Drager – en karierre

tilbage

Jeg følte mig straks hjemme da Inger Holst godkendte min ansøgning om optagelse i Foreningen til fabeldyrenes beskyttelse. Jeg havde spurgt Per Sanderhage om det, for han havde et link på sin Facebook side til den forening. Hvordan havde jeg kunnet misse dens eksistens?

Jeg gik straks ind og tjekkede. En masse af opslagene på sitet handler netop om drager, og det er et godt selskab at havne i. Jeg føler mig godt tilpas der, for jeg har jo haft et helt liv med drager. Og hvorfor så det?

Jeg tror det blev det hemmelighedsfulde, magtfulde og lidt mystiske som fascinerede mig. Min første drage var Storeglam, som havde sin rede i et pas på en ø, Ramashanka, der hele tiden ligger skjult af tåge. Ved en fejl kommer den norske eventyrer Tron Dreyerdal til at forlise der med sin papirbåd foldet af et helt oplag af Aftenposten.

Senere kommer Anders And, Kalle Klodrik, Søren Spætte og Gnuff dertil i rækkefølge under omstændigheder der ligner hinanden til forveksling, og ved at balancere en kur af de alderdomskartofler der vokser på den ene side af øen og så vand fra ungdommens kilde på den anden side af øen kunne dens beboerne få et evigt liv indtil redeperioden for Storeglam engang trak ud, og de beboere der levede på den ene side døde af hurtig alderdom og dem på den anden side gik i barndom og døde dér. Og nu gør Storeglam det hulen jenseme igen!

Se, det er da en fantasyvision der vil noget, så det er ikke sært så mange andre fabeldyr valfartede dertil for at få del i oplevelserne. En polsk fan der læste den engelske udgave af The big Sneeze på min hjemmeside spurgte mig, hvorfor de alderstegne skibbrudne på den ene side af øen til sidst i historien vil prøve at redde dem på den anden side fra at dø af spæddom, for ret beset kan de jo ikke vide, at skibets øvrige besætning er gået i land der?

Der er intet som opmærksomme fans. Hergé må da også være blevet himmelhenrykt over, at en pedantisk Tintin fan gjorde opmærksom på, at han havde byttet om på det røde og grønne lys på vingerne af en flyvemaskine. Den kolorist har nok fået et møgfald. I mit tilfælde kunne jeg ikke give bebrejdelsen videre, men jeg burde nok i den tilgængelige version af intrigen justere teksten i boblen, da Tron Dreyerdal og Co sætter kursen mod passet efter at Storeglam er fløjet sin vej.

Der gik ikke længe inden den mere vennesæle drage Gnuff dukker op i et nummer af mit fanzine, Sejd, hvor han får lejlighed til at vise, at han skam er en drage, for han kan nemlig spy ild! Også Gnip er med i den korte episode, som nu tilmed kan nydes i farver på www.freddymilton.dk

Næste gang magtmonstret Storeglam dukker op er i den første lange historie i sagaen med Familien Gnuff. Den strækker sig over to album og Storeglam er akkurat den kaoskraft man forventer af en drage, men hun fjerner trods alt den mere mundane trussel mod samfundet, Hans Vig. Han bliver så genfundet i seneste ombæring af historien om Det store Nys, der i denne udgave er udvidet til albumlængde og hedder Storeglams kur.

Gargantua’s famous origin story kommer først i Ultramax, hvor Gnip prøver at finde en genvej til råstyrke, så han ikke skal vente i hundredvis af år. Gargantua er Kim Thompsons navn for Storeglam, og han kom under Storeglams fortryllelse og trykte nogle af dragernes eventyr i sit udmærkede fabeldyrsblad i USA, Critters.

Kim Thompson havde clout til at beslutte den slags. Han påskønnede europæiske tegneserier og havde reddet sin forlagschef fra The comics Journal på målstregen fra en truende konkurs ved at investere en arv. Og lige som historien om tornen i løvens pote fik Kim så megen goodwill, at han kunne bestemme meget af hvad der skulle udgives på Fantagraphics. Det var givetvis ikke den store forretning, for USA er mest til superhelte, men mange tegneserieskabere nød godt af den kærlighed til udtryksformen som Kim havde.

Gnufferne markerede sig på banen under mine Sverigesår, hvor Gnuff gav navn til et bladprojekt, som ivrige kræfter i Sverige prøvede at få søsat. En finsk pengemand skulle støtte projektet men desværre blev det ikke til noget. Det var midt under krigen mellem Semic Press og Williams og der var i forvejen alt for mange seriebladsudgivelser på markedet. Se mit indlæg om Sverigesårene andersteds her på hjemmesiden.

Men senere fik jeg selv chancen med månedsbladet Søren Spætte. Jeg havde lavet et par album med den fabeldyrsfigur for Interpresse, og samarbejdspartnerne havde pligtskyldigst samtrykt dem, men nabolandende er mere til serieblade, så Ulf Granberg overtalte mig til at lave kortere episoder med Søren Spætte til månedsbladet. Jeg fik så med i aftalen, at hvert andet bidrag skulle være med Familien Gnuff.
Jeg trak betingelserne i ørerne nok engang og fik lavet kortere historier, som tematisk hørte sammen fire og fire, som så senere kunne samles til albumudgivelser. På den måde fik jeg finansieret en række Gnuff eventyr. Men vanen tro havde jeg flere eventyr klar da bladet lukkede. Nogle af dem kom på tryk i USA mens andre måtte klare sig med den danske albumudgivelse.

Udgivelsen af albummene var vist ingen stor forretning, og jeg tror den sidste royalty jeg fik udbetalt var for Superstjernen engang i halvfemserne. Men på det tidspunkt købte bibliotekerne stadig pænt ind af tegneseriealbum, så jeg vil mene udgivelserne fortsatte lidt længere på den konto. Trykningen af det sidste album, Dæmonen fra Dysterdyb, betalte jeg selv gennem oversættelsesarbejde for Arboris. Gad vide om Platter eller Kroner nogensinde får en version på papir. Det er nok tvivlsomt som udviklingen er gået.

Og hvorfor så fascinationen af disse dragevæsner? Jeg er blevet spurgt om det, og for de mere vennesæle medlemmer af Familien Gnuff gælder det, at de på en måde føler sig som fremmedelementer, selv om de prøver at friste tilværelsen i et samfund, hvor en vis grad af normalitet hersker. De er ikke som de andre. De skjuler vingerne til daglig og det med at spy ild er meget upassende. De føler sig udenfor fordi de er anderledes, en inspiration som vist ligger naturligt for mig.

Et horoskop fortalte mig engang, at jeg var en tilbageholdende, socialt set lidt sky person, som helst ville arbejde tilbagetrukket og i grunden følte mig som en besøgende fra en anden planet, som gik rundt og iagttog livet på Jorden med forundring og med en følelse af afstand til livet og tilværelsen. Sådan havde jeg det også i mange år i min ungdom, men heldigvis formåede jeg langt om længe at sætte mig ud over denne selvskabte isolation.

Men hermed er mit livtag med dragerne ikke overstået. Jeg har nemlig også en anden drage i mit menageri. Den er blå og har været ude for lidt af hvert. Den havde sin debut i Sanne og Pamfilius, hvor den  dukker frem af en  mystisk blå sten, som Sanne finder under et gammelt træ i parken, hvor hun går og leder efter krukken med guld for enden af regnbuen.

Pamfilius bliver så den fortrolige, som Sanne kan snakke med, når livet i børnehaven bliver for besværligt. Han hjælper hende på forskellig måde og det er så det. En realistisk historie med indslag af fantasy. Andre forfattere har begået noget lignende, Snøvsen for eksempel.
Albummet udmærker sig i min erindring ved, at det er den eneste udgivelse, som kastede et fanbrev af sig. Jeg fik herren hjælpe mig et regulært fanbrev på den udgivelse fra en far, der havde fået en positiv oplevelse ud af at læse albummet højt for sin datter. Jeg har vist følt mig som Carl Barks, da han sent i sin karriere modtog et fanbrev. Han troede det var en spøg. Alle årene havde udgiveren beholdt alle fanbrevene til ham uden at sende dem videre. Barks skulle jo nødig blive for høj i hatten og gå hen og tro han var noget. Så ville det næste måske blive at han forlangte mere i løn, og hvor var man så henne?

Det pekuniære var nu ikke nogen parameter for mig. Jeg eksisterede i en snæver periode af tegneserieudgivelser i Danmark hvor det lige kunne løbe rundt for de implicerede parter. Heldigvis faldt den sammen med den periode, hvor jeg alene skulle forsørge en familie på seks personer, og det lykkedes da også. Nu hvor bunden er faldet ud af den økonomi er jeg heldigvis i en situation, hvor jeg klarer mig som pensionist uden behov for anstændig betaling for det jeg laver her og nu. Men virkelysten har jeg stadig. Eller som Anders Hjorth Jørgensen allerede bemærkede da han så Klatten Kommer ’Man mærker den fortælleglæde, der skinner så tydeligt igennem’. Den bemærkning husker jeg, for den er nemlig sand.

Hvad Pamfilius angår, så fik han noget af en stjernestund i Jagten på den vise Sten. Det var en spillebog eller valgbog. Et forsøg i den analoge tidsalder på en interaktiv historie, hvor man skulle vælge side. Dem fik jeg lavet nogle stykker af, og jeg husker en irriteret tilbagemelding fra en læser, der syntes at krimimysteriet i Hvem dræbte Koch Robin var alt for svær at løse. Man blev jo nødt til at læse alle valgmulighederne inden man tilfældigt fandt frem til den rigtige. Et valg som mange andre læsere fornøjede sig med i andre album, men nu var den pocketbog jo altså en krimi med en målrettet grund for søgningen.

I Jagten på den vise Sten skal læseren sammen med Pamfilius gennem en række moralske valg finde ud af den bedste måde at løse hans mobningsproblem på. Historien viser konsekvenserne af de forskellige måder at tackle problemet på. Albummet blev påskønnet i pædagogiske kredse, for man var i skolerne begyndt at skulle forholde sig til problemet mobning. I min barndom var det ord slet ikke opfundet. Da var det bare drillerier, som man forventedes at finde sig i.

Jeg brugte så Pamfilius senere i et Dekalog over Janteloven album, Den gamle gartner. Det er et af de sidste i suiten hvor serien bevæger sig fra det realistiske niveau og over i det spirituelle. Villiam vil ikke indse at hans sidste time er kommet. Pamfilius hjælper ham så med at forholde sig til det problem.

På et tidspunkt indså selv jeg, at de fortællende tegneseriers tid var forbi i Danmark, men da havde Jussi Olsen allerede ageret fødselshjælper ved at udfordre mig med bemærkningen ’Og hvornår skriver DU så en bog?’ når vi sad i hans garage og kreativiserede sammen. Han gjorde det vist flere gange inden jeg tog handsken op.

Jeg havde haft tanker om at lave en tegneserie om en dreng, der også blev mobbet i skolen, men så trådte en avatar ud af hans computerspil og hjalp ham. Ikke ulig Pamfilius og Sanne men opdateret til disse spilunivers på nettet som var blevet åh så populære. Jeg indså at jeg havde flere ideer end jeg kunne få plads til i en tegneserie, og så skrev jeg Questland, hvor jeg så historien fra avatarens synsvinkel. Det er blevet til tre bind, hvoraf de to er udkommet.

Det vigtigste var dog at jeg opdagede, at jeg kunne fortælle alene i bogstaver og i forestillingen få langt flere detaljer med end jeg havde kunnet tidligere, hvor billederne tog så meget plads op og sidetallet var lille. Det var da jeg skulle finde ud af, hvad jeg kunne prioritere at skrive om efter Questland, at tanken faldt på Pamfilius. Den der historie med en person, der nægter at ville dø, havde jeg stor veneration for, og ærlig talt så havde jeg ikke fået alle de vinkler med, som den intrige naturligt kunne lægge op til.

Endydermere var jeg blevet delefar efter min skilsmisse, og jeg havde fået min egen Sanne at skulle administrere samvær med. Det ansvar er større når man ikke automatisk er sammen i en regulær familie til hverdag. Den udfordring tog jeg op, og nu hvor hun skal konfirmeres må jeg sige, at jeg vist har haft mere kvalitetstid sammen med hende end hendes tre ældre søskende, som jo så til gengæld havde hinanden i en tæt jævnaldrende søskendeflok.

Når man bliver inspireret er der altid flere faktorer som skal virke sammen og befrugte hinanden. Det er faktisk først når jeg mærker det sker, at jeg har lyst til at gå i gang med at sætte mig ved tasterne. Så går det sommetider strygende. De bedste passager bliver til på den måde.

I dette tilfælde blev min bog nummer to Amalie og Skytsånden. Inspireret fra min egen situation handler den om en pige, der har samvær med sin far men kommer ud for en ulykke, hvor hun havner på hospitalet. De realistiske afsnit kunne jeg gøre troværdige fordi jeg kunne trække på min egen tilværelse. Det gav mig den nødvendige udtryksmæssige selvsikkerhed, så jeg senere kunne beskrive realistiske miljøer uden at behøve at trække på noget selvoplevet.

På hospitalet bliver Amalie opsøgt af skytsånden Pamfilius, som skal føre hendes sjæl over på den anden side, til det hinsidige, den syvende himmel, hvor hendes sjæl skal stille sig i kø til næste genfødselsmulighed. Lige som Villiam brokker hun sig gevaldigt over den skæbne, og Pamfilius må prøve at bevise at hans mission er berettiget, noget han får utroligt svært ved.

Hele universet omkring sjælevandring og genfødsel inspirerede mig til talrige finurlige indfald, som kulminerer i en gudekonference på rumstationen Limbo, hvor universets guder må samles for at løse problemerne omkring et sjæleoprør på kosmisk plan. Det vil ikke undre nogen, at det bliver Pamfilius og Amalies besøg hos Vorherre, der redder Jorden som den effektive sjæleskole den trods alt er.
 
Min næste historie med Pamfilius blev Rosas baby, hvor klimaks er en konfrontation mellem Satan og Vorherre om betimeligheden i, at Satan skal have lov at udnytte en smutvej i Den store Plan og placere en af sine værste dæmoner til genfødsel på Jorden. Vorherre må træde i karakter og slå i bordet og insistere på, at det ikke sker, for Jorden har ærlig talt nok af presserende problemer at slås med for tiden til at man kan klare dén ekstra udfordring. Disse to historier blev samlet i én bog, fordi jeg mente det ville blive Pamfilius’ svanesang. På engelsk og tysk er det to bogtitler.

Men Pamfilius ville ikke lade mig i fred. Der er nu gået nogle år, og jeg har faktisk skrevet endnu tre titler med den blå drage og hans hjælper i sjæletjenesten, Pollux, den grønne altryde fra Astrakans fjerde måne.

Ud fra min beskrivelse må man selv gøre sig en forestilling om hvordan Pollux ser ud. Det må man skam også med Pamfilius, som i bogens realplan beskrives som et nusset blåt krammedyr. Jeg har med vilje nøjedes med at afbilde hans kugleformede tid-rum fartøj på omslaget, for de læsere, som ikke havde nogen tidligere oplevelse med Pamfilius skulle have lov til selv at forestille sig, hvordan han ser ud.

Er jeg så færdig med fabeldyr? Ja, det må guderne vide. Lige nu er jeg opslugt af tanker om forhold i vores reale verden, som kan blive til bøger, men jeg vil ikke udelukke at der igen kan blive brug for et indslag med fabeldyr en gang i fremtiden.

 

tilbage