I 70'erne havde jeg en raptus med at illustrere litteratur, hvilket man kunne forvisse sig om ved mødet med de mange kapitler af "Marie Grubbe" i "Sejd". En anden guldrandet dansk forfatter, det gik ud over, var Herman Bang, hvis novelle "Den sidste Balkjole" jeg illustrerede i samme periode. Et gennemgående tema hos Bang er personer, der føler sig fanget i tid og sted med få eller ingen muligheder for personlig udvikling - og livet smuldrer langsomt men ubønhørligt i uopfyldte behov. Det var følelser Herman Bang kendte så godt fra sig selv og måtte skrive sig ud af.
På en måde var det vel også noget af det jeg selv følte, for hvem har i grunden brug for en ung tegner i Danmark, som brænder for at bruge sin tid på at skabe fortællende tegneserier? Denne triste serie kom da heller aldrig i tryk, men den har ligget og ventet siden da, så nu vover jeg at tilføje den til min hjemmeside til præsentation af den sentimentale side af min karakter, som altså også tillod sig at dukke frem til overfladen en gang imellem i mine egne ting, men dog ikke helt så konsekvent gennemført som hos den nådesløse Herman Bang.
Tiden lå ligesom heller ikke til det vemodige i 70'erne, dertil var der heldigvis for meget vind i sejlene om at bryde med det støvede og etablerede, og på sin vis kom det vel også mig til gode som tiåret skred frem. Men i begyndelsen af 70erne følte jeg mig indestængt og hæmmet omkring mine udfoldelser og jeg var i virkeligheden ret trist til mode over de tilsyneladende udsigtsløse vilkår. Det var kun min vedholdende insisteren på accept som afholdt mig fra at give op undervejs.