RUBINE

FRANCOIS WALTHERY

François Walthéry (17. januar 1946, Belgien) var en af ​​de mest fremtrædende bidragsydere til Spirou-magasinet i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne. Han gjorde først bemærket som en loyal assistent og elev af Peyo, for hvem han tegnede episoder af 'Jacky et Célestin' og 'Benoît Brisefer'. Han er dog mest kendt som medskaberen af ​​den sexede stewardesse Natacha (1970), en af ​​de første heltinder. Hans andet arbejde viser enten kunstnerens talent til at tegne sensuelle kvindelige figurer eller hans nostalgiske side og rødder i Liège-regionen.

Walthéry blev født i 1946 i Argenteau og opvokset i Cheratte. Hans fredelige barndom i den lille by har tjent som inspiration til Walthérys senere nostalgiske serie Le P'tit Bout d'Chique og Le Vieux Blue. Mens han voksede op i efterkrigsfattigdom, udviklede den unge Walthéry en stor passion for tegneserier. Hans ambition om at blive en tegneserietegner blev støttet af forældrene. Blandt hans påvirkninger var de klassiske fransk-belgiske kunstnere Hergé og André Franquin, hvis 'Spirou' episode 'La Corne de Rhinocéros' han stort set kopierede, da han var barn. Senere indflydelser var Maurice Tillieux og Mad Magazine kunstnere som Wallace Wood og Jack Davis. Walthéry var kun 15 år gammel, da han præsenterede sit værk, en tegneserie, kaldet 'Les Garnements', til tegneserietegneren Jean Mariette, bedre kendt som Mittéï, der boede i nærheden.

Mittéï gav ham jobs med at tegne rammer og viske rent og gav ham også hans første faglige opgave. I 1962 havde Junior, børnenes tillæg af ugentlige magasinet Chez Nous, samt den nederlandsk-sproglige Ons Volkske, brug for en ny gagstribe, da deres faste kunstner Géri blev syg. Mittéï foreslog sin unge assistent, hvilket resulterede i offentliggørelsen af ​​18 sider med hovedrollen om den lille dreng Pipo (1962). Walthéry underskrev sig i dette tidlige arbejde med 'Pop's'. Samme år indskrev han sig i École Supérieure des Arts Saint-Luc i Liège, hvor han tog kurser i omkring et år. Det var under hans studier, at han mødte de kommende tegneseriefolk Pierre Seron, Dany og Hachel, samt manusforfatteren Michel Dusart.

I sommeren 1963 forsøgte den 17-årige kunstskoledimittend sit held med Spirou-magasinet. Hans møde med chefredaktøren Yvan Delporte, udgiveren Charles Dupuis og tegneserietegneren Peyo er blevet en legendarisk anekdote, da drengen ankom i korte bukser og blev ledsaget af sin mor. Redaktørerne blev overbevist om hans talent, og Walthéry fik mulighed for at erstatte Francis Bertrand i Peyo's studio på Avenue de Boetendael i Bruxelles i september 1963. Blandt hans tidlige opgaver blev der tegnet Jacky et Célestin', en eventyrserie skabt af Peyo og Will som supplement til avisen Le Soir Illustré i 1960. Efter fire episoder tegnet af Will og Jo-El Azara blev Walthéry overdraget tegneopgaver. Hans første historie, Vous êtes trop bon! (1963-1964, med tekst af Peyo og Vicq) og blev fulgt af Casse-tête-chinois (1964-1965, med tekst af Gos og Derib), Sur la piste du scorpion (1965-1966, med tekst af Peyo og Gos) og Le Chinois est rancunier (1966-1967, med tekst af Peyo, Gos og Walthéry). Walthéry lavede det meste af Casse-tête-chinois og begyndelsen af ​​Sur la piste du scorpion, mens han aftjente sin militærtjeneste i Tyskland.

Hans mest bemærkelsesværdige arbejde for Studio Peyo er imidlertid de fire albums han tegnede med Benoît Brisefer/Benny Bomstærk (1966-1972), den superstærke lille dreng, som mister sine kræfter, når han bliver forkølet. Les Douze travaux de Benoît Brisefer (1966) er stadig tegnet stort set i Peyo-traditionen, men de næste historier afslører mere og mere af Walthérys egen dynamiske tegneseriestil. Tonton Placide (1968) blev skabt for at trække på James Bonds popularitet, mens Le Cirque Bodoni (1969) bragte den unge og naive dreng til et cirkus med problemer. Figuren kom ikke tilbage før tre år senere i Lady d'Olphine (1972), som markerede tilbagekomsten af ​​robotgangsteren
Granny Madame Adolphine fra en tidligere episode. Baggrundene i Walthérys sidste episode blev tegnet af Marc Wasterlain. Tekster til serien blev skrevet af Peyo i samarbejde med enten Yvan Delporte eller Gos. Walthéry har i interviews udtrykt, at de fleste af historierne virkelig var en gruppeindsats. Alle serieskabere, der besøgte Peyo's studie, deltog med glæde i at komme med ideer, herunder Jean Roba, André Franquin og Jidéhem.

Walthéry deltog også i illustration af ​​flere 'Smurfs' historier, samt 'Johan et Pirlouit' episoden 'Le Sortilège de Maltrochu' (1967, 1969). Andre assistenter, der arbejdede for Peyo under Walthérys tid med studiet var Derib, Daniel Kox, Lucien De Gieter, Marc Wasterlain, André Benn og Albert Blesteau. Walthéry og hans studiekollega Gos lavede illustrationerne til en salgsfremmende vejledning for værksteder, der fremkom som et supplement til den belgiske udgave af Spirou-magasinet i juni 1967. I deres fritid udviklede de to mænd også nogle af deres egne projekter. En af disse var en kort historie om 'Roland Labricole' (1968), en indlysende karikatur af Gos og en nidkær handyman.

Deres mest bemærkelsesværdige frembringelse var imidlertid stewardessen 'Natacha', hvis første foreløbige skitser blev lavet i 1967. Walthéry baserede hendes ansigt på en pige fra nabolaget, som han kendte. Konceptet var en ide hos Spirous chefredaktør, Yvan Delporte, der besluttede at bladet kunne bruge en kvindelig heltinde ud over Jidéhems mere ungdommelige 'Sophie' (1965). Det tog dog tre år, før tegneserien faktisk så dagens lys. Den første episode, Natacha hôtesse de l'Air, debuterede i Spirou-magasinet den 26. februar 1970.

Serien markerede fremkomsten af ​​kvindelige helte i Spirou magasinet sammen med Roger Leloups 'Yoko Tsuno', der begyndte samme år. Den kortskørtede Natacha var noget andet end Leloups tekniske ingeniør og et skift i tradition inden for det konservative katolske Spirou-magasin. Det var ikke kun fordi hun var den første kvindelige hovedperson siden 'Sophie', men også fordi hun var en ung, attraktiv kvinde snarere end en skolepige. Censur er sommetider indtruffet for at gøre hende mindre erotisk. På nogle af hendes omslag måtte Natachas bryster gentegnes for at gøre rundingerne under hendes bluse mindre fremtrædende. Et andet aspekt, der gjorde 'Natacha' anderledes end tidligere tegneserier i Spirou, var den langt mere dynamiske tegnestil, med hurtige jagter og kampscener. I 1972 var Natacha blevet så populær, at Walthéry forlod Peyo for fuldt ud at koncentrere sig om denne hitserie. Den altid loyale Walthéry sammen med Wasterlain fortsatte med at hjælpe Peyo med hans smølfeserier, når det var nødvendigt i de følgende år.

De første to 'Natacha' historier blev skrevet af Gos, men siden da besluttede Walthéry at arbejde sammen med en anden manusforfatter for hvert album. Dette giver serien en varieret tone og tema. De eneste konstante faktorer er Natacha og den forskræmte hjælper Walter, der arbejder for flyselskabet Bardaf. Walthérys ven Étienne Borgers introducerede teknologi i episoden La Mémoire de Métal (1973) og science fiction i dobbeltalbummet Les Machines Incertaines (1980, 1982). Kriminal- og detektivhistorier blev skrevet af genrespecialisten Maurice Tillieux i Un Trône pour Natacha (1974) og Le Treizième Apôtre (1976), mens Raoul Cauvin gav sit varemærke med slapstick i Les Nomades du Ciel (1995). Walthérys tidligere lærer Mittéï skrev også flere albums til serien, især historierne L'Hôtesse et Mona Lisa (1979), Le Grand Pari (1985) og Les Culottes de Fer (1986), der fokuserede på Natacha og Walters bedsteforældres eventyr.

Yderligere bidragsydere til serienes scripts var Marc Wasterlain, Mythic, Michel Dusart, Guy D'Artet de Neufmoustier og Thierry Martens, mens tegneren brugte gamle scripts af Peyo, Tillieux og Sirius til sine senere historier. L'Épervier Bleu (2014) var for eksempel en omarbejdning af en gammel 1940-historie af Sirius' serie L'Épervier Bleu. Walthéry inviterede også venner til at deltage i frembringelsen af hans serie. Gennem årene har Pierre Seron, Jidéhem, Will, Laudec, Mittéï, Georges van Linthout og Bruno di Sano alle bidraget med baggrunde eller yderligere illustrationer til 'Natacha' albums.

Walthery har altid nydt at tegne karikaturer af venner og kolleger på hans sider. Eksempler herpå er Victor Hubinon som flyver i Les Nomades du Ciel (1988) og Dany i La Veuve Noire (1997). En mere outreret udnyttelse af denne hobby var episoden Natacha et les Petits Miquets (1978), hvor hele personalet i Spirou-magasinet har en hovedrolle. Walthéry gav også belgiske politikere lejlighedsvise cameoer, såsom Elio di Rupo og Louis Michel, som er castet som gangstere i La Mer des Rochers (2004). En anden bemærkelsesværdig episode var L'ile d'Outre-Monde (1983, skrevet af Wasterlain), hvor Natacha og Walter er strandet på en øde ø. Walthéry kunne tegne sin sexede heltinde i afklædte situationer, mens Will klarede de attraktive locations. Selv om 'Natacha'-historierne fortsatte med at blive vist i Spirou på en regelmæssig basis indtil 1997, havde Walthéry flyttet sin albumsamling fra Dupuis til Marsu Productions efter det trettende album i 1989. 'Natacha' vendte tilbage til normal føljetonudgivelse i Spirou i 2006.

Selv om 'Natacha' er Waltherys vigtigste serie har han skabt et par andre tegneserier, mens han arbejdede for Spirou. Den første var Le Vieux Bleu (1974-1979), om en dueelsker, der var placeret i arbejdsklassens omgivelser i Cheratte, den by, hvor Walthéry voksede op. Serien blev inspireret af Walthérys egen far, som døde omkring denne tidsperiode. Han holdt også en due med navnet 'Gamle Blå'. Korthistorierne optrådte uregelmæssigt efter manskripter af Raoul Cauvin mellem 1974 og 1979 og blev samlet i albumformat af Dupuis i 1980. En version i Liège dialekten blev også udgivet. Le P'tit Bout d'Chique var Walthérys tredje serie og var også i vid udstrækning baseret på nostalgi og barndomsminder. Den poetiske serie om en lille dreng, der er lidt ubehagelig for de voksne, blev udgivet i Spirou mellem 1975 og 1978. Marsu Productions samlede de første historier i et album i 1989. Et nyt album skrevet af Serdu og tegnet af Walthéry fulgte i 1992. Serien blev derefter videreført af Mittéï i yderligere fire albums mellem 1994 og 1998.

Da Walthéry er berygtet for at arbejde langsomt har han for det meste arbejdet med baggrundstegnere og andre medvirkende på sine senere projekter. Han var desuden med hos Lombard med serien om Rubine (1993-2011), en sexet kvindelig politibetjent i Chicago. Tegneserien blev skrevet af Mythic og tegnet af Dragan de Lazare og senere Boyan under ledelse af Walthéry.
Walthéry, en mester i at tegne smukke kvinder, udstillede yderligere sit talent i den erotiske tegneserie Betty Strip (Noir Dessin, 1992) og i Une Femme dans la Peau, en voksen tegneserie udgivet af P & T Production i 1994. Skrevet af Fritax (Jean-Claude de la Royère) og med baggrund af Georges van Linthout fortæller sidstnævnte historien om en mand ved navn Antoine, der vågner op i en kvindes krop. Historien fortsatte i efterfølgerne Dans la Peau d'une Femme (Joker Éditions, 2001), Au Malheur des Dames (Joker, 2002) og Johanna - La Dame des Sables (Joker, 2005) alle skrevet af Mythic (Jean-Claude Smit le Bénédicte) og tegnet i samarbejde med Bruno di Sano. I 2014 var Walthéry involveret i lanceringen af ​​en anden luftfartsserie, denne gang for Paquets Cockpit-kollektion. Skrevet af Étienne Borgers og tegnet i samarbejde med Bruno Di Sano, foregår L'Aviatrice (2014-) omkring 1930'erne kvindelige luftpostpilot Nora Stalle, som er jaget af tysk modspionage i det nazistiske Tyskland.