90 ÅRS FØDSELSDAGEN, KRØNIKESKRIVEREN M.M.
tilbage
Jeg blev begejstret ved at træde op på podiet i forsamlingshuset og se at børnene havde levendegjort scenen fra 'Dinner for One’, men på billedet herunder opgav jeg at signalere tjenerens tandsmil.
De var der alle, i alt fald selve opdækningen til Mr. Winterbottom, Sir Toby, Admiral von Schneider og Mr. Pomeroy på deres rette pladser og Miss Sophie i armstolen for bordenden. Alle rekvisitter og engelske tallerkener, bestik og krystalglas lånt fra en herregård i nærheden. Jeg blev også yderligere rørt, fordi jeg har en hentydning til den sketch i min bog 'Fort Europa'.
Det vigtigste var naturligvis tigerskindet, hvor mange af de 70 gæster foregav at snuble i dagens løb. Kræet havde været udstoppet kæledyr i slægten og det var med stort besvær man havde fået fjernet indmaden i dagens anledning.
Men det signalerer den form for indforstået humor undertiden kombineret med bramfri slagfærdighed som er karakteristisk for den gren af slægten, som også omfatter nu afdøde storebror Karl 'Peisen', der under navnet Karl Stød er hovedperson i de efterladte erindringer jeg lavede en tegneserie over mens den slags stadig kunne lade sig gøre.
Nu er der ikke mange tilbage af den generation, og i dag Tirsdag træder så også morbror Martin ind i de voksnes rækker. Men som sønnen Henning udtrykte det i forsamlingshuset i Jerup nordenfjords i lørdags 'Heroppe tager vi ingen chancer'.
Mødet var også en fætre-kusine komsammen, og selv i den generation har der været frafald. Jeg så nogle fætre som jeg ikke havde mødt i rigtig mange år, og hvor var de dog kommet til at se gamle ud! Tiden flyver, og den løber hurtigere som årene går.
Martin har alle årene været ekstremt vellidt og kunnet snakke med folk i jordhøjde. Ingen får mindreværdsfølelse ved at omgås ham, for han stiller sig ikke an og prestige og persons anseelse har aldrig betydet noget for ham. Som reservepost i ti år i tre distrikter i Jerup kender han mange af byens beboere, og de blev inviteret med gennem en indbydelse i den lokale avis. Henning ringede så til de bekendte Martin særligt gerne så og som havde overset annoncen, men de vil da gerne dukke op. 70 mennesker blev det til, og det er da godt klaret af en 90årig, hvor mange tidligere venner allerede har sat træskoene.
Martin fik en bypass operation for nogle år siden, og det er usædvanligt man tilbyder det til en 88 årig, men hans fine kondition klarede restitueringen. Desværre mistede han så umiddelbart efter sin kone, Elna, der havde skrantet af sukkersyge i mange år, og det tab var lige ved at tage pippet fra ham. Men han klarede også det.
Da Ingo og jeg for et par år siden besøgte Martin i det hus, som hans to sønner, tømreren Henning og mureren Arne, havde bygget til ham, viste han os sit rum med udstoppede fugle. Han havde over 200, Færøerne og Grønland inkluderet, og det var imponerende at se den store samling.
At Martin har god kondition skyldes ikke bare et arbejdsliv med masser af fysisk arbejde og frisk luft, det skyldes også hans interesse for jagt, hvor Martin har været aktiv i alle årene. Det har han så lagt på hylden nu, ligesom han har indleveret kørekortet og givet bilen til datteren, som så kører for ham når det er nødvendigt. Han er kvik nok til at indse, at reaktionstiden ikke er hvad den har været, og han ville jo nødig risikere at køre folk ned på den konto.
Det blev på alle måder en mindeværdig begivenhed, og jeg giver Martin ret, når han sagde 'A ka’ lisså godt inviter jer no, for hwissomsti’ I fø’st kommer te mi’ begrawls’ får a æ så møj fonywls å et'.
Det er jo uomtvistelig sandt.
KRØNIKESKRIVEREN
Da jeg var med til at fejre min morbror Martins 90 års fødselsdag i Jerup var der som sig hør og bør både sange og taler. Højskolesangbogen blev delt rundt, og det var bevægende, at vi også skulle synge ’Den blå anemone’ som var en af min mors foretrukne sange. Nu er den med i min kommende bog ’Silver Cross’.
Det var ikke overraskende at storebror Jens rejste sig for at hylde festens midtpunkt med et par ord. Som den af slægtens ældste, der kan besmykke sin tale finder alle det naturligt, og han kender altid et par anekdoter, han kan krydre hyldesten med. Selv kunne han ikke høre noget, da høreapparatet svigtede lige netop den weekend.
Det var også Jens, der holdt talen ved min konfirmation i 1962, og vi fandt en båndoptagelse fra den lejlighed under oprydningen i vore forældres hus inden salget. Det var en særlig oplevelse at høre det bånd, som ikke havde været afspillet siden da, al den stund den gamle grå Philips båndoptager fra den tid brød sammen og Ingo og jeg gik over til fire spors båndoptagelse. Brugsanvisningen har vi skam stadig.
Dagen efter var jeg sammen med Ingo ude hos Jens i Frederikshavn. Jens ville gerne snakke med en skrivende kollega omkring nogle ting i sin seneste bog, og Ingo ville vise ham sit bidrag til en tegneserieantologi omkring besættelsen, hvor teksten byggede på en beretning fra Jens’ debutbog ’Krøllede Blade af min erindringsbog’ om spærreballoner og mineudlægning.
Jens er 94 og stadig i gang ved tasterne. Da vi besøgte ham sidst, var han kommet til at markere hele teksten og derpå skrevet videre med det resultat, at de første 70 sider af slægtens historie var forsvundet i et sort digitalt hul, hvorfra selv min kvikke universitetsuddannede søn, Thorbjørn, ikke kunne hive det tabte i land. Skriveprogrammet var simpelthen for gammelt.
På et tidspunkt da Jens skulle starte med sine bogstavsnedkerier forhørte han sig hos mig omkring lønsomheden. I hans generation og da særligt i Jylland er det er vigtigt punkt. ’Ka ’et nå betååål se?’ og ’Æ ’et nowen pæææng i ’et? Vigtige spørgsmål for folk, der er vokset op med nøjsomhed som baggrund.
Jeg måtte minde Jens om den rette holdning som sagen stod. ’Du er pensionist og det skulle undre mig, om din forsørgelse ikke er sikret. Du behøver ikke længere tænke på lønsomhed. Du bør bruge din tid, der hvor du gør en forskel. Ingen har længere din hukommelse. Derfor bør du skrive så meget ned som du kan, for erindringen om det vil forsvinde, når du ikke er her længere’.
Det er ingen løgn. Jens har hukommelse som en elefant. Og nu har han fået skrevet starten på slægtskrøniken en gang til og mere til. Han har en storesøster, der er på plejehjem med demens. Hertil er det heldigvis ikke kommet med Jens, der har holdt blodomløbet i gang som naturven og jæger gennem alle årene. Flere af hans senere bøger handler om jagtoplevelser. Jeg har lånt nogle af hans beskrivelser i et par af mine bøger. Lige den vinkel med natur er ikke min stærke side.
Jeg havde tidligere fået fortalt, hvordan hans slægtskrønike skulle begynde, så det fik mig til at spørge Jens direkte. ’Fik du så også genskrevet historien om din oldemor, da hun fik besøg af en prøjser i 1864 og blev bange for at han ville tage livet af hendes nyfødte spædbarn?’
’1864? Der husker du forkert, min ven. Det var da 1848’…
Det er herligt med slægtsforskere, der bare har den slags i hovedet.
På billedet er det Jens med selerne. Der er en historie om hustruen Asta og hendes standur fra 1860erne, men den må I ha til gode til en anden gang…
BARNDOMSLANDET
Jeg sad ved siden af min gamle sidekammerat, Gert, i weekenden. Han var chauffør og fragtede mig og en anden gammel klassekammerat, Anne Marie, sikkert frem og tilbage mellem Rødovre og Viborg. Der var masser af hyggelig snak den weekend hvor vi havde 60 års skolejubilæum i Overlund, men indimellem kom der også nogle sorgmuntre kommentarer til forhold, som man dengang lagde låg på, så evig fryd og gammen var det altså heller ikke.
Det var også lidt vemodigt, for måske skulle vores skole rives ned og eleverne overflyttes til den gamle Handelsskoles lokaler. Lærer Jacobsen, som vi har måttet vænne os til også hedder Frode, viste rundt, og bemærkede, at der så måtte indrettes nye faglokaler, for det havde man ikke på Handelsskolen. Der var vist konstateret problemer med noget fugemasse, så miljøvenligheden ikke opfyldte de moderne krav overalt på vores gamle skole, som desuden trods tidligere tilbygninger var blevet for trang.
Vi gik rundt og kunne godt forestille os de gamle lokaler med tomands borde i tre rækker, hvor jeg og Gert delte øverste bord fordi jeg havde noget med mit syn, hvor brillerne ikke altid var opdateret, for nye briller var jo dyre. Et sted var der også bevaret en af de grønne tavler med jalousiskab i siden og tavlelineal og trekant. Vinduerne var nu opdateret og så var der den digitale fremviser i en stang fra loftet, som jo er blevet en nødvendighed i vores nye verden.
Gymnastiksal og omklædningsrum var stort set uændrede, men sløjdsalen var flyttet til et større lokale, hvor der nu var kommet træbearbejdsningsmaskiner. Med et hjertesuk konstaterede vores gamle sløjdlærer, at der var skåret ned på beholdningen af de glimrende rammesave, hvorimod en masse nye fukssvanse havde holdt deres indtog. Dette stykke værktøj var ikke så velanskrevet for 55 år siden. Theodor Viggo var kommet til jubilæet fra Fyn, hvor han senere i sit liv som seminarielærer havde undervist kommende sløjdlærere.
Vi gik også lidt i den ældre del al Viborg skønt der kom regnbyger, men dagen efter tog Gert, Anne Marie og jeg en rundtur i bil for at besøge lokalområdet, hvor Gerts far havde haft en gård, der var blevet udstykket i 60erne. Hans barndomshjem havde skiftet ejer siden sidst og i mine forældres nyrenoverede hus fik jeg lige hilst på de nye beboere, der inviterede mig til at komme forbi en anden gang, når jeg fik mere tid.
Anne Marie kom også fra en gård lidt uden for bygrænsen, hvor der nu er boligblokke, parcelhuse og institutioner. Vi prøvede at finde et gammelt træ der skulle have overlevet på stedet, men det lykkedes ikke. Selve gården er revet ned. Det var også lige i nærheden på den tidligere Houlkærgårds marker jeg sidste år havde holdt foredrag på Medieskolerne om Big Data. Jeg havde gået tur der for 55 år siden og gnavet af nogle kålroer, men dem var der ikke flere af...
Vi kørte derpå ad de små veje gennem lokalområdet i retning af Ikast, hvor Gert lige skulle ind og hilse på en slægtning, der var kommet på plejehjem. Vi kom forbi Hald Hovedgård, hvor jeg engang havde været på et tegnefilmseminar, og så kørte vi til Dollerup Bakker og nød udsigten over Hald Sø. Solen tittede frem og vi fik et fint udsyn over det smukke morænelandskab. Og ja, der var nyligt udsprungne egetræer ved Hald Ege.
Tidligere var der ti år mellem jubilæerne, men vi havde aftalt at mødes igen om fem år første weekend efter pinse, og så må vi se, om vores gamle skole ligger der endnu...
50 ÅRS SKOLEJUBILÆUM
Det er en særlig oplevelse at mødes med gamle skolekammerater, og det behøver ikke foregå som mellem Keld Petersen og Dirch Passer på Rughavevej. Da vi kørte op og besøgte en fælles ven en aften forleden og jeg fortalte om mit kommende jubilæumsmøde sagde Jussi mig, at han havde haft stor glæde af at se tre af sine gamle skolekammerater som han havde tænkt på i årenes løb men så fik lejlighed til at mødes med efter fyrre år, tror jeg det var.
Skolejubilæer afhænger af at nogen påtager sig det praktiske og så selvfølgelig at der er noget at bygge gensynet på. Som regel minder om en god tid sammen. Begge dele har heldigvis været tilfældet for den første klasse, der startede for 60 år siden på Overlund Skole ved Viborg hvor jeg var en af eleverne. Vi begyndte i april og så fortsatte skoleåret efter sommerferien, en takt, der vist efter et par år blev reguleret ind til et skift ved sommerferien. Det var samtidig 50 års jubilæum for de af os, der forlod skolen med Realeksamen.
Frøken Gadegaard på billedet lærte os at skrive skønskrift uden spidse knoer, men hun nærmede sig pensionsalderen, og så fik vi en nyudklækket følsom ung klasselærer, som vi ikke havde hjerte til at hyle ud af den. Som sit første hold var der bevaret særligt varme følelser for netop os. Da vi fik ham som klasselærer fik sangene i klassen musikledsagelse på violin. Senere fik vi drenge lærer Nielsen i sløjd, og han var en pryd for sit fag og medvirkende til, at jeg selv blev sløjdlærer.
Da vi atter i lørdags mødtes med den lærer, som også hed Theodor Viggo, havde jeg min ishockey stav med, som vi havde lavet i sløjd. For ti år siden havde jeg frugtskålen med. Men der var skam også vores gamle klasselærer fra de senere år, Anders Dalgaard, som nu må bruge rollator. Men som han sagde: 'Det er jo bedst at skavankerne starter nedefra'. Flere af os havde triste minder om familiemedlemmer der var blevet ramt af demens.
At der også var vores gamle engelsk-lærer og biologi-lærer med til jubilæet gjorde os ekstra glade. Vi håber de holder ved til næste gang, om fem år, men det gør de nok, for vi blev i sin tid begunstiget af en ny ung lærerstab, da Overlund Skole på den tid blev forfremmet til centralskole, og så blev der brug for flere nye lærere, og de var alle unge friske fra seminariet. En af dem, Jørn Ole Holm, havde 75 års fødselsdag for et par år siden og dermed ikke så meget ældre end os, og specielt da ikke i dag, hvor vi næsten kunne føle os som jævnaldrende. Vi har lige måttet vænne os til fornavnene, for dengang var det jo i tiltale Hr. Holm, Hr. Nielsen, Hr. Jacobsen og Hr. Dalgaard.
Og så var vi hele 18 af de gamle elever samlet til jubilæet. En imponerende fremmødeprocent. Min gamle skolekammerat, Bue Andersen, som jeg stadig efter så mange år deler fødselsdag med, havde bedt os om at skrive stikord på post-it lapper, som han indsamlede, og det gav anledning til gode historier ved eftermiddagskaffen på skolen.
DEN 17. MAJ
Den 17. maj er ikke bare Norges nationaldag, det er også min yngste datter Marias fødselsdag. Sidste år faldt det sammen med hendes konfirmation, så hun var lidt ærgerlig over at miste nogle potentielle fødselsdagsgaver på den konto. I år blev hun 16 og til næste skoleår skal hun starte i gymnasiet. Hun har lige overstået de skriftlige afgangsprøver og så venter de mundtlige. Men hun er jo ambitiøs og selvbevidst, så det går nok. Det er nok særligt hendes storesøster Agnete som har støttet udviklingen af hendes selvsikkerhed, for hun er et forbillede for hende på mange måder, og de to fjanter og hygger sig ofte, når de er sammen, hvilket sker jævnligt.
Ud over sine mange andre fingerfærdigheder, så har Maria udviklet en særlig interesse for konditorfaget. Det var hende som lavede lagkagen med en 60 watt pære i midten til Ingos 60 års dag sidste år. Ingo er med på billedet og har også i år sin Joakim-farvede skjorte på. Hans gratulation står stadig skrevet på glasset i ruden til stuevinduet hvorfra lyset generer belysningen på fotoet.
Mange af de andre fingerfærdigheder Maria excellerer i har hun lært af vores reservebedste, Stella, der sidder i billedet nærmest vinduet. Jeg er med, når vi spiller et brætspil ovre hos hende på den anden side af stien bag baghaven hvor hun bor i en lejlighed i boligforeningen, en lejlighed der er fyldt med allehånde remedier til håndarbejde som hun holder velforsynet i mindet om hendes tid som fritidspædagog i en Rudolf Steiner skole i sin ungdom.
For nu at afslutte med figurerne i billedet, så er den høje unge mand i midten Thorbjørn. Han er Apple IT doktor og det slog da heller ikke fejl, at han skulle hjælpe tvillingesøsteren Agnete med at hitte nogle SMSer i land, som var strandet i et sort digitalt hul efter at hun havde haft slukket for en applikation. Thorbjørn kunne bidrage til fejringen ved at oplyse, at han havde været nede på knæ under en skovtur for at fri til sin udkårne, og hun sagde med det samme ja.
Maria uden for billedet er ved at skære endnu et stykke ud af sin høje lagkage, der er La Glace værdig. Tilberedningen forløb over tre dage, men den var også usædvanlig lækker. Ved siden af kagen står chokoladekanden, som Maria også har bidraget med. Fødselsdagsstellet er af rødt keramik med hvide polkaprikker, men den oprindelige kande mistede håndtaget og bruges nu i køkkenet til grydeskeer og piskeris. På et tidspunkt fandt Maria en kande i samme røde kulør men uden prikker. Ved brug af en neglelak kunne de dog tilføjes, og jeg fik den et år i fødselsdagsgave. I dag blev der brug for kanden. Desværre er neglelak ikke så holdbar på fajanceglasur, så en del prikker er skallet af, men så har det tilskud til stellet jo fået sin særlige historie, og historier er vi glade for her i huset...
DEN FEMTE MAJ
Vejret var ikke godt, så jeg brugte en del tid på TV. Jeg har tidligere skrevet en kronik om Public Service, som nu kan læses på min hjemmeside, og netop i går demonstrerede DR til fulde at de levede op til den forpligtelse på fornemmeste måde. Nu har de tilmed nu en kanal de kan afsætte til det formål, så på DRK var der hele dagen udsendelser med relation til besættelsen og befrielsen.
Det startede med Det glade Budskab fra aftenen i forvejen, hvor vi fik lov at høre hele den halve times radioudsendelse fra den danske radio ved BBC hvor den danske speaker, Johannes G Sørensen oplæste meddelelserne. Der var så sat billeder til, men det var første gang jeg hørte hele udsendelsen. Det gjorde man nok ikke engang dengang, for alle for udenfor og krammede hvem som helst.
Senere gav Klaus Rifbjerg sin kommentar til befrielsen og kom også med filosofiske overvejelser om gruppementalitet, hvor man kunne finde sig deltagende i en hetz mod de besejrede og de postulerede kollaboratører.
En præcision jeg lærte om de danske jøders skæbne var, at de som udsat gruppe trods alt var begunstigede af at leve i Danmark. Mange har hyldet de uselviske danskere der hjalp så mange på flugt, men der var også dem som udleverede jøder til tyskerne. Desuden vendte mange tyskere efter intern instruks det blinde øje til, hvis de tilfældigt fik at se, hvad der foregik.
Blev man som jøde alligevel pågrebet og deporteret til Theresienstadt, så havde fangenummeret en kode der tilsagde, at danske jøder ikke skulle videresendes til tilintetgørelseslejrene. Tilmed tillod man efter nogle måneder at danske jøder modtog Røde Kors pakker og til sidst kom de hjem med de hvide busser inden kaos helt lammede Tyskland.
Hvis man hørte modstandsfolkenes kommentarer i går var der fnysen over den danske samarbejdspolitik, men det var på grund af den administration, at danskere og danske internerede slap heldige fra fangenskabet end snart sagt alle andre, der blev ofre for nazisternes overgreb. Så statsminister Bulls foragtede holdning havde skam sine forsonende momenter.
Ikke kun mænd deltog i modstandskampen. Der var i går også genudsendelse af en serie hvor kvinder udtalte sig om deres bidrag kampen.
Og så var der 'Lukket på grund af glæde' fra serien 24 timer vi aldrig glemmer, hvor det lykkes at videregive den euforiske følelse af glæde, som man kollektivt oplevede den aften og den påfølgende dag, inden den slog over i hævntogter mod de overvundne.
En kuriøs krølle var historien om lederen af de danske styrker i Sverige, der i ånden så en D-dags-agtig aktion ved Øresund. Det blev så ikke til noget, og nogle frivillige syntes ikke rigtig de fortjente den hyldest de fik ved ankomsten, men de fik da lov at jage nogle Hipo-folk og nedlægge dem i slutfasen. At skudvekslingen var heftig kunne også ses af, at et af Hipo-ofrene blev fundet ramt af 78 skud.
En af de skydeglade soldater blev også beklemt over at en manglende afsikring af en pistol forhindrede ham i at skyde en tysker der havde overgivet sig og senere inde i byen gennem manglende skydeevne undgå at dræbe en ældre dame, der nærmede sig et vindue for at se,
hvad der foregik udenfor. Misforståelser hørte også til dagens orden i de
timer.
Endelig blev der på DRK vist den heroisk højstemte dokumentarfilm 'Det gælder din Frihed', der blev til lige efter befrielsen i 1946 og så dramaet 'Den usynlige Hær' med en lignende holdning fra 1945. Som supplement fik vi så en senere film fra 1991 af Søren Kragh-Jacobsen 'Drengene fra Sankt Petri' der efter sigende bygger på Churchill-gruppens aktiviteter og kom som noget af det første sabotagearbejde, der satte gang i mere organiseret modstandsvirksomhed.
Alt i alt en fornem mindedag forvaltet af DR.
FJERDE MAJ
For mig betyder fjerde maj noget ekstra særligt. Det var den dag jeg blev far til min ældste datter. Tanken om at folk satte lys i vinduerne for hendes skyld forsvandt vel omtrent på samme tid som jeg indså, at folk ikke satte vindmøller på jakken for at hylde mig.
Da jeg startede på Viborg Katedralskole skulle timelærer domorganist Sennels tjekke de nye elevers stemmer, og til min overraskelse fik jeg at vide, at jeg havde en god sangstemme, hvis jeg ville udvikle den. Det skete dog ikke, for der stod Tegner og fortæller med ret store bogstaver på min skæbnehorisont.
Jeg kom til at tænke på den historie om udvikling af anlæg, for da Ida voksede op fik hun interesse for sang og kom til at synge i Lillerød Kirkes børnekor. Derfra fortsatte hun til et voksenkor, hvor hun rent tilfældigt traf sin kommende ægtemand.
Vi husker alle Idas glimrende præstation som Eliza i Birkerød under gymnasietidens opførelsen af My fair Lady, og ambitiøse slægtninge kunne få julelys i øjnene. Senere har hun haft roller i flere af Operakompagniets opførelser i Birkerød, og der er ingen tvivl om at hun har et passioneret operahjerte.
Ida gik også en del af vejen. Hun kom ikke fra et hjem med klaver i barndommen, så da hun ikke kom på Musikkonservatoriet søgte hun ind ved Københavns Universitet, hvor hun fik en bachelorgrad i musik. Men udsigten til at blive musikpædagog eller gymnasielærer kunne hun ikke affinde sig med, så hun satser nu på at blive terapeut af en eller anden art. For tiden er hun også en påskønnet lærervikar.
Men lysten til at synge fik hun tilgodeset allerede kort efter studentereksamen, hvor hun blev kirkesanger i Kirke Værløse. Det har hun været i ti år nu, så i går holdt hun en reception i den anledning, hvor jeg traf den organist som ansatte hende i sin tid. En flink fyr hun har samarbejdet godt med, men som nu benytter lejligheden til at gå på pension som 65 årig.
Til receptionen kom også hendes gamle organist fra Lillerød Kirke, og sjovt nok havde han sin seneste datter med, der er på alder med Idas Selma.
Selma har også lige haft fødselsdag, og der var gaveudpakning på plænen bag sognegården. Selma blev glad for sin hoppe-ko men blev våd i springvandet, da hun skulle prøve sin kombinerede vand- og sæbeboblepistol. Hun fik også en ekstra lille vandekande og et pænt stort badebassin, hvor der også er plads til hendes mor til sommer.
Flyene fra jubilæumsopvisningen på nærliggende Flyvestation Værløse nåede jeg kun at se på himlen. Men showet afvikles også i dag, så jeg kunne indhente det forsømte. Desværre er der risiko for regn, så jeg bliver nok hjemme på fjerde maj. Jeg må se om jeg kan hitte nogle stearinlys at sætte i vindueskarmen i aften...
KUPLEN
Min ældste datter Ida tilbød at fejre min fødselsdag for mig. Det er hende, som er familiens hovedsagelige forvalter af økologiske traditioner samt familiesammenkomster med tilhørende kerneguf. De nye kyllinger hentet i Påsken i Christiansfeld havde allerede taget meget på.
Hendes ovnretter i stegeso er legendariske. Lammekøllen forleden havde stået i ovnen siden klokken ni om formiddagen, og er du mør hvor var den mør!
Denne gang var det marinerede andelår til den gamle andetegners børn og partnere.
Ingo blev meget optaget af matematikken i den sfæriske konstruktion, der udgjorde hvælvingen over fødselsdagsbordet. Den bar mindelser om fodboldenes kombinerede femkantede og sekskantede regulære polygoner, men så ikke helt alligevel. Den var indkøbt til drivhus, men det kan den vist ikke bruges til alligevel.
Der var herligt solskin, så jeg må have været en nogenlunde sød og artig dreng i årets løb.
Idas mand Finn stod for de hjemmegjorte boller der blev serveret inden Idas lagkage og chokolade til. Ikke noget med kakao her.
Barnebarnet Selma fik fingrene i smørret. Hun bliver 3 år den 21. og deler heldigvis ikke fødselsdag med den farlige Hitler. Men dagen efter, i dag søndag, skulle de have 15 gæster på besøg til fejringen af Selmas fødselsdag. Alt til afvikling efter at Ida havde klaret sin korsangertjeneste i Kirke Værløse. Utroligt hvad hun overkommer.
Jeg fik en masse nyt tøj til garderoben, som børnene syntes jeg havde brug for og fortjente, og de har uden tvivl ret.
Af Thorbjørn fik jeg blandt andet de Oscarnominerede udenlandske featuretegnefilm, den irske 'Sangen fra Havet' og den japanske 'The tale of the Princess Kaguya'. Dem glæder jeg mig gevaldigt til at se.
Maria havde lavet en fotocollage af mig og hende i forskellige situationer fra hendes barndom, og Selma fik travlt med at pille de påklistrede røde mariehøns af.
Marias cheese-cake fik vi ikke plads til efter lagkagen, så den gemte vi som dessert til aftensmaden. Da hun fra køkkenet hos mig ordnede indkøbssedlen råbte hun ind til mig og spurgte, om kagen skulle være med karamel eller lakrids, og den skulle naturligvis være med lakrids, så det blev den også...
FØDSELSDAGE
I går havde jeg besøg af min fan. Han hedder Søren Olsen og bor i et hyggeligt gammelt træhus oppe i Asserbo. Det er så gammelt at der stadig er et interimistisk køkken i haveskuret, hvor familien boede om sommeren, så de kunne leje hovedhuset ud til landliggere, der om sommeren kom fra hovedstaden men endnu ikke havde fået eget sommerhus nær nordkysten.
Søren havde et ekstra eksemplar af et hæfte med til mig med Barks' Klondike maleri, hvor Joakim indædt traver gennem den mudrede gade. Der var også en dårlig follow up på den historie lavet af en klamphugger, der vist hed Rosa eller sådan noget.
Jeg havde så til gengæld fire album til Søren, som han ikke lige kunne skaffe andetsteds. Mint condition. Han havde lige været inde i Faraos Cigarer og købe sig i armod i album med Jomsvikingerne. Han fik så lov at se originalerne til 'Romerne Kommer', der nok forbliver utrykt på papir, og det samme formentlig med Gnuff albummet 'Platter eller Kroner' hvor Hans Vig har en fidus med salg af blå tallerkener til at hænge på væggen. Spillealbummet 'Sortspætterne' der præsenterer en udviklingsmæssig kamp i fortiden mellem teknologitilhængere og religiøse troende må nok også samle støv. Ellers et ret aktuelt tema, kan man sige. Rart at jeg fik så mange album ud i tide, siden den situation ikke kunne fortsætte med den slags brug af tegneseriemediet.
Søren havde også en anden gave med til mig. 'Jeg var inde i Disney butikken i København for at se, om der skulle være noget af interesse, men det var der ikke. Det eneste nogenlunde anstændige var denne Mickey Mouse dukke, som jeg syntes du skulle ha til din fødselsdag i overmorgen'.
Den kom op på kommoden ved siden af et andet blødt dyr, et elsdyr i Laplandsdragt, som jeg tog med hjem til Maria fra Nordfinland, hvor jeg var til en tegneseriefestival for nogle år siden.
Siden jeg nu tog billedet, gik jeg lidt på afstand og fik Agnetes blå billede med. Hun var en mere talentfuld tegner en jeg, men hun syntes ikke hun ville udvikle på det. Sådan er det jo med talent, der kun en brøkdel af omstændighederne. Den vigtigste del er lidenskaben. Det insisterende behov for at gøre sig gældende inden for et bestemt område, sommetider kreativt. Passion Rules!
Som vædder har jeg gåpåmodet og den der insisterende drift om at afstedkomme et eller andet. Astrologer siger, at væddere i den periode kan være fødte ledere. Søren besøgte mig på dronningens fødselsdag, og uanset hvad man mener om kongemagten må man indrømme, at Margrete har gjort det godt. Og hvis vi afskaffede kongedømmet, skulle staten jo stadig have omkostningerne med at vedligeholde alle de materielle efterladenskaber. Så på en måde er der en vis pointe i at have et levende museum. Jeg er særlig glad, når vi om sommeren besøger Frilandsmuseet og der er folk rundt omkring som levendegør miljøet.
Jeg plejer at sige, at jeg fylder år to dage efter dronningen og to dage før Hitler. Han var jo også en effektiv vædder med fremdrift, men han brugte sine lederevner negativt, men skam uhyre effektivt. Hvis jeg søger på 'Hitler' i min DVDsamling tror jeg det er ham, der udløser flest posteringer. I disse uger kan vi også mindes jubilæer affødt af nazismens hærgen. Et emne, der åbenbart altid forbliver tiltrækkende, og lige nu er det sidste chance for at interviewe øjenvidner.
Det jeg er mest glad for er, at jeg deler fødselsdag med Leif Panduro. Også han havde gang i en masse, og han var tilmed på rette sted i rette tid til at han kunne lægge gaderne øde med sine TV-spil. Ja, også med sine krimiserier. Der var et latent behov for det lige på den tid, og han opfyldte det effektivt. Jeg kan mærke jeg på en skæv måde har en del til fælles med ham.
I morgen på min fødselsdag har jeg er overraskelse til jer her på Facebook. Og ja, det har også noget at gøre med produktivitet. Det faktum, som man forbinder med mig og altid kan nævne, så man undgår at sige noget direkte pænt om mig, som man måske heller ikke har lyst til. Jeg er jo ikke så vennesæl som min brormand, der går i folk med eller uden træsko på.
Søren og jeg fejrede dronningen med bøffer, kartofler, bløde løg, rosenkål og bernaise-sovs. Så kan det ikke blive bedre for to enlige mandfolk, der mødes for at sludre om alt muligt, der er sket mellem år og dag. Det var hyggeligt.
GÆKKEBREVE
I gamle dage var det at skrive gækkebreve en kunst, i alt fald kunne det blive kunsthåndværk. Ikke mange praktiserer den smukke tradition længere, så det er med at påskønne de gange, hvor det stadig finder sted.
Jeg holder meget af gamle ting, ord og traditioner. Derfor er jeg stolt over at genfinde disse prioriteringer hos mine børn. Det giver sig udtryk på flere måder omkring holdninger og handlinger imellem måltiderne. Min ældste datter tog til Christiansfeld for at hente en snes små gul nyklækkede påskekyllinger til en fremtidig økologisk ægproduktion. De små kyllinger er nu under en varmelampe. Så kan det ikke blive mere påskeagtigt.
Men nu hvor påsken er forbi og mekanismerne med gækkebreve er afgjort for denne gang, kan jeg godt afsløre det fortrolige, som omgærder gækkebrevsbegrebet. Jeg kunne forske mere i den tradition og finde ud af, om det er et særligt dansk fænomen, opfundet af H C Andersen, som nogle mener.
Men det vil jeg undlade. Jeg vil nøjes med at nævne, at min yngste datter har genoplivet gækkebrevstraditionen på højt niveau. Det bliver ganske vist i vore dage af de fleste forbundet med noget barnligt, hvor ungerne vil kapre sig et påskeæg, og det lykkes som regel. Ved en påskefrokost i år havde en pige gjort det vanskeligere ved at inkludere forbogstaverne fra mellemnavn og efternavn og desuden et punktum for at vildlede modtageren.
Den slags gør Maria ikke. Til gengæld bruger hun så meget tid på udfærdigelsen af de smukke papirklip, at de få, der bliver begunstiget af at modtage sådan et brev gladeligt vil belønne det med et påskeæg, selv om de ved hvem der har sendt det. Det er heller ikke så svært at gætte. Der er garanteret ikke mange af den kaliber gækkebreve i omløb i vore dage.
Det glæder mig at Maria er fingernem og har tålmodlighed og vedholdenhed, specielt nu hvor hun er teenager og sagtens kan finde masser af andre ting hun også skal bruge tid på. Døgnet har for få timer og hun kan næsten ikke nå det hele. Vi fik dog sammen tid til at se den gode polske film 'Ida' en af påskedagene. Den kan forresten varmt anbefales.
Maria har en medsammensvoren i vores reservebedste Stella på den anden side af vejen forbi min baghave. Hendes lille lejlighed er fyldt med småting, og fra sin tid som fritidspædagog i en Rudolf Steiner skole har hun masser af småting i skuffer og æsker, på hylder og i dåser, i ark og i ruller, som man altid står og får brug for til husflid med stof og tråd, pap og papir, kæder og kjoler, smykker og accessories. Hun er leveringsdygtig i alt til faget hørende og i Maria har hun fundet en åndsfælle.
Der er ikke de juleting hun ikke har opskrifter på i flere udgaver, og nu med gækkebrevene er det jo ikke nok med mønstrene, som i sig selv er en udfordring, men man skal også kende de mange gamle gækkevers, og Stella har bøger med den slags, som Maria kan slå op i og udfylde med på gækkebrevet med bittesmå bogstaver som sig hør og bør. Det var som sidste år lige før anemonerne var afblomstret inden påske, men hun fandt dem hun fik brug for.
Seks breve blev det til i år, og det tog tid. Og så må jeg sige, at brodersakse overhovedet ikke kan forslå, når det kommer til avanceret gækkebrevsteknik. Jeg tilbød en skalpel, men den er heller ikke solid nok. Når man skal folde en trætop tre gange og sidder med seks lag papir hvor man skal skære blade, så skal man have en solid skarp skærekniv og et skæreunderlag, og det skaffede hun sig sidste år. Den investering fik hun nytte af igen i år. Hvor længe mon hun orker blive ved?
Og det er ikke den eneste påsketradition hun har overtaget. Nu har hun skaffet sig en identitet som påskehare, der sammen med en Kylle-Rylle hun kender placerer små påskeæg i haven hos forventningsfulde børn, der endnu ikke har mistet troen på påskeharer, tandfeer og julenisser. Eller også foregiver de bare at de har bevaret troen, hvis de vurderer det kan kaste lidt ekstra fordele af sig? Man skal ikke vide sig sikker, for børn er kløgtige. Men de små spil er det hele værd...
PÅSKEHAREN
I alle årene har vi haft en meget pålidelig påskehare, der har hængt små påskeæg op ude i haven. Han har indset, at det yngste medlem af søskendeflokken ikke er vokset fra den tradition, så han bliver troligt ved med at hænge små påskeæg op til at blive fundet af troskyldige barnefingre, som nu er har nået teenagealderen.
Tidligere var han mere produktiv. Da familien havde dværghøns allierede han sig med hønsene og lokkede dem til at lægge chokoladepåskeæg når det var påske, så ungerne skulle ned og finde dem i redekasserne en af påskedagene. Der var tilmed en periode, hvor de flittige høns lagde chokoladeæg flere dage i træk, og det var jo pænt gjort af dem.
Ungerne kunne ikke rigtig forstå, hvor hønsene havde fået stanniol fra, men det må jo så nok være påskeharen, der havde skaffet det til veje, så de kunne pakkes ud og nydes, akkurat som om det havde været marcipan-æg fra Anton Berg!
Det er rent utroligt hvad påskeharen kan overkomme!
Jeg er dog ked af, at vi ikke har nogen tandfe længere, men hun har jo også så mange andre hun skal servicere.
MANGEL PÅ PLADS OG TID
Jeg er kommet i den alder, hvor det kniber med pladsen. Ganske vist har jeg helt frivilligt efter skilsmissen kunnet leje halvdelen af huset ud, men de 100 kvadratmeter i den gamle del af huset, hvor jeg selv bor, er også ved at være fyldt med alt det, jeg har fået op under neglene i løbet af tilværelsen.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke, jeg hører til samlerne. Verden kan efter sigende deles op i samlere og spredere, og jeg hører afgjort til den første kategori. Det kan der ikke laves om på. Jeg har det også godt med den livsholdning. Måske et resultat af psykiske konflikter i barndommen.
Nogle siger, det er mennesker, der har oplevet en følelsesmæssig mangelsituation under opvæksten, som er motiveret for at kompensere for den mangel ved at erhverve sig masser af jordisk gods senere i livet. Og den mangel har det med aldrig at kunne blive kompenseret i tilstrækkelig høj grad. Verdens bedste film handler blandt andet om det. Det er ’Den store Mand’ som i vore dage er mest kendt under originaltitlen ’Citizen Kane’.
Når min ældste datter kommer forbi ryster hun på hovedet og synes jeg skulle skille mig af med en masse, så hun og de andre børn får det lidt lettere, når de skal rydde op efter mig når jeg ikke er her længere. Men det har jeg afslået. Hver genstand vidner om et levet liv, så at skille sig af med det er på en måde at kappe den forbindelse til fortiden, som tingen symboliserer.
Måske skifter mine børn mening som tiden går, hvis jeg lever længe nok. Med alderen siges man at få øget interesse for sin fortid og sine rødder, og jeg har i den grad rødder. Den interesse blev demonstreret, da der forleden blev åbnet for fri adgang til museernes samlede database over gamle lokale fotografier. I løbet af et par dage havde den database haft besøg i et omfang, der tålte sammenligning med museernes besøg på et helt år.
Sommetider kan jeg godt selv have min tvivl om værdien af gamle ting, jeg ikke igen når at dykke ned i. Der er måske ikke så længe til jeg skrider i svinget og stiller træskoene. Jeg har nået den alder, hvor andre ikke vil blive forundret, hvis jeg pludselig ikke er her længere. ’Nå ja, så blev det hans tur. Men han har jo også alderen til det’. Måske lidt beklagende for nogles vedkommende, men ikke på nogen måde med forundring.
Og hvorfor hænge ved gamle ting? Jeg er ikke den eneste med den svaghed. Der er så mange derude, at man kan bygge TV udsendelser på den markedsandel. Når folk kommer og skal have deres kære ting vurderet spørger valuaren ofte om historien bag genstanden. Den er nemlig lige så vigtig som tingen selv.
Det kan jeg godt tilslutte mig. Sådan har jeg det også. Jeg føler en tomhed ved at besøge folk på min egen alder, der bor moderne med dyre nye møbler og uden personligt præg i indretningen. Hjem som kunne ligne masser af andre hjem for unge mennesker, der endnu ikke har samlet til huse. Men det er ganske bevidst. Folk er forskellige. Nogle bryder sig ikke om at blive mindet om tidens gang.
Hos mig kniber det efterhånden gevaldigt med hyldeplads og vægplads. Ja, selv under skråvæggene oppe i mit soverum, hvor der i forvejen kun er en passage i midten i fuld ganghøjde, er der fyldt op i siderne med kasser. De ekstra gamle VHS maskiner kunne jeg nok godt skille mig af med, og også modtagerboksene fra dengang signalerne var analoge. Det gør jeg nok engang – når jeg får tid.
I min ungdom læste jeg bøger. Jeg var med i Gyldendals Bogklub og slugte alle de agtværdige bøger og desuden en del mindre agtværdige, så som science fiction, humorantologier og udvalgte krimier. Jeg har dem skam endnu. Over 1000 romaner og lige så mange bind med faglitteratur. Men det ser nu stadig kønt ud med bogrygge langs væggene, også selv om man må erkende, at man ikke når at få læst bøgerne en gang til.
Faglitteraturen kunne jeg nok godt kyle ud. Hvorfor skal der stå et leksikon på over tyve bind, når man altid vil foretrække at slå tingene op på nettet og få mere at vide end den lille passus man kan finde i et ’konversationsleksikon’ som det hed dengang. Tilmed opdateret og for det meste troværdig, selv om man må tage forbehold for visse ting, også på Wikipedia.
Mit smertensbarn er naturligvis tegneserierne, som er den svaghed, der optager mest plads. Noget af det har jeg tilmed ikke læst, men udgivelserne sad løst i forhold til medarbejderne dengang Stenby Tryk kørte for fuld skrue. Men hvem ved, der er måske på et tidspunkt aftagere selv til lommeserierne? De bliver formentlig ikke mindre værd af at blive lagret lidt endnu. Og Breccia, Pratt og Fuente har faktisk også tegnet krigsserier.
En lettelse er det for mig, at jeg ikke længere køber tegneserier. Heldigvis er der heller ikke mange af de dyre udgivelser der trods alt kommer i dag, som jeg ville bruge penge på. Det er som regel fortsættelser af serier jeg kender, enten med genoptryk eller nye bind udfærdiget af nye skabere, der ikke når de oprindelige skaberes niveau. Jeg har købt enkelte graphic novels, men nu nøjes jeg med at låne dem på biblioteket. De fleste graphic novels skabere har kun lavet en enkelt eller et par bøger af betydning.
Det gamle marked med nye bind af underholdningstegneserier i stadig produktion er nu overtaget af TV serier og film på NetFlix og andre steder. Det er dér folk bruger deres tid i dag, når de skal adspredes og fornøjes. DVD’er har jeg også alt for mange af til at fylde op. Og så er de i det gamle Mpeg 2 format, som kendere rynker på næsen af i vore dage, hvor alt skal være BluRay og high definition. Men jeg er ligeglad. Med mit sølle 37 tommers fladskærm kan jeg alligevel ikke notere mig nogen nævneværdig kvalitetsforskel, og desuden er det altid indholdet som har interesseret mig. Nogle af mine mest påskønnede skiver er lavet fra gamle Betamax optagelser som blev overført til VHS inden også det system kollapsede og jeg måtte transformere optagelserne til DVD. Fire maskiner kørte i dagtimerne i over to år for at gennemføre den konvertering. Mine Betamax afspillere blev slidt ned ved den proces, men indholdet reddet.
Pladsproblemet hos mig blev øget af, at min bror og jeg for nogle år siden skulle rydde vores gamle barndomshjem. Vore forældre havde det på samme måde som jeg. De smed aldrig noget ud. De hørte til den generation der havde oplevet smalhals i deres ungdom, og da min fars selvbyggede murermesterhus havde fuld kælder var det ikke nødvendigt at smide noget ud. Man kunne måske risikere at onde tider vendte tilbage, så der blev brug for de brugte ting. Den undskyldning blev heldigvis svær at bruge op gennem de brølende tressere og derefter, men hvad man i ungdommen nemmer…
Desuden er det besværligt og tidskrævende at sortere og rydde op. Hvad skal man skille sig af med, og hvad skal man beholde? Der er vanskelige valg at foretage, forbundet med følelser af vemod og afsavn. Det er bedre at lade den slags udfordringer ligge, for man kunne måske blive deprimeret under processen.
I mine forældres tilfælde løste min bror og jeg oprydningsspørgsmålet i barndomshjemmet ved kun at udtage de mest personlige ting. Ingen af os havde plads til større ting. En klassisk gammel gyngestol står dog hos mig nu fordi min bedstemor havde lavet omhyggelige korsstingsbroderier til sæde, ryg og armlæn, og mine forældre havde bekostet ny polstring med runde møbelsøm hele vejen rundt.
Ingo og jeg måtte købe en trailer til at transportere de udvalgte ting, og der blev truende mange læs at transportere tværs gennem landet. Den største enkeltgenstand vi tog med var modeljernbanen. Det var tilmed en spøjs én af slagsen, for af uransagelige grunde blev jeg i tolvårsalderen forelsket i nogle Mickey Mouse historier trykt i Anders And & Co fra 1958 til 1960. Her havde Mickey og Fedtmule en bjergbane, der i en af udgaverne havde navnet ’Pifterød Dampløse Privatbane’. Farverne var desværre heller ikke konsistente, selv om det fra Murrys og Fallbergs side var tænkt sådan.
Så Ingo og jeg havde i et rum i kælderen i mange år en udgave af den privatbane stående på en spånplade i flere etager. Kendere vil vide at spånplader dengang målte 122 cm gange 244 cm. Da rummet skulle udlejes så vi kunne få lidt huslejetilskud og man stadig dengang godt måtte udleje kælderrum til beboelse, måtte banen pakkes ind i plastik og flyttes til et stort kælderrum under tilbygningen. Her blev den stående indtil vi fik den flyttet til Sjælland, hvor den nå står parkeret i mit skur. Heldigvis havde traileren lige målene til at kunne fragte spånplader liggende i det gamle format.
Ingo og jeg har vidtløftige planer om engang i vores otium at pakke banen ud, iføre os smækbukser og de voluminøse blå og røde crepepapirhatte med påklipsede Mickey Mouse og Fedtmule ører, lade togfløjten lyde (Jeg har den lige her) og sætte Märklin lokomotivet med den ændrede design i gang, fylde vand på ved vandtårnet og fragte ladvognen med de mange kasser dynamit fra Dampløse over River Kwaii broen, som der også lige blev plads til, og op til vigesporet ved Højby.
Inden da skal vi så lige have bygget et nyt skur, hvor banen kan stå tilgængelig for reparation og vedligeholdelse. Det ser vi frem til, når vi som pensionister får god tid til den slags…
TEGNESERIEFESTIVAL
Tegneserieinteresserede har et fint år i 2015. Der bliver hele to festivals. Det skyldes at Copenhagen Comics skulle have en ny bestyrelse, og det var der længe en del usikkerhed omkring, så den jyske festival, ArtBubble, der afholdes hvert andet år i Horsens, kom de tegneseriehungrige festivalsgæster i møde og lejede Rundetårn til november, og disse forberedelser kunne ikke trækkes tilbage, så da den reetablerede københavnske kommite kom på banen blev der alligevel en festival fra deres side, og den løb af stabelen i går og fortsætter i dag med en Ping-prisuddeling ind imellem i Storm P museet.
ArtBubble har også skaffet sig en pris, og det skulle ikke undre mig om der kommer flere. I Frankrig og USA er der mange af slagsen. Tegneseriemediet har også lært at der skal være hype omkring udtryksformen for at tilkæmpe sig opmærksomhed i den overfyldte event-kalender.
Det triste ud fra en gammel nostalgiker som jeg er, at der er så få børn til stede, og de få der er kommer sammen med deres forældre. Men med de små oplag er priserne for udgivelserne i vore dage også blevet skyhøje. Så kan ungerne låne serierne på biblioteket, men det gør de også i stadig ringere grad. Konkurrencen fra de æterbårne medier har ramt alle trykte medier, også tegneserierne.
Jeg overværede to af programpunkterne i går, og de supplerede hinanden glimrende. Det første var et interview med André Juillard, der er en gudbenådet dygtig fransk realistisk albumtegner med hovedværket Spurvehøgen, som moderator Thierry lavede sjov med ikke at kunne udtale. Nu tegner Juillard Blake og Mortimer, og det tager over at års koncentreret indsats at færdiggøre et album, så det er ikke sært rettighedshaverne har to teams kørende parallelt. Men helt ærligt burde han tegne sine egne serier. Jeg skal dog ikke moralisere som en tegner, der også har brugt en stor del af sit liv med at tegne andres figurer.
Fotografiet knytter sig til næste gæst, amerikaneren Art Spiegelman, der med Maus regnes for opfinderen af begrebet Graphic Novel, en ære han forholdt sig tvivlende til. Jeg forlod min stol efter Juillard mødet, og det skulle jeg ikke have gjort, for alle 150-200 stole var optaget da jeg kom tilbage, og desuden stod der lige så mange og fulgte hans show, der kommenterede tegneseriernes udvikling.
Spiegelman er professionel i så henseende, og han fremkaldte rigtig mange latterudbrud undervejs på grund af hans egen humoristiske tilgang til emnet og en god portion selvironi. Selv om Speigelman har en ganske elitær tilgang til mediet og en diskussionsbefordrende stil så trak han muntre tråde tilbage til Lille Lulu og de ældste Batman serier. Alt hvad han havde lært kunne han føre tilbage til sin barndoms læsning af comics.
For mig blev dagen en anledning til at hilse på gamle venner og kolleger, hvoraf mange af dem er facebook venner i det daglige. Der var søreme også en kvinde, der ærgrede sig over at hun ikke havde fået sit eksemplar af Autisten med, så jeg kunne have signeret det. Jeg lovede at gøre det til november i Rundetårn.
PETER PAN & TORNEROSE
En lille sidegevinst ved gårsdagens seriefestival var mit møde med Peter Pan og Tornerose - live! Normalt siger disse CosPlay udklædninger mig ikke så meget, men det skyldes nok at animé figurer og superhelte ikke er min boldgade.
Efter Art Speigelman var der tegnebattle (battle er endnu et af tidens kulturelle modeord) og jeg så mig pludselig omringet en gruppe udklædte gæster. Ved siden af mig stod Peter Pan, og han havde ikke noget imod at blive foreviget.
Jeg fik ham til at indtage posituren fra forsiden af det gamle Richs-album, som jeg over et par års løbetid havde fået fyldt med samlebilleder og suppleret helt op ved indsendelse af dubletter ved seriens slutning i min barndom.
Jeg må tilstå, at Peter Pan var en pige, en androgyn tomboy af slagsen, akkurat som det er sædvane de gange, hvor Peter Pan er blevet genstand for en teateropførelse i tidens løb. Alle detaljer var der omhyggeligt gjort rede for, og jeg kunne specielt påskønne det fordi jeg og Ingo også legede Peter Pan og Kaptajn Klo for rigtig mange år siden. Jeg har stadig en Kaptajn Klo maske, og Peter Pans dolk og Klos kårde ligger stadig ude ved elmåleren.
Mens jeg afsluttede konversationen med Peter Pan, der vist også var lidt benovet over at have mødt en gammel Disney tegner, fik jeg øje på Tornerose, og så kunne jeg ikke lade chancen gå fra mig. Hun måtte også foreviges, og som med Pan var det også i den rigtige Disney udgave, som I nu alle sammen kan forvisse jer om.
'Once upon a Dream'...