|
|
Tegneseriestil i anden sammenhæng |
|
|
|
Sjove oplevelser med bestillingsopgaver
Jeg er sommetider blevet spurgt, om det ikke er en skrækkelig prostitution at lade sig hyre til noget, som andre mennesker vil have promoveret, og dertil kan jeg heldigvis uden at blinke svare, at sådan har jeg ikke selv oplevet det måske fordi jeg ikke har en smart og flatterende modepræget stil, der kan sælge tidens budskaber og produkter. Når jeg bliver kontaktet, er det som regel fordi man savner er sjov vinkel på noget, som ellers risikerer at virke for tørt og kedeligt. Det skal dog siges, at jeg faktisk har lavet noget, som skulle være tørt og sagligt, men det betragter jeg ikke selv som det mest vellykkede. Medicin og hvad deraf følger For nu at starte med det kedeligste, så var en af de første opgaver jeg fik, at illustrere en ugentlig side med sygdomme og deres behandling. Lasse Hessel var noget af en multikunstner, når det gjaldt popularisering af lægestof, og han havde en overgang både en daglig avisstribe samt en ugentlig helside i farver kørende i en række ugeblade i Danmark og i udlandet. Jeg husker især, at Robert Viby lavede nogle ganske nydelige sider til Hjemmet, hvis niveau jeg kæmpede bravt med at nå med min udgave af Dr. Berg. (Der skal åbenbart være noget opadstræbende over populærpressens medicinere, i stripudgaven hed lægen Dr. Høy). Jeg var dog ikke ene på skansen. Den senere estimerede tegner Ole Pihl kæmpede også bravt med for højt blodtryk, og forstoppelse blev tegnemæssigt kureret af Thomas Kjellerup. Da jeg havde leveret min børnesygdom nr. 8, astma, anede jeg ikke, at denne lidelse som en boomerang skulle ramme mig år senere, men fra en anden kant. Det skete i form af en henvendelse fra et bureau, der havde det multinationale medicinalfirma Glaxo som kunde. På deres program havde de noget astmamedicin til børn, men problemet var, at børnene glemte at holde øje med sygdommens svingninger. For at få doseringen til at passe, skulle ungen blæse i et Peak-flow-meter morgen og aften, og til den ende havde man fået den idé at udarbejde noget beskæftigelsesmateriale, så at opmærksomheden i al fald blev fastholdt omkring den første måned af behandlingen. Så jeg måtte i gang med at lave hovedbrud og opgaver (børn er jo så glade for den slags…) og en lille sød tegneserie om en drageunge, der taber pusten og først til sidst formår at tænde fødselsdagslagkagen med sin ildsprudende ånde. I en udgave til mindre børn blev hæftet udformet som en malebog med peakflowtabeller på strategiske punkter og plads til små klistermærker af Puffs klassekammerater, som kunne klistres ind, når man pænt havde målt sin astma. Glaxo var glad for materialet, og hæfterne blev genoptrykt. Problemet for firmaet var bare, at de ikke fik forøget markedsandelen, og at det stod lægen frit for at udlevere hæfterne, selv om han måske ordinerede konkurrenternes billigere medicin. Du bli’r hvad du Spiser En fordel ved illustrationer i tegnefilmstil, som mine kunder ofte kalder det, når de skal beskrive, hvad de ønsker, er, at de kan reproduceres i næsten en hvilken som helst størrelse uden at det hæmmer overskueligheden. Men jeg må indrømme, at jeg lærte lidt ekstra om begrebet, da Faxe-bryggerierne investerede i en knapsel-trykkemaskine. På det tidspunkt var flexo-tryk en stor nyhed- Tænk, at man nu kunne trykke på blød plastic tilmed i to farver! Sådan no’en flotte motiver gravet ud fra indersiden af Faxe’s kondivand-kapsler så simpelthen så tæskelækre ud på cowboyjakken eller kasketten. Faxe havde indledt med en suite af astrologi-tegn, og da jeg kom ind på kapslens bagside var det med motiver fra tegneserieverdenen. Jeg lavede vel hundrede stykker, og det var et fedt bijob for en håbefuld ung serietegner. Foruden de allestedsnærværende Disney-motiver kom jeg grundigt omkring i serieverdenen og sprøjtede knapsler ud med Superman og Batman, Hagar og Basserne, Skipper Skræk og Smølferne. Den største udfordring havde jeg nok i Jens Lyn, og knapseltrykkemaskinen havde svære kvaler med at gengive min tillempede udgave af Alex Raymonds feathering-teknik på Kejser Ming… Som en modvægt til promoveringen af disse boblevand må jeg nævne, at jeg har slået et djærvt slag til fremme af ernæringen af den opvoksende generation. Dengang der stadig var noget, der hed Statens Husholdningsråd og man holdt fanen højere end den senere Fødevarestyrelse, fik jeg til opgave at lave en plakat, som forbavsende nok hænger nogle steder endnu hos skoletandlæger og på klinikker. Oplægget var nogle menneskeliggjorte levnedsmidler, som helst skulle foretage sig et eller andet. Jeg kom så på den idé at arrangere et kapløb, hvor de sunde levnedsmidler på rigtig pædagogisk manér vandt løbet foran pommes-fritter, fastelavnsboller og slikkepinde. Men børns logik er ubønhørlig. I en børnehave, hvor plakaten var blevet hængt op, spurgte pædagogerne huldsaligt, hvordan det mon dog kunne være, at rugbrød og mælk kom først i mål, mens vingummibamsen og isvaflen kom sjokkende langt bagefter. Svaret kom prompte: ”Det er fordi de har kondisko på!” I mit forsøg på at understøtte vindernes effektivitet havde jeg forsynet deltagerne i opløbsfeltet med uomtvisteligt hurtigere kondisko, mens de stakkels forpustede svæklinge bagest ikke var blevet udstyret med andet end sutter og kameluldstøfler! Som om enhver ikke kunne sige sig selv, at det ville være pløk-umuligt at komme i førerposition med sådan en åndsvag fodbeklædning! Efter selv at have fået børn har jeg forhåbentlig lært noget mere om, hvordan man skal vægte sine virkemidler over for det kræsne publikum. Jeg havde lavet min ernæringstegning i A3-format, men Husholdningsrådet blev så begejstret over den, at de trykte den i A1-format, og den forstørrelse gik udmærket. Senere har de brugt den så langt borte som i Japan. Det blev min første plakat, og siden har jeg holdt mig inden for formater mellem knapsler og A1… Plakater i Klassen Jeg er aldrig blevet så eftertragtet en illustrator, at der partout skal laves en årlig kalender med mine tegninger, men jeg lavede over to år illustrationer til et initiativ, der kaldte sig Klassens Kalender. Et morsomt par dukkede op på Gimles fordringsløse debutadresse ved Det gamle Grønttorv. Det var d’herrer Bøgh og Rasmussen, den ene var juniorpartner i et herreekviperingsfirma på Frederiksberg, den anden fyr var vist noget inden for den pædagogiske sektor. De havde fået den formidable idé, at der måtte være afsætning på kalendere i stort format til landets skoleklasseværelser, og dem er der jo unægtelig en del af. Så hvis bare nogle af dem ville købe kalenderen, ville sagen være bøf. De sjove illustrationer skulle befinde sig på ferier og fridage, så de fleste blev weekend-motiver på små tre centimeters højde, men hvad pokker, jeg havde jo tegnet Knapsler! Så jeg tegnede en miniudgave af Villiam (en figur, der under navnet Gustav fik en revival i Alines undervisningsmateriale, Stavevejen) og lod ham foretage sig en masse kuriøse ting rundt omkring på kalenderen, hvis motiver i modsætning til knapslerne var i flot 4-farve-tryk. Et andet år jeg lavede motiver til Klassens Kalender var det blevet olympiadeår, så jeg blev trukket gennem visualisering af næsten samtlige olympiske discipliner, nogle af dem fik jeg heldigvis lov at give en humoristisk drejning. Jeg ved ikke om firmaet stadig eksisterer, men de var i al fald gode forretningsmænd hvad mig angår. Senere har flinke kolleger fortalt mig, hvad man bør forlange for 50 motiver i farver. Helt så fedtet var man ikke hos Landsudvalget for Skoleidræt, hvor jeg fik lejlighed til at lave tre plakater som inspirationsmateriale til gymnastikundervisningen. Den første gav sig selv, idet det var en myldreplaket delt op i årstider, hvor børnene simpelthen skulle foretage sig alle de udendørsaktiviteter, man kunne tænke sig i årets løb.. Jeg tror, at der var næsten 80 børn på den plakat. Sværere var det derimod med de to andre motiver, for det skulle være enkeltstående billeder men selvfølgelig med så meget som muligt brokket sammen. På Afrika-plakaten skulle der være en neger-kraal med dansende indfødte og en safari i anmarch. Desuden skulle der være en savanne med flokke af elefanter, antiloper og løver samt en flod med træstammer og krokodiller. Ydermere skulle der være en strimmel jungle med papegøjer, aber og lianer, og så måtte Tarzan naturligvis heller ikke mangle! Det tog mig en del hovedbrud at komponere et blot nogenlunde antageligt motiv med de elementer, og jeg betingede mig, at man ikke viste plakaten til skolens biologi- og geografilærere, som nok ville lade et par ord falde om biotopernes usandsynlige sammenfald. Den hårdeste nød at knække var dog cirkusplakaten, for her skulle man helst se alle i aktivitet samtidig. Det var pladask-umuligt, for selv under træning er der kun få numre i manegen samtidig. Så jeg kastede håndklædet ind i ringen. Løsningen blev, at jeg viste forteltet til manegen, hvor de mange artister venter på at komme ind, og så et enkelt fyldigt nummer anskuet gennem sprækken i forteltet ind i selve manegen. At introducere amerikanske tilstande med mange numre i manegen samtidig bød mig inderligt imod. Jeg, som ikke engang bryder mig om at zappe mellem fjernsynets mange kanaler. Men motivet blev nok til gengæld det smukkeste enkeltbillede jeg har begået. Fra Kataloger til Krimi Den mest effektive display af min stil i relation til hovedmålgruppe, for nu at kompromittere beretningen med lidt reklamejargon, er nu alligevel de op mod hundrede illustrationer jeg lavede til børnebibliotekernes hovedkatalog ”Læs om…” udgivet af den nu hedengangne Bibliotekscentral. Under eftervirkninger af knapsel-boomet designede jeg alle motiverne i en cirkel, og jeg fik lejlighed til at tegne både humoristisk og seriøst, tænksomt og dramatisk. Men jeg havde ikke sørget for at reservere mig rettigheder til genanvendelse med reprint-honorar og del slags finurligheder, som jeg først lærte senere, så hvert andet år i et helt årti genoptrykte Bibliotekscentralen mine illustrationer uden at jeg fik andet honorar end det nye vignetter kunne afstedkomme, så jeg kan med sikkerhed sige, at det ikke var min skyld, at Bibliotekscentralen gik konkurs! Jeg har tilbagevendende i årenes løb lavet en del vignetter til pædagogisk materiale, men det morsomste har nok været den krimi, jeg lavede til Grafisk Forlags ”Så Dansk” læsebogsserie. Man har nok tænkt, at mine spillebøger kvalificerede mig til opgaven, så jeg omarbejdede et oplæg og fik en mordgåde ud af det med arvinger og faldgruber, som de kvikke elever nok let kryber udenom. Jeg fik kun fire sider til rådighed, men til gengæld havde alle mistænkte tydelige motiver, som den slags foreskriver. Alt i alt må jeg indrømme, at jeg misunder vore dages skolebørn. I min skoletid måtte vi nøjes med H C Branner og Hilmar Wulff… Blodlegemer og Muskelsvind Om jeg kunne tegne livet i en blodåre? Jo, det mente jeg nok, jeg kunne, hvis jeg fik fortalt, hvad der skulle ske der. Det drejede sig om et blad udgivet til Frivillige Bloddonorer, og der ville man gerne have en livsbekræftende historie om et sødt lille rødt blodlegeme, som forlader hjemmet hos den glade giver, går så gruelig meget igennem for at finde et nyt hjem hos et andet menneske og betyde selve LIVET for vedkommende. Det var jo et rørende men sandfærdigt eventyr, så jeg gik i gang med at lave nogle indtagende småfyre, der kunne fistre af sted i blodåren på skøjtebrædder og gøre nytte med at bringe iltflasker rundt. Siden fik jeg nogle slemme bakterier på halsen, men så var der heldigvis et politikorps af hvide blodlegemer, som bøffer dem et par på sinkadusen, når de blev for slemme. En dag gik der hul på blodåren, så de små blodplader måtte ile til for at lægge kyllingetråd over hullet, så ingen af småvæsnerne i blodåren drattede ud. Men nu skal man ikke tro, at jeg altid bruger den bekvemme politisk korrekte vinkel. Jeg blev kontaktet af en sjov fyr, der skulle lave en brochure til omdeling på fjerkræslagterierne og oplyse om god hygiejneskik blandt medarbejderne. Men han var kommet på den idé, at det ville være sjovere at lave en tegneserie set fra bakteriernes synsvinkel. Så brochuren kom til at hedde Kampen mod Hygiejnen og fortalte om en dramatisk kongres, som bakterierne havde indkaldt for at komme denne omsiggribende hygiejne til livs. Det blev en regulær Karius og Baktus historie, hvor Camphylobaktor United og Club Salmonella diskuterer, hvorledes man kan omgå de uhyggelige hygiejneforanstaltninger, der er ved at vinde udbredelse blandt slagteriarbejderne. Det var lige før, at man i vores version var ved at få ondt af de stakkels bakterier, der fik stadig færre chancer for at overleve. Siden har vi sammen lavet en brochure til håndværkere om sikkerhed på arbejdspladsen, Ti små Håndværkere, og den blev lige så sjov. En overgang lavede jeg en månedlig stribe til Muskelsvindsfondens medlemsblad Muskelkraft, der skulle være en slags skæv kommentar til lederens indhold. Muskelsvindsfonden er noget af en gadedreng i helsesektoren. Mens de andre sundhedsfremmende organisationer er pæne og sobre institutioner, undslår Muskelsvindsfonden mere diskutable chancer for indtjening. De har en god økonomi på grund af deres overskudsgivende Grøn Koncert konstruktion hver sommer, men da der var casino på TV var fonden også på banen. Denne satsning gav dog ikke pote. Men man tager ikke sig selv højtidelig. Flere gange kom jeg med en ironisk kommentar til deres aktiviteter, og det var skam helt i orden. AIDS historien, der ikke måtte komme frem En programmedarbejder fra DR, som tidligere havde været med til at producere Oda og Ole, et lille oplysende hæfte tegnet af Per Tønnes om nytten af at bruge kondom, havde af AIDS-fondet fået til opgave at nå ud til arbejdspladser og erhvervsliv om deres virksomhed, og han kontaktede mig om at få lavet et lille hæfte i den anledning. Udgangspunktet var en lille pølsefabrik, hvor der blev ansat en ny medarbejder, der vistnok var homofil eller noget. Fanden bryder løs, da staklen skærer sig i fingeren midt under slagtningen og udbeder sig et plaster. Som formidler af de undertrykte fordomme udtænkte vi et par negative knækpølser, Brok og Børge, som kommenterer hændelserne uden den omsvøb, som de menneskelige figurer udtrykker sig med. Midt under arbejdet indtraf så en situation fra kantinekøkkenet på Politikens Hus, hvor man vistnok havde fundet ud af, at en af de ansatte var HIV-positiv. Vi troede, at dette ville blive en ekstra anledning til at få materialet ud, men der skete det modsatte. Igennem længere tid havde AIDS-fondet kørt med den humoristiske vinkel i sine kampagnetiltag. I løbet af arbejdet med dette projekt skiftede stemningen imidlertid, og det blev suspekt at anskue AIDS-problematikken humoristisk. AIDS er jo faktisk en alvorlig sag! Så da man skulle finde sponsorer til udsendelsen, var det blevet uacceptabelt at behandle emnet så taktløst. Men hvem ved, måske skifter stemningen igen. Der er i al fald ingen udsigt til, at emnet skulle gå hen og blive uaktuelt. Søren Sømand en maritim fugl på vilde vover For tiden er jeg Danske Tegneserieskaberes repræsentant i ophavsretsforvaltning, og for nogle år siden fik jeg selv en demonstration af, hvad disse sager kan indebære. Tidligere havde jeg designet en maritim fugl i tegnefilmstil til en sweatshirt, men der blev aldrig brug for den. Jeg aftrykte den så i en annonce i det nu hedengangne Danish Illustration som et eksempel på min kunnen, og haps, så var der et reklamefirma, som stod og trængte til sådan en fugl. Sagen var den, at et dansk chokoladefirma, Heinrich Jessen, i tyve år havde udnyttet sin licens på anvendelsen af Anders And til deres pålægsprodukt, Anders And Pålæg, som lignede chokoladepålæg men var lavet af det billigere vekao. Så var der sket det, at den multinationale Nestlé-koncern havde købt verdensrettighederne til anvendelse af Disney-figurer til levnedsmiddelprodukter, og det hørte Anders And Pålæg jo under. Disney opsagde derfor aftalen, og Heinrich Jessen, der i mellemtiden var blevet opkøbt af det norske Freia, måtte skyde en hvid pind efter sit lønsomme produkt eller prøve at finde en erstatning, og her var det, man så min fjerede figur. Jeg blev kontaktet, og vi prøvede at lave forskellige alternative versioner med missekatte og bjørne, men nej, Freia havde forelsket sig i min oprindelige figur, som blev døbt Søren Sømand og lanceret for endnu flere markedsføringskroner. Der var helsides-indrykninger i Anders And & Co og reklamespots i TV2 produceret af Jannik Hastrups studio. Det gik over al forventning. Faktisk solgte Freia mere pålæg med Søren Sømand end de havde gjort med Anders And. Alle var glade. Men der var også rygter i branchen. Nogle på bureauet havde hørt, at Nestlé havde tænkt sig at sende Anders And Pålæg på markedet igen, nu hvor rettighederne var faldet som en gratis appelsin i deres turban, men det rystede man af sig. Der måtte dog være grænser for, hvor ufint konkurrenter ville kunne finde på at optræde, i al fald i Danmark. Men nej, Nestlé gik til Disney og krævede sin ret, og Disney må have følt sig forpligtet af den store pose penge, Nestlé havde ofret, for man lod Disneys patentkontor henvende sig til Heinrich Jessen med krav om at trække produktet tilbage, for ellers kunne der falde brænde ned. Så blev alle straks mindre glade. Ville man virkelig køre en plagiatsag omkring Søren Sømand? En figur, der ikke minder mere om Anders And end så mange andre figurer fra forskellige tegnefilmselskaber har gjort det i tidens løb, ja, som stadig bliver designet dagligt på tegnebordene hos Dreamworks og Don Bluth og alle mulige andre steder? Det var for pinligt. Og alternativet var tilmed kun kommet på bordet fordi Disney selv havde opsagt en kontrakt med en loyal og pligtopfyldende kunde i over en menneskealder. Men hvad kunne en dansk dommer mon tænkes at ville mene, hvis han blev spurgt? En person, der ikke kender til branchens designprincipper? Nå, Heinrich Jessen spillede cool og svarede, at man ikke kunne se nogen belastende overensstemmelse i formgivningen. Så måtte Disneys patentkontor til at grave i årtiers produktion for om muligt at finde en figur, som lignede Søren Sømand og som Disney kunne have været først med. Det som gjorde mig hed om ørerne var, at det sådan set var flintrende ligegyldigt, om jeg havde kendskab til sådan en figur eller ej, den blotte tilstedeværelse af et lignende design et eller andet sted kunne have været nok til at påberåbe sig ophavsretten. Og da reklamefirmaet for at det hele skulle ligne den oprindelige kontrakt havde ladet mig beholde ophavsretten til figuren, kunne erstatningskrav i millionklassen i teorien risikere at havne på mit skrivebord. Bekymringscirklerne i gulvet blev dybere og dybere. Det eneste Disney dog kunne komme op med var en hjælperfigur til Moby And, men det var ærlig talt langt ude. Mens jurister i begge lejre prøvede at jorde hinanden sendte Nestlé så sin pålægschokolade på markedet. En mindre æske og med et håbløst grimt design på kartonen. Og det, at det var et rent chokoladeprodukt, gjorde, at stykprisen var højere end for Søren Sømand pålægget. Dette i sammenhæng med, at Søren Sømand var gearet til salg i lavpriskæder som Bilka, bevirkede, at Nestlé ikke kom ind og scorede den markedsandel, man havde tænkt sig at snuppe fra Freia. Da dette ret hurtigt blev evident for Nestlé, afblæste man også den aktion, man havde tvunget Disney til at indlede, og sagen fladede ud. Alle åndede lettet op, og jeg vil mene det også gjaldt visse folk hos Disney. Hvis Disney selv havde følt sig trådt over svømmefødderne ville man nemlig have reageret prompte på fremkomsten af Søren Sømand. Det er nemlig Disneys stil i slige tilfælde. Og det gjorde man netop ikke. Der gik over et halvt år indtil Nestlé havde besluttet sig til at lancere det konkurrerende pålægsprodukt inden patentkontoret reagerede. Havde en retssag nærmet sig, ville en hær af imageeksperter hos Disney nok også have råbt vagt i gevær. En retssag mod en trofast kunde, som i mere end tyve år havde betalt for brug af en licens og som mister den helt uden skyld, ville have været uhørt dårlig image-making for Disney. En slutkrølle på det hele blev, at Søren Sømand skiftede ejer nok engang, og da ville man redesigne figuren til en humanoid skikkelse. Det blev ikke vellykket, og jeg trak mig ud af foretagendet. Senere blev figuren yderligere udvandet og tuschet meget grimt. Men den slags er også set før i reklamebranchen. Gylledrik og andre Godbidder For nogle år siden kom en landmand ind i hver dansk folkeskole på et fastlagt klokkeslæt. Hver landmand havde en mappe med sig, og i den lå tredive madkasser hver med fire madder, en pølsemad, en æggemad med tomat, en ostemad og voila: en mad med pålægschokolade. Alt var imidlertid lavet af karton og papir, og madderne var hæfter med otte opslag, der relaterede sig til pålægget på omslaget. Hvert opslag var en munter provokation omkring det pågældende levnedsmiddel, og det drejede sig i virkeligheden om forslag til materiale til gruppearbejde i skolen, sponsoreret af Landbrugsrådet, som er en paraplyorganisation for slagterier, mejerier, korn-og-foderstof-koncerner, agro-kemi, æg- og fjerkræproducenter samt gartnerier. Ungernes nysgerrighed skulle naturligvis vækkes, så de blev motiveret til at søge Viden i nogle hæfter med fakta-oplysninger, som mappen også indeholdt. Endelig var der masse ark med billedmateriale, som eleverne kunne klippe i til illustration af deres rapport. Nu er de selvfølgelig ikke tabt bag en fjedervogn i Landbrugsrådet, så hvis man præsenterede et skønmaleri af dansk landbrug, var man godt klar over, at lærerne nok ikke ville bruge materialet, så den grøft faldt man ikke i. Faktisk gjorde man ret så meget for at få de diskutable emner med, og det var jeg også selv glad for, siden det blev mig, man hyrede til at visualisere projektet. Jeg fik en i særklasse sjov fætter som idé-mand undervejs, en journalist, som blandt andet tidligere havde skrevet en video-musical om fordomme mellem land og by. Til denne opgave havde han udtænkt en masse groteske idéer, og jeg tror aldrig jeg har moret mig så meget med en bunden opgave. Sjette-klasserne havde det vist også sjovt med gruppearbejdet, for der blev udskrevet en konkurrence om den bedste rapport, og der indkom dynger af besvarelser. Tænk, hvis man i min skoletid havde haft så spændende undervisningsmateriale, som… nå-ja, det har jeg vist sagt. Jeg vil afrunde med en reportage om min nok største bestillingsopgave, et propagandahæfte for Socialdemokratiets dengang ret nye formand, Svend Auken, som man gerne internt ville slå et muntert slag for. Med dette hæfte havnede jeg, om ikke på Folketingets talerstol, så dog på medlemmernes borde i Det høje Ting, og det er vel omtrent så højt man kan håbe på at nå i denne gakkede branche. ”This was his finest Hour” sagde jeg slagfærdigt til de andre af deputationen fra Gimle på vej hjem fra Folketingets tilhørerpladser, og det var nu ikke Svend Auken jeg mente. Men med et skævt sideblik tilbage på historiens gang, så var der anderledes glæde og opstemthed ved den fejring end den stemning, der præger partiet i dag. Nu er restoplaget af de 100.000 eksemplarer nok skrottet. Selv om jeg ikke selv er socialdemokrat, så synes jeg stadig at Auken er en sympatisk og flink fyr, måske helt enkelt for god af sig til at være toppolitiker i 90’ernes Danmark? Nuvel, jeg siger det mest for at erklære, at jeg ikke havde spor af betænkeligheder ved at deltage i det sjove festskrift til Auken. Jeg havde i forbindelse med det forudgående valg lavet en tryksag ”Svenderix og de gæve Danere” for Dansk socialdemokratisk Ungdom, som man havde været tilfreds med. Nu ville man gerne lave en mere omfattende historie, måske helt i farver. Den skulle handle om Danmarks tyngende udlandsgæld og et bud på løsning af det problem. Gældsætningen skulle helst afvikles i en tegneserie på 16 sider og frem for alt skulle den være humoristisk. Den første kontakt blev efterfulgt af en række møder, hvor stemningen, godt hjulpet af rigelig kantinemad og godt pilsnerøl, til tider nærmede sig det euforiske. Ankermand var den senere marketingchef for Dansk Supermarked, Poul Guldborg, og han rundkastede glorværdige strategier til bortskaffelse af den stygge udlandsgæld, der i skrivende stund dog først mange år senere er kommet på plads i realiteternes verden hos en regering af en helt anden politisk observans. Vi trak figurgalleriet bort fra parafraseforbilledet i det gamle udspil og traf nogle forfriskende provinsielle beslutninger, utvivlsomt fordi hovedparten af mødedeltagerne, for nu at citere Olsen-Banden, var jyllændinge. Et særligt markant tungemål viste sig at stamme fra Mors, og det der startede som en spøg viste sig at blive grundstammen i historien Svennerik og Gylledrikken. Verdens navle blev en lille ø i Limfjorden kaldet Gævø, fremkommet ved en udretning af Limfjordens søndre bred. En inspirerende tanke var blevet opkastet af partiets næstformand, Nyrup Rasmussen, der gav et magtfuldt billede på den dystre situation for vort elskede fædreland: Gældsætningen til multinationale firmaer kunne lignes ved en regulær pantsætning af Riget helt op til Limfjorden så den vision købte vi straks til den foreliggende tegneserie, der i mellemtiden var ekspanderet til en størrelse, der sikkert ville kræve op til 24 sider. Det føg over bordet med allehånde politiske brokker og ideologiske fingeraftryk, så en stakkels tegneserieskaber kunne blive ret så katolsk udi sit stakkels hoved i forsøget på at rumme al den bevidstliggørelse. Det havde været tanken, at manuskriptet skulle skrives af en dreven journalist ved Det fri Aktuelt, men han kunne ikke få fri, så det blev i stedet den lune jyske journalist og daværende medarbejder ved Østjyllands Radio, Poul Guldborg, der fik til opgave at strikke en varm og behagelig rød vams af de filtrede garnender. Jeg må indrømme, at jeg havde mine betænkeligheder, for han havde aldrig før skrevet seriemanuskripter, men arbejdsgruppen havde heldigvis tilstrækkelig med storsind til at give ham frie hænder med udformningen. Hvis det skulle knibe, gav jeg ham det gode råd at cykle over i den anden ende af Højbjerg og låne en kop tiloversblevne vitser fra en etableret kollega i seriebranchen, som også kendte en Statsminister. Det blev dog ikke nødvendigt, for efterhånden som epistlerne dumpede gennem brevsprækken viste det sig, at det ikke var så helt ringe endda, som man siger i hovedlandet. Jeg havde fået carte blanche til den endelige finpudsning, og det er altid stimulerende, når man får dette svar på de ændringer, man indfører: ”Jamen det var jo lige præcis sådan, jeg havde tænkt mig det”. Det er en velsignelse, når manuskriptsamarbejde forløber på den måde. Men min medfødte jyske betænkelighed var endnu ikke helt jordet. Det vi havde præsteret i slutfasen skulle jo godkendes ikke af én person med af flere også af folk, der ikke havde været med i den kreative proces. Og at disse betænkeligheder ikke var ganske ubegrundede, fik jeg bekræftet af projektets initiativtager, som var vant til, at en godkendelsesfase i parti og fagbevægelse kunne være endog meget sendrægtig. Det skete heldigvis ikke her, og hans forklaring var, at man fra starten havde indbudt en række fremstående personer til de forberedende møder. De fleste af dem mødte ganske vist ikke op, men de var blevet inviteret og orienteret undervejs. Da der desuden var en række naturlige etapevise deadlines, kunne han blot henvise til, at eventuelle kommentarer skulle foreligge inden en bestemt dato ellers var serietoget kørt. Og sådan blev det. Apropos deadlines, så var det nok det mest krævende. I realiteten blev det kun til ti effektive arbejdsuger til udarbejdelse af alt det konkrete billedstof afsluttende med færdige koloreringer klar til scanning. Koloreringen havde jeg været indstillet på at lægge fra mig, men ham jeg havde tiltænkt opgaven blev arbejdsramt til anden side netop i samme periode, så jeg måtte gøre det selv. Jeg valgte en hurtigere måde end den sædvanlige på den tid med blåtryk og stregfilmsoverliggere, nemlig vandfarvekolorerede fotokopier, en teknik som Claus Deleuran var sluppet fint af sted med at anvende i sin Danmarkshistorie. Resultatet for min del faldt også i god jord hos Socialdemokratiet og også for min egen del, for efterfølgende har jeg selv benyttet vandfarveteknikken til kolorering af egne projekter. Faktisk var der kun to mindre kritiske kommentarer til historien. Den ene gik på, at seriens to kvindelige politikere ikke ønskede hele æren for den idé, gylledrikken, der endte med at løse landets problemer, og det var jo et beskedent træk hos disse skjoldmøer. Den anden angik Nyropelik, som i førsteudgaven var rede til at sælge et afgørende patent for at købe Hobro tilbage. Her boede hans hjertenskær dengang. Ikke fordi virkelighedens Nyropelik havde noget imod at udvise menneskelige svagheder, men fordi partiet ikke ville promovere formanden på bekostning af næstformanden. Det her foregik inden historiens gang byttede om på rollerne og i tidens fylde ændrede på spilleopstillingen og gav kortene på en helt ny måde. Til slut en credit, som ikke fremgår af hæftets færdige imprint. Titlen ”Svennerik og Gylledrikken” må tilskrives det trofaste partimedlem i tykt og tyndt, Per Vadmand. |
|
