DRØMMEN OM VAGN
Denne historie er faktisk et eksempel på en tegneserie det lykkedes for mig at afsætte til forhåndsudgivelse i et dagblad. Jeg havde tidligere lavet den som et manuskript til en TVproduktion, men det lykkedes ikke for mig at få en aftale om det.
Selve inspirationen kom fra min optagethed af jomsvikingerne og af historiske emner i almindelighed. Jeg lægger den ud her samtidig med ’Vagn i Viking’ for det er det samme referencegrundlag jeg benytter. Der er brugt nogle af de samme billedcitater, og nogle af dem har fået en mere humoristisk drejning i min humorserie ’Jomsvikingerne’ som jeg faktisk havde udviklet allerede da som det første forsøg med Jomsvikingerne sammen med Jesper Klein. Det lå dog i skuffen og ventede på bedre tider.
Det er interessant for mig at se tilbage på denne mere realistiske vinkel i mine tegneserier, for den blev ikke videreudviklet på det tidspunkt. Jeg lagde den tilgang til tegneserier fra mig og det var måske velbegrundet. Stilen var for sikkert for realistisk for mig til at jeg kunne magte den billedmæssige del på en interessant måde. Jeg kunne opnå en større gennemslagskraft med en mere karikeret tilgang til fortællingerne. Jeg tror jeg ville forsøge mig med en slags historie man også brugte i børnefilm på den tid. Jeg delte atelier med Tegnedrengene i Skindergade lige ved Nikolaj Kirke, og Søren Kragh Jacobsen var en del af det filmmiljø omkring Filmforsyningen.
I det hele taget må jeg nok vedgå, at min måde at tegne realistiske mennesker på ikke vandt større genklang dengang eller senere. Det var også gældende i ’Dekalog over Janteloven’, hvor ideerne også viste sig mere overbevisende end illustrationerne.
Den følsomhed og resignation, vemod og oprørstrang jeg prøvede kræfter med i ’Drømmen om Vagn’ kunne jeg bedre håndtere uden tegninger. Det kan jeg se nu langt senere, hvor jeg har skrevet flere bøger med unge i forskellige udsatte situationer.
Selve udgivelsen markerer også noget sjældent hvad angår farveteknikken. Det var inden den digitale fremfærd, så enten skulle farveudsepareringen ske teknisk eller der skulle udfærdiges en farveoriginal med blåtryk og håndkolorering og hele moletjavsen. Det var stadig ret dyrt, og et firma syd for København kunne åbenbart være konkurrencedygtig i den gamle traditionelle teknikløsning, men den blev mest brugt til humorserier.
Netop på dette tidspunkt i begyndelsen af firserne var jeg kommet i gang med at producere Familien Gnuff og Søren Spætte for Semic Press i Sundbyberg, og de benyttede OK-repro, et reprofirma ved Ishøj, der lavede tekniske farver til Semics bladproduktion.
De tekniske farver var meget robuste, og det var nødvendigt når de primært skulle benyttes af de billige finske trykkerier med træholdigt papir, der kørte hurtigt og hvor gengivelsen ikke var optimal. Rasterpunkterne var også normalt større, som man kan se i visse Søren Spætte albumtitler gengivet på denne hjemmeside.
Til magasinerne blev der lavet store transparente ark med fire sider ad gangen, hvor hver farve blev malet med sort og så eksponeret i de ønskede procenter af gul, rød og blå for at opnå den ønskede tone. På en måde en teknik, der kan sammenlignes med Technicolor.
Det var en omstændelig metode, og damerne der malede cellouiderne slap lettere over arbejdet hvis det var en enkel palet med få sekundære farver som supplement til procenterne af de tre primærfarver.
Men jeg var jo ambitiøs, så jeg indleverede farveindikationer, hvor der ganske vist kun var de 12 nuancer man kunne magte, men det blev så for en stor del tertiære farver i stedet. Det kan for eksempel ses i ’Gnicky Superstar’ som jeg også præsenterer i år.
Denne teknik blev også benyttet af Borgen til dette realistiske album, hvor jeg prøvede at udnytte nuancerne til en mere afdæmpet palet end man normalt benyttede. Punktstørrelsen var også mindre til denne albumudgivelse. Jeg tror også firmaet gjorde sig mere umage med pasningen af farverne, siden der måske nu skulle vise sig at der var et bogforlag som en fremtidig kunde i butikken. Det skete dog ikke. ’Drømmen om Vagn’ er vist det eneste danske album hvor farvesætningen er foregået med denne teknik.
Det er med en vis portion kærlig overbærenhed jeg ser tilbage på dette stileksperiment, for jeg kan se de ambitioner jeg havde i spil, og det glæder mig meget, at jeg nu mange år senere har fået mulighed for at håndtere dem i en ny og mere bæredygtig sammenhæng med ren bogstavlitteratur.
Den sidste scene er en nostalgisk erindring omkring min oplevelse med den franske musical ’Pigen med Paraplyerne’. Man bliver nødt til at genkalde sig Michel leGrands følsomme musik for at få den fulde oplevelse.
Og ja, så kan man godt sige, at min Zenit hovedperson Brian Shaw har en lille gæsteoptræden hen mod slutningen. Så blev han alligevel far…