ULYKKESSKIBET VASA

GÖTE GÖRANSSON

Göte Göransson (1. marts 1921 – 8. marts 2015) blev født og voksede op i Bergslagen i Västmanland i Sverige. Han flyttede til Stockholm og klarede sig først som vittighedstegner og reklametegner fra slutningen af 1930erne. Hans første tegneserie hed Kajsa och Brum-Brum som lægger sig op ad Peter Plys. Efter krigen markerede han sig mere grundigt som serietegner. Han overtog hos Åhlén och Åkerlund i bladet Året Runt serieudgaven af Sinuhe Egyptiern da Bovil døde.

Da Åhlén och Åkerlund startede Serieförlaget i 1950 kom Göransson ind i serieproduktionen. I starten var det omslag til Fantomen, men snart lavede han westernserien Texas Jim og desuden serier som Tiger-Lasse og Biggles til Teknikens Värld samt Svartskäggs hemlighet og Mowgli i Kamratposten. En populær reklameserie var Varg-Olle och blå Monarkerna. Han lavede desuden mange bogomslag og var en påskønnet illustrator i forskellige ugeblade.

I slutningen af 1950erne og op gennem 1960erne optog serieproduktionen mere og mere af hans tid. Her udkom serier som Greven av Monte Cristo i bladet Televisionens klassiska äventyrshjältar samt nogle nyproducerede svenske bidrag til Illustrerede Klassikere, nemlig Kongens Ring, Karl XIIIs våbendrager, Gøngehøvdingen, Kongens Pirat og Ulykkesskibet Vasa. Sidstnævnte titel er den, vi her lader ham blive repræsenteret med. Hæftet ’Vasa’ har tekst af den kendte svenske forfatter Lars Widding.

Göransson havde ingen formel uddannelse og besøgte i længere perioder USA, Spanien og Schweiz. I 1950erne tegnede han en del serier men senere gik han mere over til at illustrere svenske lærebøger, først og fremmest historie, for eksempel Natur & Kulturs historiebøger for grundskolen, ’Ur folkens liv’.

Et af hans mest udbredte værker er nok bogen ’Karoliner’ som blev udgivet af forlaget Bra Böcker i 1976 med tekst af historikeren Alf Åberg. Bogen blev senere fulgt op af ’Gustav Vasa och hans folk’ og ’Gustav II Adolf och hans folk’ i 1994, som Göransson selv både skrev og illustrerede.

Mod slutningen af 1960erne arbejdede Göransson en del for det spanske tegneserieagentur Selecciones Ilustradas. Han lavede børneserien Kloker och Filuren i Vecko-Revyn i 1968 samt serieadaptionen af bogen Skatten i de fattiges by i Kamratposten 1971-72 og desuden Kattedamens hemlighdet efter manuskript af Olle Mattson til samme magasin.

Göte Göransson flyttede til egnen omkring Nyköping i begyndelsen af 1980erne og kom til at illustrere flere lokalhistoriske bøger, og desuden et større værk om insekter.

I 1984 modtog Göte Bild och Ord akademiets Sven Lidman pris, som belønner god information i ord og billeder. I 2002 tildeltes han Alf Henrikson selskabets pris for sin bog ’Insektvandringer’ med motiveringen ’I Göte Göranssons tekst og tegninger vokser insektverdenen frem mede magisk nøjagtighed’. Videnskabelig grundighed og kunstnerisk udformning forenes i hans indgående og omhyggelige iagttagelser af krybets liv og væsen.

Göte Göransson skrev også selv fiktion, som han illustrerede, for eksempel en del børne- og ungdomsbøger. Han var langt op i pensionsalderen stadig aktiv som illustrator. Hans sidste tegneserie var sikkert filmparodien Bröderna Jellonhjärta i svensk mad i 1978.

Da jeg skulle kopiere mit eksemplar af Vasa hæftet faldt en række bilag ud. Blandt andet avisudklip jeg havde sakset fra vores avis i min barndom. På et af dem havde jeg skrevet dato, 1958. Da var jeg ti år gammel. Selv dengang var jeg fascineret af sagen om bjærgningen. Den svenske lokalredaktion tilrettelagde også deres tegneserieudgave i begyndelsen af 1960erne, hvor interessen var på sit højeste. Der er ingen andre udgaver af ’Illustrerede Klassikere’ der har så mange sider dokumentarstof sidst i hæftet.

Når sandheden skal frem, er tegningerne i hæftet meget akademiske, og næsten alle billeder viser afstandsbilleder af grupper af optrædende set i samme afstand og perspektiv. Ansigterne savner udtryksfuldhed. Jeg må tilstå at jeg har andre hæfter af Göransson som har et mere varieret billedsprog, men den akademiske respekt for det dokumentariske i emnet har nok virket ret tyngende her, eller også skriver Widding åbenbart meget tørt og sagligt.

At valget faldt på ’Ulykkesskibet Vasa’ blev også påvirket af det ekstra personligt sentimentale moment, at det var på Vasa-varvet jeg for første gang traf Daan Jippes…