Preben Christensens Julesaga

tilbage

Flatøyslettedalssaga

1. december

En mand hed Kol. han var sønnesøn af Ketil Hammerhånd på Møre, der i sin tid kæmpede for Harald Hårfager. Kol nammede land ved Brunkefjelsvattan med sin hustru og et anseligt folkehold.
Nu flytter historien norden ud, til Flatøyslettedal. På den tid, da Erik Blodøkse var konge i Norge, sad på gården Føy i Flatøyslettedal en mand ved navn Helgrim Flatøyslettedalgode, søn af Halgrim den Væmmelige, der var af Gunulvs æt.
Helgrim var en anset mand, der var gode for Flatøyslettedalens tingkreds, han giftede sig med Halgerd Helgerdsdatter, der var af Helga Halvhjernes æt, den Helga der i sin tid slog Sigurd Skrutryg ihjel at hænge ham i loftsbjælken. 
Ved den tid hvor historien tager sin begyndelse, var det tæt på midvinter og maden var knap flere steder, da der på stranden ved Halvhøyfjelldal strandede to hvaler.
Fra alle gårde i nærheden stævnede både mod Halvhøyfjelldal for at bjerge det gode kød og fjendskab fulgte, og hårde kampe kæmpedes med lange lunser af udskåret hvalkød. Mest kød bjergede Ufred Tryne på Stada, da han i stedet for hvalkød gav sig til at slå til folk med et stykke drivtømmer. Dette fandt man i almindelighed var kløgtigt tænkt, selvom han i skyndingen kom til at svinge drivtømmeret, så han ryddede overmunden på sin søn, der siden hed Valgerd Hvalgab af samme grund.
Samlet set fik alle sig dog store portioner samlet, så man havde noget at stå imod med vinteren igennem.
Helgrim havde også sendt folk efter kød, og de kom hjem med tolv hestelæs kød, hvilket man syntes var godt værk.
Men som de red ud på grussletten ved Vemmeli, hændte det, at Mård Mårdssøn på Madøre og otte af hans folk også ville op på sletten, og da ingen af grupperne ville give sig, tørnede de sammen på den smalle stil til sletten og ufred fulgte deraf. 
Helgrims folk ledtes af hans forkarl, Glum, der greb fat i Mårds næse og vred den mange gange rundt. Det trak blod, og Glum hørte først op med at vride, da Mårds forkarl Gisse trak Glum af hesten, så han landede hårdt på jorden.
De andre fik dem trukket fra hinanden, men i tiden derefter var der koldt mellem Føy og Madøre.

2. december

På Kols gård Kedeli ved Brunkefjelsvattan, var der efterhånden småt med plads for alle sønner og deres hustruer. Kol sagde derfor til sin yngste søn, Toraren Kolssøn: ”Nu giver jeg dig våben, hest og udstyr, og lidt penge. Det er din arv, og så må du ride herfra, for jeg har ikke plads eller mad til flere.”
”Det vil jeg gøre, far, er der noget sted, du råder mig til at ride hen?”
”Jeg ville råde dig til at søge tjeneste hos min gamle frænde, Mård Mårdssøn på Madøre i Flatøyslettedalen. Vi drog ofte nok i viking sammen, og jeg giver dig en gren med.”
Han snittede nu en pind fuld af runer, og Toraren red nordpå af grusstranden og siden over grussletten forbi Myrmarskfjeldet og videre. I Sandal red han ind til sin onkel, Ravnkel Sandalsgode, og bad om at blive natten over.
Ravnkel tog godt imod ham og havde kun godt at sige om Mård på Madøre. Hans ældste søn, Torkel Torskedum, havde også tjent på Madøre en tid. ”Men se til, at du arter dig og bestiller noget, for ellers bliver Mård hurtigt umild.”
Det lovede han, og næste dag red han langs Sandalfloden til vadestedet ved Pissemyre, østpå til Mørkefjeld og gennem Mørkedalen, gennem kratskoven syd for Vemmeli og op på lien. Her blev hesten, der var en ældre hoppe, halt og han måtte søge ind på nærmeste gård, Føy, for natten.
Helgrim og Halgerd tog vel imod ham, bød ham at spise med og frittede efter nyt.
Toraren berettede, hvad nyt der var fra syd for Myrmarskfjeldet, samt hans ærinde i det nordlige. Da han nævnte Mård Mårdssøn på Madøre som sin onkel, blev der stille om bordet, og Glum rejste sig og gik ud.
Helgrim tyggede eftertænksomt en bid, sank og sagde: ”Ja, ja, Toraren, du er velkommen for natten, og en bedre hest skal du få. Men vid også, at der for øjeblikket er ondt blod mellem Føy og Madøre.”
”Du er en ærlig mand, Helgrim Flatøyslettedalgode, selv har jeg aldrig gjort nogen fortræd, og ondt blod kan vel blive godt igen?”
”Måske.” sagde Helgrim, og ville ikke tale mere om den sag.
Næste dag skiltes de i fordragelighed, og Toraren red over Vemmeli og langs Madørebækken, forbi det gamle tingsted og ind på Madøre.
Mård havde næsen bundet ind, men tog godt imod ham og læste runekvisten. ”Det glæder mig at høre fra min gamle frænde, og du er så velkommen. Men den hest ser mig bekendt ud?”
”Ja, min gamle hest blev halt, så jeg overnattede på Føy, og Helgrim gav mig denne.”
”Det var pænt af ham, men om du fortsat vil være her, må du holde dig fra Føy, vi har ondt blod, skal du vide, og min næse er uhævnet.”
Det lovede Toraren, og man talte om andre ting.

3. december

Det stundede mod vintertinget, men Helgrim trykkede sig ved at kalde til ting: han frygtede at en tvist mod folkene på Madøre ville bringe megen ufred med sig på egnen.
Han spurgte Halgerd et par gange, men siden hun var blevet trampet ned af en fåreflok for tre somre siden, og grundigt bidt, var hun ham svar skyldig i det meste. Hun var ikke for ingenting datterdatter af Helga Halvhjerne.
Da sagde Helgrim: ”Alle går til mig for at få råd og svar. Hvorhen vender jeg mig selv?”
Han spurgte sin forkarl, hvordan han så på den skade, han havde lidt i sit fald fra hesten, og Glum svarede:
”Hårdt var faldet
Gisse voldte
Hårdere dog 
Vredet i 
Mårds næse
Umild tanke
Kommer ikke fra mig.”

Det beroligede Helgrim lidt, men han kendte jo ikke Mårds planer.
På Madøre ville man stævne Helgrim Flatøyslettedalgode og hans folkehold for såkaldt ”Villet Vold”: Det betød, at de mente, Føy folkene havde planlagt hele affæren, og for dette skulle Glum erlægge 10 øre sølv. Ville han ikke det, ville Gisse møde ham i holmgang på stedet, og derfor var Mård ivrig efter at møde så talstærkt på tinget som muligt. 
Mårds hustru, Gullbrith, sagde da: ”En øm ryg? En øm næse? Her øves sandelig storværk! Var min navnkundige frænde, Gnupa Gårdgang * i live, ville han græmme sig ihjel over mændene på Madøre!”
For dette langede Mård hende en sådan lussing, at hun styrtede om, og man talte ikke mere om dette. Hun sørgede dog for ved sladder, at han siden blev kaldt Mård Hustruhelt, et tilnavn han græmmede sig meget over.
Store fugletræk kom nordfra, holdt rast på Island og fløj sidenhen mod syd, og en tid lang var alle optagne af at jage fugle, plukke og ryge dem.
En dag var tingdagen dog hen, og Helgrim red selvtiende rundt med stikken.

*: Gårdgang: At opsøge og dræbe en mand i hans eget hjem.

4. december

Man mødte talstærkt op på Flatøyslettedaltinget. 
Mård Mårdssøn mødte op selvtolvte, idet han også fulgtes med sine to fætre, Traen Søndenfarer og Iller Illugedalskæmper, begge sønner af den berømte stormand, Haldur Højtjodler, som også var Mårds onkel. De vakte opsigt på tinget.
Helgrim Flatøyslettedalgode havde også gjort sig sine forberedelser, og flere af egnens bønder havde tilsagt ham deres støtte. Således var både Torkel Tungnem på Grim, Sigfus på Skadevold og Kjartan Kolbøtte på Gulefjeld fra starten på hans side, og han mødte selv på tinget selvnittende, i spidsen for sit folkehold.
På tingets første dag, drøftede man andre sager. Således havde den irske abbed Ulækker af Dublin sent en munk, Bladan, til Island, og abbeden ønskede nu stormændenes støtte til Bladans forkyndelse.
Dette ønske mødtes kun med ringe forståelse, og enden blev, at Bladan fik tre døgn til at fjerne sig fra tingkredsen, thi ellers ville han blive dømt fredløs.
Først efter frokost på andendagen, kom Mårds sag for. 
Mård førte selv anklagen, han anførte præcedens og vidner, og mange beundrede hans lovkyndighed, selv om tilnavnet ”Hustruhelt” skæmmede hans sag.
Helgrim førte også selv sin sag, og ingenlunde udygtigt.
Det var blevet sent på dagen før sagen var ført til ende, og domsmændene ville først komme med en kendelse dagen efter.
Man lejrede sig på Flatøysletten, hver efter sin husstand, og således, at Mårds tilhængere lå på den østre side af elven og Helgrims på den vestre, og det var tydeligt, at Helgrims lejr var den største.
”Flest er ikke bedst!” sagde Mård, da han så Helgrimpartiets mange bål.
Det samme mente Helgrim, da han så styrkeforholdet, og han drøftede med Torkel Tungnem, Kjartan Kolbøtte og andre, om han skulle søge forlig uden om retten.
Det var de alle plat imod, og Sigfus talte nok for mange, da han sagde:
”At søge forlig på så fremskredent et tidspunkt, kunne forlede tinget til at tro, at vi tvivler på vor egen sag. Bedre at vente.”
Man mente dog også, at det ville være klogt, om Glum var parat til Holmgang.
Det erklærede han sig rede til.

5. december

Nu oprandt anden tingdag, og dagens første punkt var sagen mellem Helgrim og Mård. Domsmændene afsagde deres kendelse efter de gamle skikke, og den lød således: ”Glum dømmes som ufredsmand i denne sag, og må erlægge fem øre i bødet sølv.” Helgrim syntes, at det blev noget dyrt hvalkød, han havde fået, men erklærede sig villig til at betale sølvet, hvis Mård erklærede sig enig. Det var nøjagtig den halve mængde sølv af, hvad Mård havde tænkt, selv om tinget principielt gav ham medhold, han var i vildrede, og udbad sig betænkningstid. Sagen blev kompliceret af, at striden ville stå mellem Glum og Gisse og ikke mellem ham og Helgrim. Efter at have konfereret kort med Gisse, gik han i retten igen.
Man havde netop ført en sag, hvor en pige havde stævnet tre forskellige mænd som fædre til hendes barn. Besvangringen mente hun var sket nogenlunde samtidig, mens hun flåede sæler i det store sommerdræt ved Virvårvyrvattn. 
Nu talte Mård med noget besvær grundet sin sårede næse:
”Jeg godtager ikke dommen, der sætter erstatningen alt for lavt. Jeg begærer 10 øre bødet sølv eller Glum må møde Gisse på holmen i elven!”
”Og Glum er rede!” råbte Glum, og trak sin økse og sit skjold ud af oppakningen han havde under sin kappe i Helgrims lejr.
Helgrim tog sin hjelm og sine armbeskyttere: ”De er måske lidt gammeldags, men tror du, de stadig kan være til gavn?” ”Ja, bestemt!” sagde Glum og strakte armene ud. ”Godt, så vil jeg bære dem, til hvis der bliver ballade!” Og så tog Helgrim dem selv på.
Gisse og Glum var nogenlunde lige høje, Gisse måske en kende bredere. Begge var de bevæbnede med brede økser og med runde skjolde, og ingen af dem bar anden beskyttelse eller bevæbning.
De stod overfor hinanden på Holmen, og oldermanden læste de gamle regler op.
Uanset kampens udfald, endte striden her, uden hævn. ”Begynd!” Råbte oldermanden, og ville skynde sig væk fra Holmen, men gled og stod lige på røven i elven, med kappe og det hele, til Flatøyslettedalboernes samlede jubel.
Glum gik frem mod Gisse, begge havde de løftede økser. Glum sparkede hårdt til en sten, der fløj i panden på Gisse, sprang frem og sparkede ham hårdt i maven, greb ham i håret og trak ham forover, ud i vandet. Han satte en fod hårdt mellem Gisses skulderblade og pressede hans hoved under vandet. Gisse sprællede og sparkede, men han kunne ikke komme op og finde fæste på elvens grønsmattede sten.
”Vil Mård bøde 10 øre sølv for sin forkarl?” spurgte Glum.
Stilhed. Gisse sprællede svagere, og luftboblerne fra ham blev mindre.
”Ja. Ja, det vil jeg!” fik Mård sagt, Glum lettede sin fod, og hostende, gurglende og spruttende kom Gisse op.
”Jeg lyser rettens kendelse på lovbjerget: Der er forlig mellem Mård Mårdssøn og Helgrim Halgrimssøn, og ingen hævn, formedelst 10 øre erlagt sølv.”

6. december

Man red fra vintertinget i blandet humør. Mård var rasende over den vending, sagerne havde taget, han følte, at hele tinget havde givet ham ringe anseelse, og han pønsede på hævn.
Helgrim var lettet over, at sagen var endt så relativt fredsommeligt, og han håbede nu på fred vinteren igennem.
Hvad Gisse angik, var han mere end tilfreds med at have overlevet, og mindet om hans tid med ansigtet under vand fik ham til stadighed til at gyse. Han syntes jo også, at han havde gjort sit for Mård, og hvis Mård var utilfreds, kunne han jo selv møde Glum.
Til dette sagde Mård intet.
Der var nu fredeligt en tid. Den irske munk Bladan skulle jo have forladt egnen efter vintertingets kendelse, men det gjorde han ikke. Det spurgtes viden om, at han gemte sig i fjeldene i stedet, særligt hvor små gejsere gjorde ham luften mild. Han levede som en vild og tog sin føde, hvor han kunne, ofte overnattede han på gården Pløre, der i sin tid blev forladt, fordi man mente det spøgte. 
Men der var dem, der sagde, at der her og der på gårdene var hemmelige kristne, der støttede ham med, hvad de kunne.
Helgrim var som gode forpligtet til at holde tingets domme i hævd, og efter vintersolhverv samlede han en anselig styrke til at fange Bladan. På disse ture deltog også Mård og hans folkehold, her i blandt Toraren, og Glums lillesøster Thurid, der tjente på Føy, drev to pakheste med mad til folkene.
Bladan var en ret ung mand, lys i huden og med raget hoved. Han var hurtig, udholdende og snedig, og skønt Helgrim efterhånden havde en hel, lille hær til at ride rundt i det mest rædselsfulde vejr og æde Helgrim ud af huset, var det dem plat umuligt at fange Bladan.
Snart var han set prædike ved Fnifnyfnafjedlet, snart ved Pissemyre, og hver gang halsede Helgrims folk afsted som en skid langs en gardinstang – våde, kolde, sultne og udmattede – uden held. Viden om begyndte folk at trække på smilebåndet af Helgrim Hærfører og hans Uheldige Hird, og det nagede Helgrim ved dag som ved nat.

7. december

Bladan trak sig tilbage til Pløre, da han var våd og kold, sulten, træt og beskidt.
Men Helgrim var lige bag ham og red selvtyvende, inderligt træt af hele denne affære.
Der var vinterfangst og fiskeri og sager at tage sig til, og han følte sin alder trykke.
På Pløre havde Bladan indrettet sig tåleligt, og han havde blandt andet et rum at bede til den kristne gud i. Abbed Ulækker forlangte af sine munke, at de ikke bar våben, men havde også sagt: ”Sten er ikke våben!”, så Bladan havde en hoben af små, runde sten samlet, der lå godt i hånden.
Helgrim sagde til sine mænd, men de krøb sammen på en bjergskråning, og slud piskede dem i ansigtet, mens de gnavede kolde, hårde brødskorper: ”Bladan kan ikke være ude i dette. Når vi har spist sniger, vi os til Pløre i ly af tykningen. Så har vi ham.”
De begav sig nu til Pløre, der ligger for enden af Latterli, hvor den begynder at skråne op mod Plørefjeld, og uvejret skjulte dem godt. Men Bladan holdt Pløre helt i mørke, uden bål eller noget, og det lykkedes ham at se den store hoben mænd og heste, der fremstod sorte mod den gråsorte sne i dalen. Da løb han hen til en række store sten, han havde rullet op på helt små støtter, og sparkede støtterne væk. 
Stenene rullede ned i dalen, tre af dem tog mænd og heste skrigende ned i dybet.
”Han er deroppe!” skreg Torsten Tungnem. ”Du opfatter da også alt.” sagde Helgrim.
Han rådede dem nu til at sidde af, efterlade hestene og sprede sig ud. Det gjorde de, og Bladan ramte kun en, Iller Illugedalskæmper, Mårds fætter. 
Idet han favnede en vældig klippeblok, hamrede den ham en to tre gange ind i klippevægge før den tog ham ud over Bratskrænt og ned i havet. 
Han drev først i land fire dage senere på Skratteskær, som da omdøbtes til Illers Ende.
De resterende 16 havde nu en del at hævne, og de stormede med hærskrig Pløre.
Toraren Kolssøn var først ved den gamle gård, og blev ramt af en anselig sten ret i ansigtet. Han sank om, og måtte plejes af Thurid Glumsdottir. 
De øvrige fik en hel spand knytnævestore sten ned over sig, og atter en, og de måtte trække sig tilbage i læ for både uvejr og sten.
Mens de gjorde dette, sneg Bladan sig stile mellem dem og bort fra Pløre.
Da dagslyset kom, stormede Helgrim og hans flok Pløre, men fandt den tom, og Helgrim var nu af den formening, at Bladan blev sværere at få ram på end som så.

8. december

Helgrim havde kun haft ringe anseelse af historien med Bladan. Oldermanden, Traen Lampe på Tovli, besøgte Føy et par dage senere, og bebrejdede ham hans ringe indsats.
”Jeg fatter ikke, hvorfor vi gider have ting overhoved, hvis dets domme ikke bliver ført ud i livet.” ”Lad du mig passe mit, Traen, så har du bedre tid til at stå på røven i vandløb, som du jo synes at holde af.”
”Nu skal du ikke for dygtig, Helgrim, og hvis du endelig skal være det, så kan det være til at fange blegfesne, irske drengerøve med hul i håret.”
Oldermanden beredte sig på at drage videre, han syntes ikke, det havde været en hyggelig visit. ”Men alvorligt, Helgrim, hvis 20 stoute karle, bevæbnede og alting, ikke kan fange en munk, vil man tænke ringe om os. Du mistede fire mand, og Iller Illugedalskæmper blev først fundet i morges helt ovre ved Skratteskær.”
”Ja, og så har vi jo en såret, også, ham må vi have på Føy til han har det bedre.”
Traen og Helgrim kiggede ind til Toraren Kolssøn, der netop var ved at blive kildet af en storfnisende Thurid Glumsdottir.
”Nåeh…ja, han klarer sig jo nok!” grinede Traen, og Helgrim mente, at man kunne få værre pleje.
Men ellers var det hele kedeligt nok, egnen summede af rygter om Bladan, der prædikede her og der og alle vegne, og mente det var hans gud på de krydslagte bjælker, der havde reddet ham fra Helgrim. Kun Mård Mårdssøn gik rundt på Madøre og grinede så bredt, at han kunne bide sig selv i ørene. Skønt Iller Illugedalskæmper havde været hans fætter, havde Bladan sagen skaffet ham lidt oprejsning, syntes han.
I disse dage var det et vældigt stormvejr vestfra. Og da det løjede af, var der tykt af godt drivtømmer på alle vestvendte strande. Og lige efter, kom der vældige fiskestimer nordfra. Så alt i alt, syntes folk, at de kun havde ringe tid til irske munke.
Tiden kom, hvor Toraren Kolssøn måtte tilbage til Madøre. Han fik sin gamle hest tilbage, og lovede Thurid, at han i foråret ville tale med Glum.
”Han godt blive lavsindet, hvis ting går ham imod.”, sagde hun.
”Det kan jeg også.”, grinede han.

9. december

Folk fylkedes på stranden ved Halvhøyfjelldal. Heste blev redet ud i vandet og trak træstammer op på stranden. Længere inde tændtes de store rygebål til rygning af de mange fisk, som båd efter båd bragte ind fra havet. Folkene i bådene roede og sejlede og stagede sig ind mellem træstammer, heste og mennesker, tømte deres laster for fisk og begav sig efter den kortest mulige rast atter ud på åbent hav, til de store fiskestimer. 
Hele husholdninger var nu ved kysten, og både Stada, Føy, Madøre, Skadevold og de andre store gårde lå øde hen, mens der knokledes ved nat som ved dag.
Helgrim slæbte stammer ind fra havet med den store hest, han engang hentede i Frisland. Skønt øm i alle led og våd til over livet, holdt han øje med Glum og Gisse, at ikke gammel ufred skulle bryde op. Mård var ikke langt fra ham og gjorde det samme.
Glum var ved rygebålene, og meget optaget af at holde øje med Toraren Kolssøn, der sværmede om Thurid som bier om en honningkrukke, men han hilste dog også på Gisse et par gange, når Gisse styrtede forbi med børfulde af fisk. 
Et kort øjeblik, standsede han sin tomme bør ved Glums rygeplads, og Glum spurgte, hvordan han havde haft det siden tinget. Gisse tørrede sveden af panden, åndede dybt ind og pustede langsomt ud. ”Dette gør jeg med langt større fornøjelse efter tinget end før!” grinede han, og Glum, måtte også smile: ”Ja, den slags bliver en dyrebart, når det har været tæt på.” Men Gisse mente nu også, at Glum var en hurtig og udspekuleret rad, der havde fundet et godt kneb på ingen tid.
”Hellere lidt vand end meget blod, det tænker jeg, du vil være enig med mig i?”
”Jo, særlig hvis blodet var mit!”
Glum frittede nu Gisse ud om Toraren, der var i gang med at drille Thurid med et bundt tørrede kviste, som han kildede hende i nakken med.
De stod lidt og kiggede på de to unge, mens Gisse fortalte, at Toraren var en flink fyr, meget hurtig til sit arbejde og vellidt af alle.
”Og han har åbenbart øjnene med sig,” grinede Gisse.
Toraren rendte til og fra enebærkrattene med en kort økse. Han huggede store favnfulde kvas med øksen, og bragte dem til rygebålene. Lidt fra ham gik en træl i en mørk kappe med hætte og samlede kvas, og skønt Toraren hilste venligt på ham, svarede manden kun med gutturale lyde, så Toraren tænkte, at han nok havde mistet tungen engang.
Havde han set ham forfra, havde han set det lille sølvkors om halsen og Bladans skæve grin.

10. december

Som fisk og tømmer blev bjerget, gik et stort skib op på gruset ved Grågrusgusstranden. Det tilhørte Torv – Einar Ragnvaldsson, søn af Ragnvald Mørejarl, og det var på sin rejse fra Norge til Orkneyø slået så ganske ud af kurs efter stormen.
Torv – Einar var en stor og kraftig kriger. Han førte sin lille datter Tordis med sig, hun blev siden gift på Island. * Skibet havde fået et par gok, så det var heldigt, at man havde rigeligt tømmer. De blev liggende en uge, og Helgrim havde god handel ved at sælge forsyninger til dem.
Der var den særhed ved Helgrim, at han blev i ganske mildt humør, hvis der var godt med sølv i hans kiste, og han gjorde sig en tur langs stranden efter sine handler.
Nu skimtede han i slåenkrattet et par mennesker og hørte lave mumlende stemmer. Han troede først, det måske var et kærestepar og sneg sig nærmere.
Men da han så, at det var Bladan, der troede sig uset og derfor holdt andagt for et par trælle fra Torv – Einars skib, trak han sit sværd, stormede ind i den lille lysning og greb den unge munk i kraven:
”Nå, dit lille svin, nu har jeg dig endelig!”
Bladan fægtede vildt omkring sig med sine lange, tynde arme, men han kunne intet stille op overfor den rasende Helgrim. Trællene løb i panik et stykke bort.
Helgrim havde først tænkt sig at dræbe munken, men grundet trællene fik han en anden ide: ”Nu får du to muligheder: Enten rammer jeg sværdet her op i røven på dig til skæftet, endskønt det er ilde handlet med så godt et sværd. Eller også smugler dine nye venner dig med op på Orkneyø skibet og tager dig med. Hvad vælger du?”
Bladan fik kun med besvær fremstammet: ”Jeg vælger skibet, Helgrim. Åh, Gud…”
Og han talte ikke mere, men de tre trælle fik ham viklet ind i et tæppe og ombord, og de sejlede næste morgen mod Orkneyø.
Helgrim talte kun med sin datter, Solrun Syrlig, om det på sit dødsleje mange år senere.

12. december

Med Bladan borte fra Island, nød Helgrim større anseelse, og Mård var også tilfreds.
Tillige søgte en del unge mænd i den følgende tid til Orkneyø, så at man havde ro nordpå meget af vinteren.
Det havde man til gengæld ikke længere sønden ude, hvor Torarens far Kol havde fået en strid på halsen, der spurgtes om længe efter.
Syd for Brunkefjelsvattan boede Torkel Tykpande. Han var en stridbar og ætstolt mand, der på mødrene side kunne regne sig i slægt med Sigurd Fasterskæg på Mare.
Torkel regnede Brunkefjelsvattan som sit fiskevand, og tålte ikke, at andre fiskede der.
Kol lod sig dog ikke afskrække, og fiskede ufortrødent i fjorden. Da Torkel hørte dette blev han rasende og sejlede ud for at standse Kol, om nødvendigt med vold. Det kom til strid imellem dem, og enden blev, at Kol ramte Torkel hårdt med en åre i tindingen, så Torkel røg over bord og druknede.
Torkels slægt, nu anført af Torkels lillebror, Guttorm Gak, anfaldt to dage senere Kols gård Skiderende med en stor mængde folk. Det blev et slag man talte længe om, for Kols 11 sønner og tre fætre var der for at hjælpe Kol, der længe holdt Guttorms folk stangen med sin lange bue. Da endelig Torkels slægt brød gennem Kols forsvar, mødte de så forbitret modstand, at de mistede 7 mand, deriblandt Øystein Øksehug, der havde været Torkels svoger. Til gengæld satte Torkelslægten ild på Skiderende, der brændte ned til grunden, dog uden at nogen afled.
På det følgende ting, stævnede Guttorm Kol til Holmgang, og efter en lang, hård kamp kløvede Kols økse Guttorm fra hals til skræv, så han hurtigt afled.
Det ændrede dog ikke på, at Kol og hans store familie, stod uden tag over hovedet midt på vinteren, og det blev nogle barske uger.
Heldigt for ham var det, at han så længe havde vist sig som en god ven mod mange, så hjælpen nu strømmede til. Således sendte Mård på Madøre både penge, tømmer, heste og folk sydpå, og snart var Skiderende genopført.

13. december

Da der i nord spurgtes om de voldsomme begivenheder i syd, løb det Helgrim koldt ned ad ryggen. Tanken om Føy i flammer mere end antydede, hvor kløgtigt han havde gebærdet sig, både i forhold til Mård og Bladan. Han var ikke selv i slægt med folkene på Skiderende, men han gav gerne Toraren hans gamle hest tilbage, da Mård sendte en gruppe folk sydpå for at hjælpe Kol.
Toraren, Gisse og to brødre ved navn Fenge og Gnupa, der begge hørte til Mårds folkehold, red til Skiderende, hvor Kol tog vel imod dem. 
”Nå, knægt, hvordan bekommer livet dig oppe hos de vilde?”
”Jeg har det som en gris i mudder, far, de er rivende gale, men på en hyggelig måde. Og jeg har mødt….en….”
Dette sagde Kol ikke noget til, han grinede smørret, og fortalte Toraren og de andre om de voldsomme begivenheder på Skiderende.
Helgrims og Halgerds ældste søn, Gunnar, stod til at arve Både Føy og alle pengene. Alligevel var han ikke glad, for Thurids forgabelse i Toraren var kommet hans planer slemt på tværs. Da han fornam, at han ikke kom nogen vegne med hende, besluttede han sig for at klargøre et skib og drage mod Orkneyø med så mange, der gad følge ham. Han spurgte sin far til råds.
Helgrim spurgte ham først, om han var bindegal. At sejle til Orkneyø på denne tid af året og uden erfarne folk ombord, var nærmest selvmord. Helgrim frittede Gunnar om hans motiver til at forlade Island nu, men Gunnar ville ikke ud med sproget. Helgrim kastede ham da til jorden, smed sig selv ovenpå, og kørte sine knoer hårdt op og ned ad Gunnars ribben, til Gunnar skrigende fortalte om sin skuffelse over Thurid.
Da indså Helgrim, at der intet var at gøre, og med tungt hjerte gjorde han alt, hvad han formåede.
Det lykkedes Gunnar at samle en god, om end meget ung, besætning, og trods hårdt vejr kom de til Orkneyø. Gunnar var et år hos Torv – Einar, hvor han hentede en del hæder, hvorefter han tjente hos Sigfred af Dublin og vandt sig et navn.
Han giftede sig med Gunhild Gulesdottir og tog hende med hjem til Island.
Han overtog sidenhen godenavnet fra sin far.

14. december

Nu knokledes der på Kedeli, mange unge mænd var borte fra Island og en del ballademagere var slagne ihjel. I Flatøyslettedal knoklede man på med vinterens sysler, så meget mere som der nu kom flokke af spættede sæler på besøg på mange strande. Husholdningerne på Føy, Stada, Madøre, Skiderende – og dem på Væmmeli, Latterli og andre steder, flokkedes ved kysten og havde god jagt. Dette gjaldt ikke kun kødet men også de mange gode pelse, der her var at få.
Dog hændte det, at to mænd, Gnupa og Hedin, der tjente på hver sin gård, kom op at toppes om den samme sæl.
Den lå og solede sig på et grundet stykke is, og de sprang fra hver sin side op på flagen og løb mod den. De satte så omtrent samtidig spyddene i sælen, og nu startede et vældigt mundhuggeri om den store døde sæl, der endte med en kamp på spyd.
Ingen af dem havde skjold eller hjelm, da de ikke havde regnet med kamp, og det blev en mindeværdig kamp. Langsomt fylkedes folk på stranden, for at se på denne forestilling. Der var ikke rigtig mulighed for at støde modstanderen nedefra, da de stod på hver sin side af sælen. 
For at bryde dødvandet, svingede Gnupa pludselig sit spyd sidelæns i hovedet på Hedin, og ramte ham derpå hårdt i brystet med den stumpe ende. Hedin røg baglæns ned på stranden, greb to nævestore sten og ramte Gnupa lige på næsen med den ene. Gnupa sprang i raseri og med hævet spyd over sælen og mod Hedin, men han smed nu den anden store sten lige i hovedet på Gnupa – samme sted som før, omtrent – og Gnupa fik et underligt ansigtsudtryk på, og faldt om. Hedin gik hen til ham med spyddet hævet, men det viste sig at være uklogt. Gnupa for pludselig op, greb Hedins ene ankel og trak den til sig, så Hedin tungt ramte gruset.
Gnupa greb Hedins spyd og tævede Hedin igennem med det, skønt han græd og bad for sig, og han standsede først da Helgrim, Mård og andre bønder greb ind.
Der boede i en ussel hytte ved stranden en fattig mand ved navn Einar, som altid manglede lykke. Helgrim dømte nu, at sælen tilfaldt Einar, og Einar blev meget glad, for kan og konen og deres børn led en del af sult den vinter.

15. december

Som man nærmede sig midvinter, red Helgrim rundt og bød naboer, slægt og venner til midvintergilde en uge senere. Helgrims gilder var kendte og skattede og mange gav jaord. På gårdene begyndte man at bage og stege, for det gav ringe anseelse at dukke tomhændede op. Helgrim bød også Einar på stranden og hans hustru Gunvor, men de trykkede sig, og kunne ikke rigtig bekvemme sig til at give tilsagn.
”I plejer da ikke at være menneskesky!” mente Helgrim, men de sagde, at de ikke havde noget at komme med, og de ville ikke ynkes.
Helgrim bad da Gunvor opstalde hans hest, mens Einar og han gjorde sig et vend ud.
Endnu var der blisgæs i fjeldet, og med lidt snilde tog de 20 velvoksne fugle. Dem bragte de til Strandhytten, hvorefter de gik ind mellem de store sten, hvor sneharerne havde deres skjul. Når de var to, var det ingen sag at få sig en ordentlig fangst, og Einar mente han måtte få Gunvor til at hjælpe sig fremadrettet med at fange.
Tilbage ved strandhytten, var Gunvor og ungerne gået i gang med at slagte og plukke og udbene og ryge, og det sidste vend tog Helgrim og Einar efter skaldyr, som de bragte hjem i store sække med vand.
”Kommer i så?” ville Helgrim vide, og nu gav de begejstret tilsagn, for nu havde de noget at bringe med.
Samlet gav 23 gårde – hele tingkredsen, faktisk – begejstret tilsagn, men på Madøre trykkede Mård sig lidt. Vel var man forligte og sådan, men nederlagene sved alligevel, og ligefrem ride til gilde? Enden på det blev dog, at Gullbrith fik ham besnakket, så han nølende gav jaord. Hans folkehold blev stærkt begejstret, og man gik straks i gang med forberedelserne.
På Føy slagtede man tre får, tre svin, en kalv og en ældre ko, der var holdt op med at give mælk, og Halgerd bagte en vældig hob boller og brød, samt lod rulle hele fire tønder øl op. Og gårdens folk sattes tillige til at samle vældige mængder af tørt træ ved stranden, for det skulle ikke hedde sig at man frøs på Føy.
Unge mænd og unge piger tænkte og lagde planer og skrev små beskeder, for det var tit ved midvinters mange gilder, at trolovelser og giftermål blev bestemt og afgjort.

16. december

Folkene begyndte at vende hjem fra Kol på Kedeli. De efterlod sig en flot gård, og Kol havde været gavmild med mad og løn. Toraren holdt ind ved Føy for at aflevere den lånte hest og…og .. og lidt andet, og da han hørte, at der vankede en midvinterfest på Føy, var han svært tilfreds.
Nu følger noget grusomt.
Som altid havde man haft flere svære storme hen over vinteren, men efter de mange sæler fulgte en ganske særlig styg en af slagsen. I tre døgn rasede stormen, og de hushøje, sortgrønne bølger hamrede mod Halvhøjslettedalsstranden med uformindsket kraft. Da den endelig løjede af, lå et kæmpestort skib uden master men af et udenvælts snit og rullede i brændingen neden for Strand – Einars hytte. Einar red hurtigt rundt og fik naboerne samlede, med reb, heste og et par joller.
Der mødte dem et frygteligt syn, da de med meget besvær kom op på skibet.
Skibet havde været drevet af årer, og de mænd, der havde trukket årene – små mænd, halvnøgne og brune – havde været lænket til deres årer, og var nu døde, enten af drukning eller kulde. Af besætningen var ingen spor, og man måtte antage, at de var drevet over bord. Hvis de var gået i mindre både for at bjerge livet, måtte de være afledne, da intet kunne have overlevet den storm i en jolle.
Kun en af rortrællene levede endnu, en ganske ung mand, der skreg højt af mændene på et sprog man ikke forstod, og som kort efter sank død sammen over sin åre, uden at man havde formået at få ham løs.
Det var stygt, og der blev stille blandt mændene.
Men skibet havde også en stor og righoldig last: Blødt klæde, som de berejste kunne fortælle handledes i Særkland, tønder med en rød og stærk, syrlig drik, som Helgrim kendte som vin, sække med korn, pakket så snedigt at det endnu var ganske tørt og lige til at grutte, tønder med saltet fårekød og oksekød, tusinder jernstænger til smedjerne, flasker med duftende olie til at vaske sig i og endelig et stort udvalg af meget smukke våben. Enkelte sværd havde et lidt for fremmed udseende, med krumme klinger og dingeldangel, men der var masser af lige og meget smukke, rageknivsskarpe sværd, der syntes af hårdere metal end de hjemmelavede.
Lige så godt var den ret store mængde kostbarheder, man fandt i, hvad der måtte have været kaptajnens kahyt, og hvor en rasende jagtfalk af en slags endnu flagrede omkring i en lædersnor, indtil en af mændene skar snoren over, så det arme dyr kunne flagre ud af et lille vindue.
Der var tre vældige kister, som man med stort besvær fik bakset op og ind på stranden
Da et par velrettede økseslag fik låsene af og de tunge, hvælvede låg kunne svinges tilbage, lød et suk af benovelse fra folkene:
Der var mønter i alle tykkelser og størrelser, Nogle i guld, andre i kobber, men langt de fleste af sølv.
Traen Lampe, oldermanden på Tovli, rømmede sig. ”Det er heldigt, at man befinder sig på det nordlige Island. Alle andre steder ville folk være så uforstandige at fare i fjendskab over alle disse kostbarheder. Så kunne hele flokken ligge kolde og døde ved siden af et bjerg kostbarheder! Men fordi vi nu er klogere end alle andre – og det være sagt i al beskedenhed – lader vi tinget fordele alt dette, maden, sprutten, kludene og stakaterne!”
Dette synes man var forstandigt tænkt, og begyndte nu i fordragelighed at fordele det vældige bytte.

17. december
Det tog dage, men såvel Traen Lampe og Helgrim stod på deres: Lige dele til alle involverede, uden persons anseelse. Man kom dog ikke uden om, at Strand – Einar havde set skibet først og også rørt det først, samt at skibet lå på hans grund, så han fik en vældig part. I alt var 122 bønder med samt 300 karle involverede, men her gik det efter hoveder og ikke efter høveder.
Guld, sølv, kobber, klæde, korn, kød, jern, våben, vin og det hele blev fordelt retfærdigt, men meget forskelligt. Helgrim havde som ganske ung tjent i kejserens livvagt i Miklagård, og han huskede med tårer i øjnene den græske vin, og det blev en solid del af hans bytte. Traen Kolssøn tænkte på at stifte eget bo og familie, og havde ligeså meget brug for vin som en død mand for varme omslag. For Sigfus Jern, smeden på Underli, var det fine stangstål faktisk bedre end guld og sådan var det så forskelligt fra mand til mand. De gifte turde ikke komme hjem uden det fine, bløde klæde og masser af det fine salt, der var hele bjerge af.
Skibet selv havde masser af værdifuldt tovværk og planker, men Einar syntes ikke, man skulle ribbe det helt: ”Vi kan ikke befri de døde stakler fra deres lænker, uden at Sigfus Jern og Arni Ambolt drager hjem og henter værktøj, og det tager tid, særlig når Varmebæk svulmer af vinterregnen. Derfor synes jeg, vi skal lade skibet være deres ligbål. Vi ved jo ikke, hvordan skik og brug har været i deres hjemland, og var de trælle, kommer de nok fra alle mulige steder, men så har vi da gjort vort. Jeg gruer over deres skæbne, lænker man en mand på et skib, dømmer man ham til døden om noget går galt. Og det synes jeg ikke nogen har fortjent.”
Det var der bred enighed om, og senere antændte man det store skib, som brændte i to dage. Således ærede man de lænkede mænd.

19. december

Der herskede en stor fred på egnen, da alle helst ville sidde hjemme og nyde de gode sager, de havde fået fra det store skib. Helgrim drak dybt af sin vin og overalt var der stor tilfredshed.
Dog ikke for Gnupa og Hedin, der ikke anså deres mellemværende for afgjort. Begge mente at han kunne have vundet, og at han i øvrigt havde haft mere ret til sælen end den anden. Gnupa tjente hos Snorre Nosse på Hul, og Hedin hos Torulf Sær på Øde. De aftalte nu at mødes på den lille Holmgængerholm midt i Fisfusfossen, hvor ingen normalt kom, fuldt rustede, for derved at kunne afgøre – en gang for alle – hvem sælen burde have tilfaldet. 
De mødtes som aftalt ved Fisfusfossen ved daggry, gik ud på holmen og begyndte.
En tid lang udvekslede de drabelige hug, først på spyd, og siden, da spyddene knækkede, på de nye, fine sværd, de havde fået fra det store skib. Kampen var fuld af feje tricks og beskidte kneb, spark efter skridtet og snotklatter i øjet. De nye sværd var dog overraskende skarpe, de gik begge – på samme tid – gennem den andens skjold og direkte ind igennem kroppen på den anden. De faldt til hver sin side, begge så stridt blødende at de vidste, at de begge skulle dø her.
Da kvad Hedin: ”Let gik Gnupas
Vælske klinge
Gennem min brynje
På Holmgængerholm
Rask går både
Blod og liv ud af mig
Jeg fortryder intet.”

Da kvad Gnupa: ”Hedin hentede
Livets luer
Fra mit ulivssår
Nu må Snorre 
Selv sanke kvas
Og drive får.
En stund var de tavse, mens kulden langsomt kom sivende, så afled de.
Man fandt dem først tre dage senere.

20. december

Det blev endelig dagen, hvor man indfandt sig på Føy. De kom fra hele tingkredsen, og i den store hal blev der trængsel.
Da alle var bænkede, og havde fået bægrene fyldt, bød Halgerd velkommen. 
Dernæst bar man maden ind, både Føys og hvad gæsterne nu havde med. Kvinderne slæbte og arrangerede, og varmen fra kogebålene bredte sig i den store hal. Det var snart helt mørkt udenfor, men i hallen var der så varmt, at nogle næsten kom i sved.
Helgrim havde jo ladet slagte en betragtelig mængde, og der manglede intetsteds kødmad. Tillige var der fisket, jagtet og samlet, så med gæsternes medbragte turde man nok se midvintergildet imøde.
Men så var der også larmen, der nok kunne tage vejret fra den, der til dagligt tullede rundt på en lille gård midt i ingenting og ikke rigtig så andre. Efter et par bægre hørte man til stadighed Mårds høje vrinsken af en latter, hver gang han havde fortalt, hvad han selv mente var en vittighed. Toraren begyndte tidligt at hælde på Glum, der fra starten havde holdt skarpt øje med ham og Thurid. Det ændrede sig snart, for den ældre mand var ikke stærk overfor øl og mjød. Da Glum syngende kravlede rundt på alle fire, turde Toraren endelig sætte sig over ved siden af Thurid, der villigt gjorde plads til ham på bænken. 
Fisk, gris, okse og lam, man spiste og drak, med brød og urter til, og skyllede det ned med strømme af Helgrims mørke, stærke øl. Først sent indtraf der en mathed, hvor man sad og nussede et fyldt krus, og historierne kom frem.
Traen Lampe beskrev et gammelt slag, da den vældige kong Karl af Franken havde ført sin mægtige hær ned i det nordlige Spanien og i kamp med de moriske byer. Alt var gået godt indtil hæren trak sig tilbage gennem de nordspanske bjerge. Her var hærens bagtrop under en høvding ved navn Roland blevet angrebet.
Kampene bølgede frem og tilbage, Roland havde været en vældig kriger og hans folk var eliten i den frankiske hær. Roland havde haft et vældigt horn, han kunne blæse efter hjælp med, men han ventede, for at give Karl og hæren en chance for at komme væk. Da han endelig blæste, var det en dansker ved navn Holger, der kom buldrende på sin vældige stridshest og smadrede løs på morerne. 
Der herskede total stilhed, mens oldermanden fortalte denne vældige saga. Da traen havde talt færdig, sank han stille om på bænken og talte ikke mere den aften.
Men festen gik i et natten, og først ud på morgenen blev der stille.

21. december

Glum vågnede først sent, i mange stadier og med mange smerter.
Det var heldigt for Toraren, der kom væk fra Thurids varme, bløde soveskind og fik sig vasket og påklædt, inden svigerfaren var ved bevidsthed. Og heldigt for Solrun Grydeskrubber, en rund og mild enke på Glums alder, der sad alene på gården Ydrk på Sletogretsletten ved Underli. Nu kunne hun ret pleje Glum, som hun havde haft øje på siden hendes sidste ægtemand var gået gennem Brunebråbræen sidste vinter.
Glum havde været enkemand fire vintre, og var helst stukket af, men hans ben kunne ikke bære ham, så han blev tvættet og raget og fik et varmt krus reparationsøl og blev taget på skødet af den bløde enke, der nussede ham på låret og bed ham i øreflippen, skønt han græd og bad for sig.
Snart kom gildet så småt i gang igen, og ved dagens første lys serveredes en fugtig frokost i hallen.
Samme aften – efter en overflod af mad – rejste Helgrim sig til klapsalver. De voksne vidste, at nu kom der en historie ud over det sædvanlige, og de fik samlet børnene og de unge og tysset på dem.
Helgrim smilede og drak en stor slurk fra sit krus med vin. Han havde det helt for sig selv, Kjartan Kolbøtte på Skadevold havde åbent sagt manges mening, da han kaldte det rød eddike.
Han fortalte en historie om en norsk konge, der i sin ungdom havde sejlet sit skib ind gennem Njørvasund* og helt til Miklagård, som de kristne kaldte Konstantinopel. Her havde han og hans mænd tjent kejseren flittigt i flere år, og de havde langsomt men sikkert fyldt deres vældige langskib med enorme mængder kejserligt sølv.
En dag blev det dog kejseren for meget, han samlede en vældig styrke fra sin livvagt og stormede kajområdet, hvor det norske skib lå. Men nordmændene vidste, at der var fis i affæren, skibet var klargjort og fyldt med vand og proviant.
Så da kejseren og hans skatmester kom stormende, optændt af trang til våbengny, stødte kongen selv skibet fra kaj, så et par grækere røg i baljen og måtte reddes, og det vældige langskib satte kurs mod havnemundingen.
Miklagårds havn lukkes hver aften af, ved at en vældig træstamme i kæder spændes hen over mundingen, og kongen sagde til mændene:
”Hør nu, mine gutter, gør som jeg siger, så slipper vi fra dette med både livet og skejserne i behold: Ro som i aldrig har roet før, og når jeg siger ”Agter” så slipper i årerne og løber ned bagest. Nå så jeg siger ”For” løber i helt forud i skibet. Er i med?”
Mændene forstod, og de roede nu det lange skib, så der stod skum for boven og de drønede mod den vældige flydebom. Inde på land styrtede grækerne afsted mod havnens munding for om muligt at standse nordmændene med pile. Kejseren var drivvåd efter sin tur i havnen og så vred, at han mindede om Ranveig!”
Her dikkede Helgrim en lille pige, der var kendt for sin vældige hidsighed, i maven så hun gav et vældigt hop. Hallen rystede af latter.
” Få øjeblikke før bommen, råbte kongen: ”Agter!” og alle hans mænd slap årerne og styrtede agter, så skibets stævn løftedes af vandet og skibet red halvt op på bommen. Nu råbte kongen ”For!” og mændene styrtede fremad, så de med deres vægt tvang skibet til at dukke forover, ned ad bommen og ud i havet på den frie side.
Pile, spyd og græske forbandelser fulgte dem, men kongen lettede på sin hjelm af kejseren, der stod drivvåd og hoppede af raseri.”
Her sluttede Helgrim sin historie, og satte sig til dundrende klapsalver.

22. december

En mand hed Torgeir, han havde gården Klam ved Hirhurhafna. Han tålte ikke gerne gilder, og havde derfor meldt sig frivilligt til at passe sine naboers dyr under Helgrims gilde. Som han nu drev en flok får til Fisfusfossen for at de kunne drikke, blev han klar over, at der lå nogen på Holmgængerholmen, og nærmere undersøgelser viste, at det var Hedin og Gnupa.
”Så så i, hvem sælen tilhørte.” sagde Torgeir, og det forekom ham en ringe ting at lade livet for. Så tænkte han, at Hedins familie jo var druknet alle sammen for to år siden i en storm, mens Gnupa, der var af små kår, havde begge sine forældre endnu.
”De er vel ved midvintergildet. Jeg får dem derhen.”
Det vakte opsigt, da Torgeir Klam kom ridende med de to lig på en båre efter sin hest. Han havde gjort sit bedste, men tre dage under åben himmel, havde slidt på dem, da ravnene havde været godt i gang. Der blev stille. Gnupas forældre – godt oppe i årene begge – stod og så på de unge mænd i lang tid.
Så sagde faren: ”Jeg bad ham tit om at vende hjem og passe vor lille gård, men jeg tvang ham ikke. Det fortryder jeg nu.”
”Under du jord til at begrave Hedin også?” spurgte Helgrim. ”Jeg tjente hos Hedins far og havde aldrig noget at sige ham på. Jeg ser ingen grund til ikke at jordfæste hans søn.” ”Da skal Føy låne dig heste, og et værdigt gravøl skal de få. Jeg har det helt dårligt med at have givet dem de skide sværd, for det er vist, at det er sværdene, der er skyld i hele balladen.”
”Du skal ikke bebrejde dig selv noget, Helgrim. Det er deres egen fejl, at de nu ligger der, og det er som man siger: For dumhed er der ingen kur.”
Det blev et helt optog, der fulgte Hedin og Gnupa på deres sidste færd, og det spurgtes, at de aldrig havde samlet sig et sådant følge i levende live, for de gik for at være ballademagere og var aldrig vellidte.
Gnupas forældre – de hed Halle og Gudrun – havde ikke noget særligt at byde på, men Halgerd havde pakket nok til, at alle fik nok at spise og drikke. Halles og Gudruns gård hed Grå og lå ved Grådalens munding. Den var lille, men havde udsigt over Dåreelv og Dårli bagved, og Toraren fik pludselig noget at overveje, som han længe hviskede med Thurid om. Glum var så aldeles beenket, at han ikke bød på nogen fare.
Da alt var klaret med begravelsen, og man havde spist og drukket, drog man tilbage til Føy, og lod Halle og Gudrun i fred, de havde nok deres at tænke over.
Toraren blev tilbage, uden at nogen så ham.
Han gik ind i gården, og hilste Halle og Gudrun.
”Ja, undskyld at jeg trænger mig på, men jeg havde en del at spørge jer om, hvis jeg måtte.” ”Det har aldrig heddet sig, at nogen måtte gå forgæves efter råd hos Halle Gråbonde, så hvorfor begynde nu? Sig frem, min ven, og kan vi hjælpe dig, vil vi gøre det. Vi hænger bare lidt med skuffen.” Han slog ud med armen i retning af de to grave.
”Ja, det er lige det, jeg vil spørge om. Havde i håbet, at Gnupa ville tage over her, og lade jer gå på aftægt?”
”Det gjorde vi. Det er ikke gidelsen, der mangler, men jeg kan ikke rende de forpulede får op mere, og nettene bliver mig tungere for hver dag.”
”Jeg er Toraren Kolssøn fra Kedeli ved Brunkefjelsvattan, jeg er af Ketil Hammerhånds æt, har min kærestes jaord og kan give jer 20 sølvstykker og plads som inderster mod at få gården.”
De gloede på ham med åbne munde. Det var Gudrun, der fattede sig først, greb Halles ærme og trak ham ind i stuehuset, mens hun over skulderen sagde: ”Øjeblik, Toraren, de voksne skal liiiiiige snakke.” 
Det blev sent og der var langt til Føy, men Toraren styrtede ud i mørket, halvvild af glæde.
Halle så efter ham fra døren. ”Det var dog utroligt som han render. Så hurtigt mindedes jeg ikke at have løbet selv, men jeg kan jo huske fejl!”
Gudrun svarede ikke, hun sad ved ilden med et meget smukt garvet skind bredt ud på bordet. Fra skindet lod hun et par små heste af træ, en læderbold og et lille træsværd forsvinde ned i flammerne, og hendes tårer fik ilden til at hvisle.

23. december
Det var tiden at bryde op fra julegildet, og Helgrim stod på tunet og sagde farvel til alle gæsterne.
Det havde været et herligt gilde, man havde spist og drukket fortræffeligt og hørt spændende historier. Nu sagde hver familie farvel og drog hver til sit.
Glum var kommet over sine gildekvaler, han og enken havde hvisket sammen i natten – blandt andet – og de var nået til enighed.
Glum gik til Helgrim, der havde sat sig i sit højsæde for at lukke øjnene et øjeblik.
”Jeg siger det som det er, at du må finde dig en anden forkarl!”
”Mange kom med bedre budskab. Har jeg givet dig grund til klage?”
”Aldrig, og jeg så helst, at der ikke var ondt blod mellem os. For Solrun Grydeskrubber på Ydrk har bedt mig flytte til hende.”
”Enker er svære at modstå, og der skal ikke herske ondt blod mellem os for det. Rejs kun, min ven, og mangler du noget vil jeg kun være glad for at hjælpe dig.”
Som nu Glum kom ud på gårdspladsen, mødte han som den første Toraren. ”Glum, jeg har fået gården Grå at bestyre efter Halle Gråbonde. Thurid ville gerne med mig, giver du os jaord?” 
Men ved dette glemte Glum helt sin egen glæde, greb fat i Torarens krave og smed ham tværs over gårdspladsen og med et brag ind i en lade væg med ordene:
”Spørg hendes mor!”
Glum rendte over gårdspladsen og ville daske til Toraren, som dog var ham for hurtig:
Han lå ned på gårdspladsen, men fik sig drejet og sparket benene væk under den ældre mand. Og da Glum faldt, fik han en hård hæl på kæben og slukkede.
Mens enken nu plejede Glum, drog Thurid og Toraren først til Mård, klarede ting hos ham, før de endelig begav sig mod Dårli og Grå.
Her grundlagde de en vældig slægt, af hvilke blot skal nævnes Egil Enkemager.
Men Glum kom sig, drog til Ydrk på Sletogretsletten og havde en tid ondt i kæben. Det fortog sig dog, som også hans vrede mod svigersønnen og datteren fortog sig, så de endte med at være forligte.

24. december

Af Ulsterannalerne: Og det hændte, at Bladan af Drunk, som var munk under den hellige abbed Ulækker, drog til de vilde nordboers land, nam patria fera nordmanneres. Han gjorde dette for sin sjæls frelses skyld og for at bringe evangeliets bud til det mørke, hedenske nord.
I sin lille, runde skindbåd ankom han til de hedenske strande Ultima Thule, og forkyndte her på bedste vis. Han prædikede, og mange annam Ordet, indtil han fordreves af barbarernes onde fyrste, Elgrimo. Thi sådan er det bestandigt i denne verden, at hvor lyset end viser sig, vinder mørkets kræfter bestandigt frem, og den der vil skue det himmelske lys – coelestes adspicit lucem – bestandigt må væbne sig til kamp mod mørket. Herefter drog han i største hemmelighed til de øer som kaldes Orkn, hvor han opholdt sig en tid. Bladan var dygtig udi missionen, og snart var evangeliet det daglige brød for mange.
Særligt kvinder var modtagelige for hans ord, og de så gerne, at han opholdt sig på deres gårde flere dage i træk, i skjul for deres hedenske mænd. Ja, så stor var hans ildhu, at han ofte prædikede kun for en enkelt kvinde hele natten.
Heri viste han sin storhed og sin styrke, at han således kunne holde sig ren, skønt alene i selskab med en kvinde natten igennem.
Thi Femina Sagitta diaboli est – kvinden er djævelens pil – og utallige er de veje, der leder til fortabelse. 
I over tre år levede Bladan i skjul, og udøvede sin gerning. Der fødtes som ved et mirakel mange velskabte børn på Orkneyøerne i denne tid, og Bladan døbte mange af dem.
Øernes onde fyrste, en gal kæmpe ved navn Torveniro, fik dog nys om hans virke, og efter lang tids ihærdig søgen fandt han og hans mænd munken, der havde søgt tilflugt på en klippe, der stak ud i havet. De stormede klippen, svinebandt Bladan og trak ham som en såret vildorne ind i Barbarkongens fæstning, til stor morskab for pøbelen. Han blev nu bundet i en klippehule under borgen, og Torveniro forkyndte for folket, at han næste dag ville brænde munken levende.
Men Torveniros unge datter, Tordisa, fattede godhed for munken, hun sneg sig til hans klippehule og lod sig belære, og inden daggry kunne Bladan snige sig ud af borgen, mens Torveniros soldater alle sov tungt efter den fest, hvormed de havde fejret hans tilfangetagelse.
Han tog en båd, han regnede for res nullius og sejlede hjem til Irland, hvor han beder og arbejder i Ulster den dag i dag.

tilbage