BRUNO BRAZIL

For mig blev Fart & Tempo det som Skipper Skræk havde været for generationen før mig. Et ugeblad med åndeløst drønspændende fortsættelser uge efter uge af eventyrserier til lands og i luften i fortid og nutid. Og til kr. 1,85 kunne alle være med.

Hvor materialet til Skipper Skræk var hentet fra serietillæggene til amerikanske dagblade, ofte med genbrug af gode farveklicheer i teknisk kolorering trykt i offset, så var materialet til ’Fart og Tempo’ hentet fra fransk-belgiske ugeblade trykt i dybtryksrotation som de øvrige familieugeblade på den tid i Europa.

Det var en æstetisk nydelse at se disse veltegnede og fint farvelagte serier koloreret på blåtryk, dernæst fotoskannet og til sidst gengivet i en nuanceret reproduktion. Jeg blev fan af disse smukke serier og jeg læste hver uge Fart og Tempo sammen med min bror, selv om jeg vel var ældre end målgruppen, men nu havde jeg jo den der svaghed for selv at tegne serier.

Lige omkring 1970 studerede jeg hvordan andre tegnede realistiske serier, for jeg havde endnu ikke opgivet at blive til noget ved musikken med min egen dagsstrip serie Zenit, hvoraf et par episoder da også endte med blive trykt i Morgenavisen Jyllands Posten, dog til kraftig underbetaling.

Et inspirerende indspark her kom fra William Vance, der var den mest ’cool’ af tegnerne i Fart og Tempo. Han tegnede helt realistisk uden de eksotiske personer man kunne støde på i andre eventyrserier. Man kan sige hans kølige distancerende stil fulgte den amerikanske tradition til dagspressens eventyrserier, designet efter foregangsmanden Alex Raymond.

Det valgte eksempel er den episode af Bruno Brazil fra 1970 som jeg syntes bedst om. Vance har aflagt sig den kedelige design fra de korte episoder og han er ikke begyndt at tegne hurtigere på den mere stive og konventionelle måde som han senere adopterede.

’TV-piraterne’ lægger sig i halen på agentfilmene fra den tid og lever op til forventningerne hvad det angår. Jeg var imponeret over brugen af skyggelægningen, som endnu ikke var kommet til at følge de skabelonløsninger det senere udviklede sig til. Jeg har tilsvarende favoritepisoder af Howard Flynn og Ringo fra samme periode. Og koloreringen er harmonisk og afdæmpet som i få andre af Vances udspil.