Carl Barks analyse 2

forside_ tilbage

Af Göran Ribe

Indledning
Carl Barks' ti-siders-historier er serienoveller med en ironisk morale, som oftest udspilles i hverdagsmiljøet (se artiklen Den opdragende Anders And). Men når Barks lavede lange fortællinger, vendte han sig mod den formel, som var den almindeligste for længere serier, nemlig eventyrfortællingen (adventure story). Allerede den første længere historie, "Pirate Gold" bygger på en berømt eventyrhistorie, Stevensons "Treasure Island". Eftersom "Pirate Gold" oprindeligt var planlagt som en langfilm, må man antage, at det ikke mindst var Disney selv, som anså at Donald Duck passede i en klassisk eventyrsammenhæng. Barks fortsatte den linje.

Ikke alle hans lange historier er eventyrfortællinger - særligt julehistorierne er undtagelser - men det gælder for de allerfleste. Om han har haft mange forbilleder i serieverdenen i denne henseende er svært at få øje på. Floyd Gottfredsons Mickey Mouse bygger oftest på kriminalbetonede intriger med skurkejagt og kamp mod skurke som det centrale tema. At Barks ikke i første omgang tog den intrigetype op, kan delvist bero på forskellen på hovedpersonen - Mickey Mouse havde fra begyndelsen bedre forudsætninger for at blive detektivhelt end Donald Duck. Men man aner også en forskel i interesse og temperament mellem Barks og Gottfredson.

Hvad Barks derimod overtager fra Gottfredson og udvikler videre er eksotismen. Jeg har regnet mig frem til 43 Donald Duck-fortællinger, som er længere end 10 sider (16 fra 1942-48, 21 fra 1949-1952 og 6 fra 1953-59). Blandt disse er der 23, hvor halvdelen eller mere udspiller sig uden for USA, 6 udspiller sig på eksotiske steder i USA, og i de tilbageværende 14 finder halvdelen eller mere af serien sted i eller nær Andeby. De 73 længere Uncle Scrooge-historier har jeg ikke kunnet granske i detaljer, men sandsynligvis er det eksotiske indslag endnu stærkere der.

  Det vigtige er altså ikke skurkejagten, men derimod mysteriet, de gådefulde hændelser. (Gottfredson anvender i nogle episoder sådanne gådefulde hændelser som bimotiv, men hos Barks bliver de hovedmotiv.) Et lignende mysterium forekommer endda i en historie uden skurk nemlig "Ghost of the Grotto" (1947).

  I slutningen af 40'erne forsvinder denne betoning af intriger med mysteriemotiv imidlertid., eller den dæmpes i hvert fald. I stedet får vi historier, som bygger på jagt eller søgen efter noget.

  Engang imellem drejer det sig desuden om konkurrencen mellem Donald og en anden (Gladstone, en skurk etc.). Den første fortælling af denne type er Darkest Africa (1948).

  Det interessante er imidlertid at Barks her ligesom vender sine intriger om. I stedet for at fortælle gåde-historier, som ofte havde et underliggende skurkemotiv, fortæller han nu skattejagt-historier som har et underliggende fantastisk motiv. Oplægningen og strukturen på fortællingen er altså baserede på selve skattejagten, mens et fantastisk motiv ligger til grund for jagten.

  Årsagen til, at Barks så helhjertet gik over til skattejagts-motivet, er let at gætte. Han følte tydeligvis et behov for at henlægge historierne til eksotiske steder, og så var det praktisk at lade ændernes rejse blive motiveret på omtrent samme måde hver gang. Det naturligste var at sende dem ud på jagt efter forskellige ting. (Tidligere i 40'erne forsøgte Barks at finde en ny forklaring for hver rejse, hvilket åbenbart blev besværligt – i Ghost in the Grotto er han næsten ligeglad med at give nogen forklaring overhovedet.)

  Konkurrencemotivet hører i endnu højere grad end skattejagtsmotivet sammen med den barske konkurrence-ånd fra 10-siders-historierne. (For en nærmere udlægning af konkurrence-sammenhænge hos Barks, se min artikel "Samhällssynen i Kalle Anka" i Seriefrämjandets tidsskrift THUD nr. 18). Mens serien ved 40'ernes slutning udvikledes i retning af større harmoni i tegningerne og figurernes optræden, forandredes intrigestrukturen i de lange historier altså i den modsatte retning. Dette var måske ingen tilfældighed men en nødvendighed for at give social spænding som klangbund for den mere beherskede, nuancerede persontegning. 

Fantastikken hos Barks:
Tendenser til fantastik findes hos Barks op igennem 40'erne. Men det er først omkring 1949 at det bliver en helt dominerende motivtype. Forsvundne indianerfolk, hekse, zombier, gale videnskabsmænd, fortryllede timeglas, søslanger, enhjørninger og urtidsdyr befolker de lange Donald-historier fra slutningen af 1948 og fremefter. (Der er naturligvis en håndfuld undtagelser - de mest påfaldende er måske "Vacation Time" (1950) og "Dangerous Disguise" (1950), to historier hvor Barks prøver helt nye intrigemotiver, som han heller aldrig vender tilbage til. Et par ikke-fantastiske fortællinger er "Race to South Seas" (1949) og "Big Top Bedlam" (1950) som dog begge bygger på skattejagtmotivet.)

Fantastikkens gennembrud hos Barks falder umiddelbart sammen med, at hans "klassiske" periode indledes, den periode som indebærer en større harmoni i det ydre og en større nuancering og variation i dybden. Barks' mest fremstående fortolker, Mike Barrier, har for de lange fortællingers vedkommende karakteriseret denne udvikling med at "vægten flyttes fra Adventures til Comedy" (CB&CO nr. 1, side 8).



Det er en generalisering, men der ligger meget i den. Denne betoning på Comedy kan, sammen med nuanceringen i følelser og moral, have gjort de fantastiske motiver særligt taknemmelige at arbejde med. Men naturligvis er det svært at fastslå hvad der ledte til hvad. Noget som man derimod bør kunne slå fast er at Barks må være meget glad for fantastiske fortællinger. Desværre kommer der ikke noget frem om det i Willits/Thompsons interview med ham. Han siger kun, at han har læst en del pulp-fortællinger, men de forfattere, han nævner, er snarere westernforfattere. Man kan konstatere, at fantastikken i oneshots-historierne til en vis grad kontrasterer imod realismen i 10-sidershistorierne. Hverdagsverdenen i de senere erstattes med en eventyragtig verden, som dog beholder mange vigtige træk fra hverdagsverdenen - ikke mindst konkurrencetemaet som jeg fremførte ovenfor...

Intrigerne i Uncle $crooge:
I Uncle Scrooge-magasinet fortsætter Barks med at benytte sig af de intrigetyper, han favoriserede i Donald Duck. Uncle Scrooge er en serie med en enklere basis-struktur, i det intrigerne hele tiden må dreje sig om Scrooges rigdom. Vi får et fåtal hovedmotiver med dette udgangspunkt: Skattejagtsmotivet udvikles til Scrooges jagt efter skatte, konkurrencemotivet udvikles til Scrooges konkurrence med andre milliardærer om hvem der er rigest (Scrooge konkurrerer desuden også med Gladstone). Desuden får vi et motiv "kamp mod skurke", som næsten aldrig har forekommet i Donald Duck.



Mest bemærkelses-værdige er her historierne med Beagle Boys og Magica de Spell. Om man vil, kan man indordne det sidstnævnte motiv under et større motiv, "formuebeskyttelsesmotivet" dvs. fortællinger om Scrooges forsøg på at beskytte sine penge mod ydre farer. Fantastikken lever fortsat, selv om den nok er forholdsvis svagere end under klassicismen. Men vi får heksen Magica de Spell, vi får flere rumhistorier, og vi får de komisk-groteske fantastik-historier "The Golden Fleecing" (1955), "The Lost Crown of Ghenghis Khan" (1956) og "Land beneath the Ground" (1956). Mange af intrigerne knytter sig til eventyr og legender, som mere eller mindre udnyttes i Scrooges skattejagter. Flere historier tager græske myter til hjælp.



Mindst to historier bygger på bøger: "Uncle Scrooge in Tralla-La" (1954) spiller på James Hiltons "Lost Horizon" og "The Golden River"(1958) på Ruskins eventyr "The King of the Golden River", og Scrooges søgen retter sig naturligvis efter alle mulige skatte fra historien, fra Kong Salomons miner til Inka- og Mayafolkets glemte byer, fra Marco Polos millioner til Ponce de Leons ungdomskilde. I disse historiske sammenhænge afstår Barks dog oftest fra direkte fantastiske indslag.

Link til Barks analyse 3

forside_ tilbage