KIT McCOY

Da jeg første gang besøgte Paul Arne Kring Sørensen i forbindelse med premieren på Weneetryhl Axtryhl i Sejd i 70erne var det i Helsingør, hvor hans værelse var overfyldt af spændende eksotiske genstande som den ægyptisk mumiekiste, smukke kreationer af dragter og den trofaste tropehjelm, der har fulgt ham lige siden foruden de gamle aftryk af filmskuespillere fra tyverne og tredivernes Hollywood som han for en stor dels vedkommende erhvervede inde i den kuriøse butik ved Hauser Plads, hvor den excentriske indehaver Frede, fan af Asta Nielsen, forhandlede gamle filmstills og plakater i skæret af det enorme stearinlys, der dominerede butikken, fordi strømmen havde været afbrudt i mange år.
Og så var der allerede dengang hjemme hos ham de spændende dukker, som blev styret af stænger fra Meccano byggesæt, knapper og snore, som gav anelser om de senere Bøje & Kaj og alle hans andre finurlige dukker, med hvilke han skabte sig den karriere i teaterverdenen, som også lå lige til højrebenet for ham. Hver sommer kan man stadig opleve ham fremføre marionetdukkespil i et af de små huse i kanten af Kongens Have.
Der gik en årrække, inden jeg så ham igen, og i den periode brevvekslede vi med stor fornøjelse omkring alle mulige sjove arkaiske fænomener. Da jeg omsider atter traf ham, var det som om ingen tid var forløbet siden sidst. Vi talte straks sammen på den afslappede måde fra mange år tilbage. Han lignede også sig selv, vel var håret blevet sølvsprængt, men det var stadig den samme viltre frisure som i gamle dage. Og glæden over at skabe tegneserier var helt uspoleret. Nok havde det vist sig at være en brødløs beskæftigelse for ham, men det påvirkede ikke hans indstilling til mediet. Han talte stadig med samme begejstring om de mulige planer han havde om at søsætte sin næste produktion.
Glædeligvis har jeg kunnet konstatere siden jeg første gang skrev om ham her på sitet at han rent faktisk har fået udgivet og genudgivet en hel del af sine historier. Først og fremmest samlealbummet med 'Bolette' men også den nye version af Weneetryhl er kommet som album. Det skyldes fremkomsten af de mange nye mikroforlag, hvor glæden ved at bringe tegneserier frem vejer tungere end spørgsmålet om rentabilitet. Og Paul Arne Kring er stadig den danske tegneserieskaber som bedst slipper af sted med at tegne en veldrejet kvinde, med eller uden tøj på. Kit McCoy skulle angiveligt være inspireret af skuespilleren Louise Brooks. Vi ser også andre skuespillere gæsteoptræde i serien, blandt andet Sidney Greenstreet, Clark Gable og W.C.Fields.

P A Kring skriver selv om Kit McCoy: ”Under arbejdet med denne serie læste jeg flere gange historien igennem, indtil jeg til sidst var i total vildrede med, hvem der myrder hvem og hvorfor. Skulle læseren føle sig lige så desorienteret (og hvis de ikke gør det, er det fordi de ikke har læst serien grundigt, hvilket taler for deres gode smag) så må jeg henvise til Raymond Chandler’s 'The big Sleep', som er grundlaget for denne historie. Det gør næppe handlingen klarere, men så har man i alt fald læst 'The big Sleep'…
Lad os se lidt på den tid, handlingen udspilles i… I 1919 gennemførtes spiritusforbuddet i USA, hvorefter alle drak sig fra sans og samling. De der overlevede forbuddet lagde flasken på hylden, da det blev ophævet. Da mange som sagt drak sig ihjel, fik arbejderne på krematorierne løntillæg på grund af eksplosionsfaren. Men også små forretningsfolk (folk var mindre dengang) levede i eksplosionsfare, hvis de ikke ville indlemmes i gangsternes forretningskæder. Gangstere uden vogn holdt sig til cykelkæder.
Fitzgerald skrev Gatsby, Gatsby skrev historie og Redford skrev kontrakt. I ’25 kom radioen, og den har forpestet luften lige siden. Det samme gjorde Henry Ford – ikke Ford personlig, men hans millioner af T-modeller, som sås overalt og adskillige andre steder. Med dette indblik i en tid, som halvtreds år efter er blevet såre romantisk – hvad halvfjerdserne sikkert også bliver om halvtreds år – blænder vi op for Kit McCoy…”