, er dog nu også tilgængelig som CD-rom og indgår i Mikroværkstedets skolemateriel-abonnement med mange danske folkeskoler.

Bogfabrikken var i mange år Freddy Miltons vigtigste udgiver, men efter at forlaget indskrænkede sine aktiviteter har Milton måtte søge nye veje til sit publikum, og forlaget Arboris er blevet udgiver af Familien Gnuff og den nye serie om Jomsvikingerne.

En genoplivning af en gammel idé Milton i sin ungdom i begyndelsen af 70'erne ssshavde under overvejelse sammen med Jesper Klein førte til vikingehistorien SVEND, KNUD OG VALDEMAR, der blev første bind i serien om Jomsvikingerne i år 2000. Andet bind fra 2001 hedder HARALD BLÅTAND og indeholder tillige en hyldest til Bengtssons morsomme vikingeroman Røde Orm. Det tredje bind, SOLVOGNEN, blev først publiceret som føljeton i FDF-spejdernes medlemsblad GLIMT, der også stod for premieren på flere afsnit af Miltons serie om kristendommens komme til Norden. De blev senere udgivet som BRODER BENEDIKTS BERETNING i 1997 og BRODER BENEDIKTS BYGGERI i 1998. Men der blev desværre ikke flere forpremierer i GLIMT, der kunne finansiere vikingeserierne, for bladet blev nedlagt. Freddy Milton bemærker tørt: "Det lader til, at alle kommercielle projekter, jeg bliver involveret i, ender med at gå rabundus. Jeg vil jo helst tro, at det ikke skyldes mig, men at jeg bliver indblandet på et tidspunkt i slutfasen inden projektet alligevel ville gå nedenom og hjem. Jeg føler det, som om jeg har sprunget fra den ene smeltende isflage til den anden, der kun har eksisteret så længe som det har taget sponsorerne at indse, at tingene alligevel ikke kunne løbe rundt."

I 2004 udkom et dobbeltalbum bygget over nogle efterladte notater, som Freddy Miltons morbror, Karl Pedersen med tilnavnet Stød havde efterladt. Karl Stød beskriver i tegneserieform det slidsomme men spændende liv som morbroderen levede i midtjylland fra barndommen i 20'erne til pensionisttilværelsen i 70'erne. Det var igen udgivelsesmæssigt et voveligt forsøg, for det publikum, der måtte interessere sig for den slags, falder kun i ringe grad sammen med det tegneserielæsende publikum, men Milton følte, at det var et forsøg, som burde gøres, og det var desuden atter et stykke Labour of Love, der fængede hos Freddy Milton.

I skrivende stund er netop udgivet det nye fritstående album med vikingerne, GULDHORNENE, hvor de berømmelige nationale klenodier bliver fundet første gang så tidligt som i vikingetiden - for så at gå tabt igen og vente på senere genopdagelse. På et tidspunkt i historien befinder seriens hovedpersoner sig på en tømmerflåde sammen med hornene, og da de skiftevis står med dem (eller også er det kopierne) i hænderne, gribes de på forunderlig vis af storhedsvanvid og magtdrømme. Det er samtidig en cadeau til Barks, der i Den gyldne Hjelm gav sine hovedpersoner lignende tanker. Det er ikke tilfældigt, at just denne historie af Barks blev indlemmet i Kulturministeriets Kanon over ti udvalgte stykker uomgængelig dansk børnekultur – i øvrigt som det eneste bidrag af en udenlandsk ophavsmand i hele det multikulturelle kanon-projekt. Og det er meget passende, at det blev Freddy Milton, der i Kulturministeriets kommenterende videoclips på nettet er blevet udvalgt til at argumentere for, at netop Barks har en selvfølgelig plads i dansk børnekultur. Som Milton siger: "Det er en af de letteste opgaver jeg nogensinde har fået. Jeg kunne have talt meget længere om det emne, men Barks har jo lært os at fatte os i korthed. Tolkien skulle bruge over 1000 sider på at fortælle sin version af truslen mod vore vestlige demokratier, Barks fik kun lov at bruge 32. Men det gjorde han også så gribende som det kan gøres…"

Milton hviler ikke på laurbærrene. Han er stadig lige flittig ved tegnebordet som han altid har været, til glæde for alle trofaste Milton-læsere.