Tro, viden og politik

tilbage

Jeg så en udsendelse forleden med to distingverede akademikere, der holdt foredrag i akademiske kredse overalt i den vestlige verden, ja vist også på et islamisk universitet. Der stod to flotte gamle lænestole på scenen i de skiftende imponerende sale, og publikum var stedets elite af forskere og universitetsfolk. De blev fyldt af et opmærksomt publikum, for det var underholdende at lytte til.

Det var meget drevne debattører, de to ældre herrer. De havde ordet og emnet i deres magt, og de havde erfaring i at rejse rundt med deres samtaleshow. Det er også morsommere at se to gutter spille op til hinanden end at følge et foredrag, men uenige var de ikke. Og de havde humor og slagfærdighed at byde på, så folk følte ikke de blev snydt med en kedelig oplevelse. Det oplagte at publikum var ganske på deres side, så og de klappede på de rette steder, når de to pensionister havde fået afleveret en morsom finte om videns værdi.

Et tilbagevendende tema var forholdet til tro, som de naturligt nok var skeptiske over for. Udsendelsen hed ’Du skal ikke tro, du skal vide’. Et ikke overraskende synspunkt for naturfagligt skolede intellektuelle. Guderne skal vide, at de troende har det svært i vore dage, men det har de jo på den anden side altid haft. På en måde trives tro bedst i modvind. Der var også klip fra de to gutters optræden på folkemøder, og flere steder var der demonstranter, der viste deres modvilje mod deres skråsikrer fremlægning.

Desværre for demonstranterne er tankerne om såkaldt Intelligent Design jo også ret pinlige at forholde sig til. Man skal ikke fra de troendes side prøve at imødekomme forskerne på deres egen boldgade, for det er slet ikke der konfrontationen står. Religionernes mytologiske indhold er ikke det vigtige og at holde fast i, og det kan let blive pinligt.

Det som gjorde mig irriteret og beklemt var i grunden ikke parternes modstridende synspunkter men de to akademikeres felttog for videnskaben. Det er på en måde ikke nødvendigt. Den eksakte forskning har sejret ad helvede til. Det gjorde også et blandet indtryk på mig med præsentationen og omgivelserne. Debattørerne rejste fra den ene fornemme kongressal til den næste. Her var ikke sparet på noget. Det her var ikke intelligent design, men det var imponerende og måtte have kostet en herregård. De færdedes i velhavende eksklusive kredse.

Det stod også klart, at herrerne ikke havde savnet noget i denne verden. De tilhørte uden tvivl akademiske rige familier, der havde tjek på tingene og et liv i overflod. De var i stand til at sikre sig deres tilværelse i et miljø, der også havde forstået at beskytte sig mod trusler udefra. En osteklokke af sikkerhed og på en måde også selvtilstrækkelighed. Den vestlige verdens center for velbehagelighed og sikret behovsopfyldelse.

I grunden var det netop i dette britiske universitetsmiljø, de store naturvidenskabelige landvindinger havde fundet sted. Af folk, som også havde deres eksistens sikret og kunne bruge den frikøbte tid på at tænke store revolutionerende tanker der endte med at sætte dem på en piedestal af forskningsmæssig fortræffelighed. Og selvfølgelig ganske fortjent som de få i datidens overklasse, der havde evner til det.

Jeg havde dog håbet, at udsendelsen havde prøvet at give et fingerpeg om årsagen til forskellige livsopfattelser, men det måtte så blive en anden gang i et andet program. Der var dog indslag i udsendelsen, hvor den akademiske skoling blev konfronteret med folk fra kredsen af troende, men de talte som altid forbi hinanden.

Jeg går ind for tanken om, at Gud ikke har skabt menneskene men at det forholder sig omvendt. Behovet for ophøjet styrelse har eksisteret til alle tider og gør det stadig. Det spirituelle behov lader sig ikke undertrykke eller bortforklare. Vi er i en helt anden boldgade. Udfordringen er ikke her overklassens osteklokkeliv og tanker, men det modsatte. Det mest udbredte blandt mennesker er en tilværelse med manglende behovsopfyldelse og trusler på livet. Hovedparten af folk i verden er stadig henvist til et liv på grænsen af sultedød eller undertrykkelse.

I Bangladesh går 8-10 årige børn fra teglværket og hen til oplagspladsen i usund stenstøv med mursten på hovedet. Jo ældre, jo flere sten ad gangen. På den måde tjener de lige nok til at forsørge sig selv og måske nogle mindre børn derhjemme. De mange børns arbejde er betingelsen for, at familien kan overleve. Hvis det alligevel kniber, må man bortadoptere et af dem, og nogle af dem kommer så til en sikker tilværelse i vesten og kan tredive år senere i ’Sporløs’ finde deres stakkels mor, der blev nødt til at give afkald på det barn for at de andre kunne overleve.

Andre steder bliver folk pint og plaget på alle måder fordi interessegrupper vil bestemme over det sted hvor de bor og overtage jorden og skatteindtægterne. Der er borgerkrig mange steder, og hvis det går rigtig galt slår man til sidst hinanden ihjel i massakrer, fordi en klan som mindretal i for lang tid har siddet på magten og undertrykt andre stammer som hovedparten af befolkningen hører til. I Afrika sker den slags hele tiden.

Hvad skal man så gøre, når man sidder der og er trængt fra alle sider og på ingen måde har kontrol over sine livsbetingelser? Ja, så lægger man sin skæbne i hænderne på en højere styrelse, gerne en form for guddom, der kan komme én til hjælp eller i det mindste kan formodes at vide, at man har problemer, så man ikke vansmægter i hemmelighed. Hvis du bliver helt desillusioneret kan du som selvmordsbombemand håbe på et bedre liv i det hinsidige.

Håbet bliver her det afgørende livselement. Måske opnår man ikke selv at få glæde af de forbedrede forhold, men så gør ens børn det måske. Håbet er det vigtigste, om ikke andet så håbet om at en højere regulerende magt er vidende om ens lidelser og måske på sigt vil gøre noget ved det. Det gør den erfaringsmæssigt også, men det kan have lange udsigter.

Hvor jeg vil hen med alt dette er, at der er andet, der er vigtigt for mennesker i gulvhøjde eller længere nede end tanker om at man skal vide og ikke tro. Man ved udmærket, at man som undertrykt har det elendigt, men det er ikke nok til at hjælpe en ud af situationen. Man må gribe til noget højere, noget spirituelt, noget religiøst.

Jeg er selv en stor tilhænger af at have en tro. Jeg vil forsvare enhver persons ret til at have den overbevisning, som kan øge hans livskvalitet. Men det må ske under den klare forudsætning, at den ikke stiller sig i vejen for opfyldelsen af andres livskvalitet. I det øjeblik den formindsker andres muligheder for at opleve et bedre liv eller bevare håbet om at det sker, afløses min velvilje af skepsis og modstand.

Derfor har jeg det bedst med, at ens forhold til det spirituelle holdes på en meget personligt plan. Det er et spørgsmål mellem én selv og den styrelse man har tiltro til. På det plan virker mekanismen uproblematisk og har min fulde opbakning.

Problemerne opstår først hvis en lille gruppe går sammen om at dele en bestemt opfattelse af det spirituelle, og det sker næsten altid. Man vil nødig stå helt alene med sin holdning, for tænk hvis man tog fejl? Der er jo netop ikke noget faktuelt grundlag som kan bevise, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert som med videnskaben. Det er derfor det hedder tro.

Her kommer det farlige ind i billedet, hvis betydningen af en spirituel overbevisning beror på, at man er mange om at dele den. I næste omgang må man så udvide antallet af medlemmer, man deler anskuelse med, for på den måde at få en oplevelse af, at det man står for er gældende i endnu højere grad.
Det næste i udviklingen er så, at man støder på nogle, som har en lidt anden opfattelse af nogle detaljer i trosgrundlaget, som for eksempel suni og shia muslimer. De kan på ingen måde gå på kompromis, og af en eller anden grund er de sært nok altid naboer.

Det er en afgørende pointe, at det nogle steder er shia muslimer, der har magten og bestemmer over andre troende, også suni muslimerne. De sidder på toppen af administrationen og sørger for at mele deres egen kage med korruption og nepotisme og det skaber selvfølgelig had hos de undertrykte med en lidt afvigende trosmæssig overbevisning. I nabolandet er det måske omvendt. På et tidspunkt kommer de op at slås, og det spirituelle bliver så bare et ekstra fornemt argument. Under første verdenskrig sagde tyskerne ’Gott mit uns’ men modstanderne sagde noget lignende.

Dermed er det personligt spirituelle overgået til at blive en støtte af en given materialistisk håndtering af goderne i tilværelsen. Religionen er blevet en fordelingspolitisk magtfaktor. Det åndelige indhold bliver et middel til at slå andre oven i hovedet med. Og det religiøse argument lader til at veje tungt.

Nu kan mange indse, at religion på den måde er en ubehagelig opfindelse. Fra at være et behov til understøttelse af det individuelle håb om forbedring af livsvilkår er det blevet en politisk magtbastion for masserne. Det var da den bastion blev misbrugt af pavekirken at Luther måtte råbe vagt i gevær og slå et slag for et alternativ, den protestantiske kirke, der netop har sit navn fra protesten.

På Luthers tid kunne det oprør lade sig gøre, fordi der var politisk enighed i Nordeuropa om, at katolicismen havde fået alt for stor politisk magt. Luther havde tiden med sig som rette mand på rette sted. Han kunne bruges af de tyske fyrster og andre modstandere af pavekirken til at løsrive sig fra dens magtmisbrug også på det ikke-spirituelle plan.

Det er her de to spøjse akademiske fætre fra først i artiklen får deres manøvremulighed på det holdningsmæssige plan. Når spiritualitet ender med at blive omklamret af selvbestaltede magtsyge administratorer, der hver især vil gøre alle folkeslag til deres disciple, så har disse kirker forskertset det virkelige grundlag for deres eksistens, et grundlag, som måske ikke engang har været til stede, når det kommer til stykket?

Et af de værste eksempler på sammenblanding af religion og magtpolitik finder vi i konflikten mellem zionister og palæstinensere. Jeg siger med vilje ikke jøder, for næsten halvdelen af jøderne i Israel går faktisk ind for at finde en fredelig løsning på spørgsmålet med Vestbredden. Men zionisterne og deres halehæng har et snævert flertal, som de stadig bruger til at tryne palæstinenserne, selv nu hvor de har accepteret Israels ret til at eksistere.

Hver gang der er tale om at genoptage forhandlingerne om en løsning af spørgsmålet om Vestbredden slår det ikke fejl, at den israelske regering et par uger i forvejen fremlægger planer om at udvide bosættelserne på Vestbredden. Man lægger bevidst gift ud for at ødelægge fredsprocessen. Det er helt tydeligt, at man ikke ønsker nogen afklaring på den konflikt, og jo længere man kan trække tiden ud, jo sværere bliver det at komme til en løsning. Man sidder på magten og vil ikke afgive den. Der er så den ekstra krølle, at befolkningstilvæksten er større blandt palæstinenserne end hos israelerne, så hvordan vil det på sigt påvirke situationen?

Jeg plejer at sige, at hvis man verdenspolitisk kunne få interesser tilgodeset ved at henvise til årtusindgamle skrifter, ville man ikke have andet end krig i verden. Hvad ligner det at henvise til forældede tanker om et Forjættet Land, hvis relevans ikke har nogen gang på Jorden i vor tid? Ikke desto mindre er det lykkedes for zionisterne at kapitalisere på den kollektive dårlige samvittighed i den vestlige verden oven på Hitlers holocaust. Palæstina var ikke efter krigen en selvstændigt land, det var et britisk mandatområde, som briterne ikke havde noget imod at opgive. Det lykkedes da ekstremt militante jødiske terroristgrupper at undertrykke de lokale beboere og erobre Israel og tilmed få det anerkendt af verdenssamfundet som en legitim nationalstat.

Efter seksdageskrigen erobrede Israel så også Vestbredden som de stadig uretmæssigt besidder. Hvordan kan det lade sig gøre? Svaret er penge. I New York er der en ekstrem indflydelsesrig jødisk lobby, som sørger for at undertrykke alle initiativer fra USA i retning af påtryk for at få ordnet konflikten med palæstinenserne. Palæstinenserne har desværre ikke en tilsvarende eksorbitant indflydelsesrig lobby i USA, der kan understøtte deres side af sagen.

Selv i Danmark er der stadig en udbredt goodwill over for Israel på trods af deres undertrykkelse af palæstinenserne, selv om unge dog ikke længere tager på kibbutz ophold som de gjorde i min barndom. Igennem alle årene har zionisterne har været dygtige til at spille holocaust kortet rent politisk.

Man kunne naivt tro, at et folk, der om nogen burde kende til det at være undertrykt, netop ville kunne tænkes at være mere tolerant når det gjaldt undertrykkelse af andre grupper og undgå det, men sådan er det ikke. Zionisterne nøjes ikke med at administrere Vestbredden, i utallige situationer ydmyger og nedværdiger man bevidst palæstinenserne og chikanerer dem bort fra steder, hvor de har boet i århundreder. Gamle olivenlunde bliver fjernet med bulldozere for at israelerne kan få en sikkerhedszone omkring deres høje betonmure. Det er direkte afskyeligt.

Som jeg startede med at sige, er kernen i det spirituelle det enkelte individs relation til en åndelig magt. Det behøver på ingen måde en kirkemæssig administration for at fungere, tværtimod. Det virker allerbedst når man som enkeltperson opsender sin bøn.

Men mennesket er et socialt individ, så de fleste har det måske bedre med at gå over i kirken og gøre det sammen med andre medlemmer af menigheden. Så længe de ikke slår andre i hovedet med deres eneste rette tro er det selvfølgelig også til at leve med.

Den danske Folkekirke har heldigvis ikke gjort sig alvorligt ud til bens i retning af dårlig behandling af andre etniske grupper. Selv Ydre Missions arbejde i det fremmede lader til at være sket på en vennesæl måde. Sådan skal det være. Et tilbud og ikke et krav.

Men selvgodheden råder også der. Hvordan kan det tillades at udgiftsstigningen i administrationen af den danske Folkekirke de sidste femten har været meget højere end i andre statssubventionerede instanser?

Forleden blev der taget hånd om den fremtidige styring af militæret med tilhørende udgiftskontrol. Jeg går ind for at styrelsen af Folkekirken får deres eget kontor inde på kirkeministeriet, så Folketinget kan holde bedre øje med, hvad kirkeskatten bliver brugt til. Man lukrerer direkte på en uhellig alliance mellem stat og kirke, som ingen politikere tør røre ved. Der skal nok blive lidt flere tomme kirker først.

Når muslimer ikke tør skifte tro af frygt for repressalier, så vil man alene af den grund komme til at fornemme nogle ubehagelige underliggende forhold, man ikke har det godt med i vores kultur, for slet ikke at nævne deres forbenede konservative socialpolitiske anskuelser omkring kvinders rettigheder.
           
Når der kan nedkaldes forbandelser over Salman Rushdie og andre fordi man tilkendegiver en anderledes opfattelse, så demonstrerer det bare det kedelige faktum, at Islam har sat sig til overdommer omkring al åndelig aktivitet der foregår i det område, de rent fysisk behersker. Endnu en utålelig effekt af forvaltningen af et religiøst behov.

Og så lader jeg helt være med at kommentere på den famøse affære omkring Muhammed tegningerne. Her blev interne konflikter kanaliseret over i en fælles modstand mod en ydre fjende. Hvor har man dog ofte set den slags i historiens løb.

Hvis man ser på, hvad alle religioner har gjort sig skyldige i omkring vederstyggelig behandling af mennesker med en anden opfattelse overalt på Jorden, så kan jeg godt forstå argumentet om, at de fortjener en placering på historiens affaldsdynge af forliste ideologier, diktaturer eller selvretfærdige kongedømmer. Så får overskriften ’Du skal ikke tro, du skal vide’ et ekstra forståeligt perspektiv, der rækker ud over det naturvidenskabelige.

En særlig modvilje nærer jeg mod den katolske kirke, fordi den alt for længe har fået lov at praktisere en topstyret administration, hvor en rimelig justering ikke har fået lov at blive indført. Her er der virkelig tale om gennemført selvtilstrækkelighed. Men det drejer sig også om et sammenrend af privilegerede gamle mænd, der vælger en ny pave fra deres midte med jævne mellemrum.

Det burde fortælle de gamle gutter en del, at den tidligere pave som den første i århundreder valgte at træde frivilligt tilbage. Han må uden tvivl have haft større samvittighedsnag end han ville indrømme offentligt. Lur mig, om det ikke har haft en del at gøre med den forstenede struktur i pavekirken, som i vore dage af mange må føles helt urimeligt forældet.

Hvad kan man også vente sig af en konstruktion, hvor der kun er mænd i forvaltningen og at de ikke må have noget med det andet køn at gøre, rent intimt? Cølibatet har Fanden skabt.

Det kan ikke undgås, at det selskab må virke som en magnet på dem, der ikke har noget at tabe på den konto, homoseksuelle og pædofile. Af dem findes der masser i det katolske præsteskab. Fred være med de homoseksuelle, men de pædofile dækker man også kollektivt over.

Når en pædofil præsts udskejelser ikke kan skjules længere, bliver han blot flyttet et andet sted hen, hvor han kan starte forfra. På et tidspunkt vovede nogle af de misbrugte børns forældre at træde frem med deres historie, og hvis den fik for meget opmærksomhed tilbød den katolske kirke en pengemæssig kompensation for at lukke munden på dem.

Det blev for en stor del accepteret af de skadeslidtes forældre, men så kom turen til de misbrugte børn, der nu selv var blevet voksne. De lod sig ikke købe til tavshed. Deres historier blev præsenteret i film og TV udsendelser og gav den katolske kirke det fortjente hak i tuden, som måske har bidraget til, at den forrige pave tog sin hyrdestav og gik, selvfølgelig med det krav, at han endelig ikke fortalte noget fra magtens korridorer i pavestaten.

En ven af mig arbejdede i sommeren 1968 i Haarlem i New York. Her ligger den værste slum, der virkelig udsuger fattige mennesker, der ikke har andre steder at bo. Den ejes for en stor del  af City Bank. Og hvem ejer City Bank? Det gør såmænd Vatikanet.

Hvad mig selv angår er jeg panteist. Det er en anskuelse der går på, at gud bor i naturen, altså at en højere styrelse beror på naturen og dens sammenhængskraft. En sådan holdning, renset for allehånde mytologisk koks, kan jeg godt tilslutte mig. Jeg anser det tilmed for menneskehedens eneste redning. Kun i det omfang vi i fremtiden vil indse, at vi er en del af det samlede økologiske system på Jorden, vil vi måske kunne overleve. Lige nu modarbejder vi Jordens balance på vej mod vores mere eller mindre hurtige undergang.

Men vi skal ikke tro naturen som guddom kan klare at rette op på tingene længere. Vi mennesker er blevet de nye guder, og vi har dermed pådraget os gudernes ansvar, at tænke på Jorden som en fælles arv, som vi skal værne om og ikke blot eksploitere. Det ansvar modarbejdes dagligt af det kapitalistiske dogme om at alt skal vokse. Den ideologi har det dårligt med nulvækst. Men vi har kun denne ene jordklode, som nu helt er involveret i vores faretruende udviklingseksperiment.

Forleden hørte jeg at førende kapitalister var kommet frem til, at vi måske burde begynde at tænke lidt på vores fælles Jord. Begrundelsen var, at man havde lavet nogle statistiske fremskrivninger om, at kapitalismen ville få alvorlige problemer med at ’vækste’ i fremtiden, hvis vi ikke lagde kursen om og begyndte at tænke i mere bæredygtige baner. Tænk dog.

Hvis det er bekymringen for kapitalismens fremtid, der skal være det, der hjælper omlægningen på vej, så gerne for mig. Måske kan globaliseringen så ende med at få et fornuftigt mål, at øge den nødvendige fælles ansvarsfølelse for vores klode. For det er det, der er brug for.

Jeg har skrevet en skrækvision om emnet. Det er en bog, der hedder ’Sammenbruddet’. Den udkommer til efteråret 2014. Den er også ved at blive oversat til engelsk.

Reference:

‘Du skal ikke tro, du skal Vide’, The Unbelievers, Lawrence Krauss & Richard Dawkins, instrueret af Gus Holwerda, USA, 2013, Dokumentar, DR2, 2014

 

tilbage