BJERGBANEN

I tolvårsalderen prøvede jeg at imitere en etableret tegner og hans stil. Det var dog ikke det uopnåelige koryfæ der lavede andehistorierne men den mere jordnære skaber af de lange Mickey Mouse serier. Jeg lærte senere, at han hed Paul Murry og at historierne var skrevet af en gut, der hed Carl Fallberg.

Der en helt særlig grund til, at jeg på det tidspunkt blev optaget af tegne som ham. Det var på grund af en historie med en jernbane henlagt til et bjergdistrikt. Den blev trykt som føljeton i ugebladet i 1960 og det var kort derefter jeg selv prøvede kræfter med at lave sådan en serie.

At der allerede havde været en lignende historie i 1957 årgangen var gået min næse forbi, for det år havde mine forældre forlangt at mit abonnement på Anders And & Co blev afløst af et på Alle Børns Blad, hvor det allestedsnærværende TV koryfæ Jørgen Clevin var redaktør. Det månedsblad var i sort-hvid med en masse tekst og blev betragtet som mere lødigt. Der var en del kritik af tegneserier i de år i halvtredserne. Heldigvis fik jeg dog reetableret min tegneseriesamling på et senere tidspunkt med den manglende årgang.

Sagen var den at jeg var blevet optaget af modeljernbaner. Jeg havde fået noget Märklin grej og bygget en modelbane på en spånplade. Men så slog Mickey Mouse ned på det helt rigtige modtagelige tidspunkt. Jeg elskede de spændende Mickey Mouse eventyr, der var startet i bladet med en historie fra et bjerghotel, hvor der også var en hemmelig grotte med adgang til havet samt nogle skumle fyre og mystiske hændelser. Så grunden var lagt, da jeg læste historien med bjergbanen højt for min lillebror.

Man kunne skifte overbygningen til Märklins lille rangerlokomotiv ud med en, der lignede Estella, og en orange tender kunne man selv bygge, for Ønskekælderen var også leveringsdygtig i separate hjulpar til selvbyggere. Snart havde vi også en ladvogn med dynamitkasser og en trolje.

Ambitionerne hævedes, og nu blev spånpladen suppleret med en ny spånplade i den ene ende i hævet niveau og banen på grundpladen blev på det sted til en tunnel. Så skulle der også være en bro og kopier af stationen i Dampløse og trinbræt i Højby og Lavby. De holdt selvfølgelig ikke HO skalaen, men det passede jo med, at bjergbanerne var smalspors jernbaner. Vi fandt tilmed under oprydningen da barndomshjemmet skulle afhændes de fyldige hatte med høj puld lavet af crepepapir. Fedtmules blå fyrbøderhat havde påhæftet lange hængeører, og Mickeys røde hat havde runde sorte ører i siderne. Togfløjten ligger foran mig på bordet lige nu.

Det kuriøse er, at jeg har modeljernbanen endnu. Vi fandt ud af, at spånpladens standardformat på 122x244 cm lige nøjagtig passede med anhængerens størrelse, da vi flyttede ting fra Viborg til Sjælland. Hvor heldig kan man være. Nu står den og venter på fornyet tid til genoplivning for enden i mit udhus pakket ind i plastic. De mere skrøbelige dele er opmagasineret indendørs.

Denne modelbaneinteresse affødte altså inspirationen til at lave en ny historie med sådan en jernbane. Og det gjorde jeg så. Det var jo gratis. Redispenne, tusch og teknisk tegnepapir kostede ganske vist lidt hos Jacobis kontorforsyning, men den udgift klarede jeg af lommepengene.

Så det blev til en historie på 24 sider delt op i tre kapitler som dem i bladet. Historien var ganske velturneret med Murrys langsnudede skæggede figur i en positiv rolle. Intrigen omfattede noget pseudovidenskabeligt med væskers viskositet, som gav anledning til sjove gags og mystiske hændelser, præcis som Murry ville have gjort. Ja, så var der også en fritstående episode på syv sider, for sådan én havde Murry nemlig også lavet.

Jeg fandt serien tegnet i A2 format til en halv side forleden. Under en restaureringsproces for at opgradere figurernes anatomi fik jeg besøg af en gruppe donaldister. Det er nørder, der er ekstremt optaget af Disneys serier over en bred kam.

Men i tolv-tretten års alderen lavede jeg altså denne lange karikerede jernbanehistorie, og gæsterne var tilbørligt duperede. Hvorfor havde jeg ikke kontaktet Gutenberghus med projektet? Det så jo næsten professionelt ud. Et godt spørgsmål, måtte jeg indrømme, men dengang forestillede jeg mig ikke som tegneserieskaber.

På det tidspunkt så den danske udgiver sig faktisk om efter nye talenter, for de amerikanske kilder var ved at tørre ud. De havde dog ikke stort held med sig, hvilket man kunne forvisse sig om i ugebladet gennem de amatøragtige udspil de præsenterede der. Det var dengang jeg skiftede mit abonnement ud med et nyt blad, der hed Daffy.

Hvis jeg nu havde kontaktet den danske redaktion, som forsynede hele Skandinavien og Tyskland, kunne jeg måske i en ung alder være kommet med på vognen og min karriere ville have set helt anderledes ud. Det skete heldigvis ikke, men det vender jeg tilbage til i min erindringsbog 'Drengen der elskede Carl Barks' til efteråret.

Jeg har tuschet min gamle serie på ny i en opgraderet udgave. Den er forsynet med engelsk tekst og kan findes under 'English Stuff' med titlen 'MM and the Railroad'.