ALBERTO BRECCIA

Alberto Breccia blev født i Montevideo i Uruguay den 15. april 1919 men flyttede med sine forældre til Buenos Aires i Argentina, da han var tre år gammel. Efter skolen arbejdede Breccia i et pakkeri og i 1938 fik han et job på bladet El Resero, hvor han skrev artikler og tegnede omslag.

Breccia blev professionel i 1939, da han kom til at arbejde for forlaget Manuel Lainez. Han arbejdede på magasiner som Tit-Bits, Rataplán og El Gorrion, hvor han skabte tegneserier såsom Mariquita Terremoto, Kid Río Grande, El Vengador og andre adaptioner.

I løbet af 1950'erne blev han æresmedlem af Group of Venice, der bestod af italienske kunstnere som Hugo Pratt, Ido Pavone, Horacio Lalia, Faustinelli og Ongaro. Andre æresmedlemmer var Francisco Solano López, Carlo Cruz og Arturo Perez del Castillo.

Med Hugo Pratt begyndte han på Pan-American School of Art i Buenos Aires. I 1957 sluttede han sig til udgiveren Editorial Frontera under ledelse af Héctor Germán Oesterheld, hvor han lavede flere Ernie Pike historier. I 1958 kørte Breccia serien Sherlock Time i tegneseriemagasinet Hora Cero Extra, med manuskript af Oesterheld.

I 1960 begyndte han via et Buenos Aries baseret kunst agentur at arbejde for det britiske forlag Fleetway med enkelte westerns og krigshistorier. Denne periode varede ikke længe. Hans søn Enrique Breccia ville også komme til at tegne historier for Fleetway i slutningen af 1960'erne såsom Spy 13.

Breccia og Oesterheld samarbejdede om at producere en af de vigtigste tegneserier, Mort Cinder, i 1962. Det er interessant at den udødelige Cinder er modelleret efter Breccias assistent, Horacio Lalia, og udseendet af hans kammerat, antikvitetshandleren Ezra Winston, er faktisk Breccia selv. Cinder og Winston serien begyndte den 26. juli, 1962 i Nº 714 af Misterix magasinet og løb der indtil 1964.

I 1968 fik Breccia følgeskab af sin søn, Enrique, i et projekt om at tegne tegneseriebiografien Che, the Life of Che Guevara, igen med manuskript af Oesterheld. Denne tegneserie betragtes som den væsentligste årsag til Oesterhelds forsvinden.

I 1969 omskrev Oesterheld manuskriptet til El Eternauta til den argentinske magasin Gente. Breccia tegnede historien i en decideret eksperimenterende stil. Det resulterende arbejde var alt andet end konventionelt og bevæger sig væk fra det kommercielle. Breccia nægtede at ændre sin stil, som føjede sig til tonen i manuskriptet, der var meget forskellig fra Francisco Solano López’s originalversion.

I løbet af halvfjerdserne gjorde Breccia store grafiske nyskabelser i sort/hvid og farve med serier som Un tal Daneri og Chi ha paura delle Fiabe? skrevet af Carlos Trillo. I den sidste, en satire baseret på Brødrene Grimms eventyr, leger han med tekstur, blandingscollage, akryl og akvarel. Denne teknik ville blive brugt senere i firserne af engelske forfattere som Bill Sienkiewicz og Dave McKean.

Andre historier omfatter Cthulhu Mythos, Buscavidas (tekst af Carlos Trillo), Historia Grafica del Chile og Perramus, inspireret af digteren Juan Sasturains pjece mod diktaturet i Argentina.

Breccia døde i Buenos Aires i 1993.

Bidraget her til westerntemaet er en lommeserie fra Fleetway. Jeg fandt den for over 50 år hos marskandiseren i Viborg, hvor jeg ofte kom forbi for at købe billige brugte tegneserier. Her fik jeg ekstra fint udbytte.