En Tykke-Niels Skolehistorie

tilbage

 

Jeg faldt i staver over Skipper Skræk bladet og kom frem til de sidste to sider, der altid bragte en historie om Pillerik og Stærkodder, Røde-Karl, Sjakalen… for ikke at nævne pigerne.

Forfatteren hed Niels E Levinsen, og han havde fra 1938 udgivet bøger med Tykke-Niels, men fra 1950 lavede han ugentlige bidrag til Skipper Skræk hvor hovedpersonen hed Pillerik, altså Poul Erik. Dengang var begrebet øgenavne ganske udbredt. Afsnittene blev illustreret af Gettermann. Det var her jeg først stødte på udtryk som flodhestejockey, mus på gesimsen og mistet faldhatten.

Jeg er selv den lykkelige ejer af Pillerik bøgerne, men jeg har jo faktisk også alle Skipper Skræk hæfterne fra perioden. Pillerik og Tykke-Niels bøgerne kunne man ikke låne på biblioteket. Det kunne man heller ikke med Puk-bøgerne eller Jan-bøgerne. De var ’merkantile’ lige som Jørgen Clevins mange bøger senere også blev. De holdt ikke mål med ’lødighedskriteriet’. Det er tanker som nu er helt forsvundet fra bibliotekssektoren, hvor kun lånerbehov er interessante.

Jeg har tidligere sagt, at Carl Barks bidrog med oplysninger om kærlighedslivet til os hungrende børn, der ikke havde mange kilder til den slags viden i de grå tillukkede halvtredsere. På den muntre front var der selvfølgelig Arkibald og Inge-Merete i Skipper Skræk eller Tina i Kong Kylie men Tykke-Niels berørte også fra tid til anden emnet jalousi.

Her er en smagsprøve fra Skipper Skræk nummer 30, 1956. Det er altså højsommer og ferietid. Pillerik fulgte årstidernes skiften. Vi må altså undvære Sjakalen her. Det er over 70 år siden, men selv set i det lys forekommer ugens afsnit ikke videre forældet. Det er ungdoms sit-com inden TVs udbredelse af den genre.

STORE OFRE – Hvori Pillerik, Stærkodder, Røde-Karl og Sorte-Jørgen er så opofrende, at man skulle tro, det var løgn. Og det er det også.

       ”Goddag, Pillerik, hvor har du været i flere dage?”
       Jytte Staffeldt kommer ind på plantagegrunden, hvor familien Bruns sommerhus ’Kahytten’ ligger. Pillerik sidder i en liggestol og læser en spændende kriminalroman.
       ”Været… hvor skulle jeg have været?”
       ”Du har ikke været nede og se til mig i flere dage i pigepensionatet,” lyder det mildt bebrejdende fra Jette, mens hun betragter Pillerik med et undersøgende blik.
       ”Jeg var der i forgårs.”
       ”Nej, det var dagen før i forgårs. Jeg troede du var syg, så derfor kommer jeg og ser til dig.”
       ”Det er pænt af dig.”
       ”Ja, når Muhamed ikke vil komme til bjerget, så må bjerget jop komme til Muhamed.”
       ”Håh-håh, jeg er da ikke nogen profet, og du er ikke noget bjerg. Det var pænt af dig at ville tilse mig, og måske har jeg ikke haft det helt super de sidste dage. Jeg har nok haft lidt solstik på ansjosdåsen, så derfor har jeg holdt mig inden for hækken.”
       ”Du var da rask nok til at gå i biffen i går aftes,” siger Jytte let isnende.
       ”Var jeg i biffen? Var jeg, eller var jeg ikke? Tænk, jeg kan ikke engang huske det. Jo, det var jeg for resten også. Der var ikke noget ved filmen. Det var en gammel cowbojder med alt for meget kærlighed. Den vil jeg ikke anbefale.”
       ”Var du alene i biffen?”
       ”Alene? Nå, du spørger om jeg var alene? Nej, der var da flere andre.”
       ”Var du sammen med nogen?”
       ”Jeg var på en måde alene, og på en måde var jeg det ikke.”
       Jytte er ved at tabe tålmodigheden. Det koster hende selvbeherskelse ikke at fare i hovedet på Pillerik og kradse ham.
       ”Hvad er det for noget snak, Pillerik, må jeg så få sandheden at vide.”
       ”Ser du, Stærkodder er ikke blot min ven, han er også min gæst i sommerferien. Nu har han mødt en pige, der hedder sådan noget som Abelone eller noget i den henretning.”
       ”Hold op med det vrøvl, Pillerik, du ved jo udmærket godt hvad hun hedder.” Jytte stamper i lyngen.
       ”Pas på, at du ikke vækker hugormene i deres middagssøvn. Well, som ægypteren sagde, da han kvalte englænderen…”
       ”Du har ikke bedt mig i biffen en eneste aften.”
       ”Jeg er heller ikke meget for at gå i biffen. De har ikke nogle ordentlige film her, og…”
       ”Men du gik altså i går.”
       ”Var det i går, jeg var i biffen? Jo, det var det. Men der var ikke noget ved filmen.”
       ”Hold så op, Pillerik.”
       ”Nå, men Stærkodder bad mig så meget om at gå med. Jeg var ikke meget for at være tredje hjul til en gig, men Stærkodder blev ved at plage mig. Han skulle med hende her… Jeg tror det var Abelone, hun hedder, og jeg skulle være anstandsdame den første gang, at de var ude sammen. Hendes forældre ku vist ikke li, at de gik alene, og så. Ja, og så ofrede jeg mig, Stærkodder er min ven.”
       ”Du er så kær, når du bringer ofre, Pillerik,” udbryder Jette rasende og marcherer ud af haven.
       ”Hm, damen blev vist morgengnaven,” mumler Pillerik og genoptager læsningen af sin kriminalroman.

       Stærkodder optræder i rollen som pakæsel. Han er med fru Brun og tante Amalie på indkøb. Der er trængsel som sædvanlig om sommeren i Nordstrandske butikker. I øjeblikket står Stærkodder uden for slagterforretningen med en kurv halvfyldt med varer.
       ”Hallo, Stærkodder,” siger en pige, der kommer hen til ham.
       ”Goddaw, Gitte, nå hvodden skær’en?”
       ”Jeg havde ventet du kom i går aftes. Du talte noget om det.”
       ”Desværre kunne jeg ikke. Du ved, at jeg er gæst hos Bruns, og jeg må rette mig efter dem. Jeg ærgrede mig hele aftenen over, at jeg ikke kunne gå ned til dig.”
       ”Men du kunne godt gå i biffen?”
       ”Du ved, Pillerik er min ven, og jeg er hans gæst. Han ville i biffen, og så fulgte jeg med.”
       ”I var ikke alene?”
       ”Nej, vi var ikke alene, når vi var sammen, vel?” kommer det genialt fra Stærkodder.
       ”Jeg mener, I var tre…”
       ”Tre, tre… Nåh, tre. Ja, det var vi osse. Der var en pige med… hende havde jeg helt glemt. Hvad var det nu hun hed? Det var sådan noget som æh… æh… Lone, eller var det Abelone? Nå, men denne pige var altså med. Pillerik havde mødt hende og foreslået, at de skulle gå i biffen.”
       ”Men når Pillerik skulle med en pige i biffen, hvorfor behøvede du så gå med?”
       ”Jeg vil hellere sige det som det er. Jeg var med i biffen som en slags onkel.”
       ”Onkel?”
       ”Ja, det var første gang at Pillerik og denne her… æh… Lone eller Abelone skulle ud, og hun måtte vistnok ikke gå alene med en dreng i biffen, men når at jeg så var med som en… ja, på en måde som en onkel, en hyggeonkel, så var der fri bane, og pigen fik lov at gå.”
       ”Hun hed Lone… eller Abelone… du husker det ikke, vel?” spørger Gitte  og ser ud som om hun kunne kvæle Stærkodder.
       ”Du ved, man hører lige et navn, og når man ikke interesserer sig for vedkommende, glemmer man det hurtigt igen, men det var sådan noget melonagtigt hun hed. Måske var det også Magdelone, hvad ved jeg? Det korte og det lange er, at jeg ofrede mig for at glæde min ven, hvis gæst jeg er.”
       Samtalen bliver afbrudt af, at fru Brun kommer ud af slagterbutikken med sine indkøb, som hun lader dale ned i Stærkodders kurv, og så fortsætter man ad hovedgaden hen til det hjørne, hvor grønthandleren bor.

       ”Hvorfor kom du ikke og badede ved molen i formiddags, Karl?” spørger Åse Røde-Karl, da de begge to må stige af cyklen og holde stille fordi jernbanebommen er nede.
       ”Kom jeg ikke?” Røde-Karl rynker dybsindigt panden. ”Nej, det gjorde jeg vist for resten ikke.”
       ”Du var måske slet ikke i vandet?”
       ”Jo, det… æh… var jeg. Jeg dyppede lilletåen ud for fjerde Tangvej.”
       ”Var du alene… i vandet?”
       ”Vi var flere. Vi var en hel masse mennesker. Der er jo så mange der bader ud for fjerde Tangvej.”
       ”ja, der var blandt andet en pige i gul badedragt,” siger Åse tørt, og hermed hentyder hun til Abelone, der netop optræder i en badedragt af den nævnte farve. (Jævnfør forrige uges skolehistortie, hvor hun lå med Stærkodder ved stranden).
       ”For at sige det som det der, så er Sorte-Jørgen blevet interesseret i en pige, der hedder Adelheid eller Antonie eller Amanda eller…”
       ”Abelone,” foreslår Åse.
       ”Ja, eller sådan noget, og da han gerne ville ha at jeg sku være med sådan for at gi bolden op, så gik jeg med, men jeg kedede mig ganske forfærdeligt.”
      
       Det er en noget anden fremstilling Sorte-Jørgen giver af sagen, da han møder Jette ved iskageboden ved kroen, og hun bebrejder ham, at han ikke badede ved molen. Han fremsætter følgende erklæring.
       ”Du ved, hvordan Røde-Karl er… tyrannisk. Men jeg finder mig i det, for han er også en helt rigtig ven. Ingen kan ha en bedre kammesjuk end Røde, og når Røde anmoder mig om at blive og prøve på at hjælpe samtalen i gang mellem han og en pige, der hedder… ja, hvad var det nu hun hed? Alvilda eller Dorothea eller sådan noget, ja, så er jeg ikke den, der svigter en kammesjuk. Ikke på vilkår. Røde har altid været flink over for mig, og jeg vil altid være flink over for ham, og når han er sådan lidt genert med hensyn til piger, så vil jeg gerne hjælpe ham og optræde som en slags… tja, som en slags onkel, der bryder isen mellem ham og denne hersens Alexandra…”
       ”Abelone”, indskyder Jette blidt.
       ”Nå ja, det var vist det, hun hed,” nikker Sorte-Jørgen, ’tja, så vil jeg altså ikke være den, der svigter, men for at sige det ærligt, så kedede jeg mig frygteligt…”
      
       Enhver læser er sikkert klar over, at der må komme noget ud af det, når fire drenge er i den grad opofrende. Herom i næste uges skolehistorie ET PIGENUMMER

 

tilbage