![]() |
OSCAR KNUDSEN 1898 - 1971. Illustrator af hovedparten af OTA-bøgernes 160 titler 1924-42 og de fleste af Niels Meyns bøger i 20'erne, 30'erne og 40'erne. Til bladet Børnenes Blad, der var et tillæg til Hus og Hjem, tegnede han i 1932 Zarens Kurèr med tekst af Niels Meyn. Bladet bragte tegneserien under titlen En farefuld Rejse. Oscar Knudsen er også kendt for sine pennetegninger til Robert Fiskers Peter Pjusk bøger. I en årrække leverede han tegneserien Troldstokken til Børnenes Ugeblad. I slutningen af 20erne bidrog han til samme ugeblad med Pjerrot på Eventyr skrevet af Niels Meyn. I 1932 blev Børnenes Blad i en sammenslutning med 4 andre børneblade til Fritiden. Her præsenterede han i 30'erne tegneserieudgaver med underløbende tekst af bl.a. Dumas' De tre musketerer af Alexandre Dumas og Det hvide folk af Henry Rider Haggard. Af ikke afklarede grunde tegner han også under navnet Karl Vilhelm, hvor han illustrerer nogle af de senere bind fra Ungdommens Forlag. I slutningen af trediverne og under besættelsen leverede han tegneserier/billedfortællinger, hvis indhold lå tæt på trivielle drengebøger og på romantiske, sensationssøgende ugeblads-romaner under dække af titler som Tigermennesket og Guldøerne. I Tryllehatten i Fritiden anvendte han talebobler sammen med underløbende tekst. I 40'erne lavede han en stripversion af H. C. Andersens Fyrtøjet til pressebureauet PIB. Niels Meyn arbejdede for det nazistiske Fædrelandet under besættelsen. Oscar Knudsens tætte samarbejde med Meyn bragte ham derfor i miskredit efter befrielsen og er formodentlig årsagen til, at han derefter ofte tegnede under pseudonym. I slutningen af 40'erne og begyndelsen af 50'erne var han som O.K. og O'Kay flittig bidragyder til ugebladet Landet. Han illustrerede flere af ugebladets føljetoner, bl.a. med SF-indhold, og faste spalter, bl.a. børnesiden. Samtidig bragte bladet et par tegneserier fra hans hånd. I nr. 5 fra 1949 startede Pionerdrengen – en farveserie i hans klassiske realistiske streg. Den foregik på 'de store vogntogs tid'. Serien sluttede i efteråret 1949 og var i den sidste tid trykt i sort-hvid med gråtoner. O'Kays anden og sidste serie i bladet startede i nr. 3 fra 1950 med titlen Mysteriet i Cirkus Turino og løb til nr. 44 samme år. Cirkusmiljøet var ikke fremmed for ham. Fra begyndelsen af 20erne tegnede han programforsider til Cirkus Miehe. Fra 1937 til slutningen af 50erne tegnede han hver sæson 7-8 plakater til Cirkus Schumann. Sideløbende lavede han plakater til andre danske og skandinaviske cirkus, bl.a. Benneweis, Belli, Arena og Moreno. Til Ungdommens Forlag har Oscar Knudsen bidraget med forsider og tegninger til en del bind: Den hemmelighedsfulde ø, 6 oplag fra 1951 til 1967: omslag og 6 tegninger. Tegningerne dukker dog først op i 3. udgave.En verdensomsejling under havet, 5 oplag fra 1951 til 1961: 6 tegninger (omslaget er af Harry Nørstrand). Tegningerne dukker først op i anden udgave.Czarens kurér, 4 oplag fra 1953 til 1971: omslag og 6 tegninger.Kaptajn Grants børn, 4 oplag fra 1953 til 1959: omslag og 4 tegninger. Han tegnede også forsiden til Det sorte Indien. Ungdommens Forlag angiver Oscar Knudsen som tegner. |