Den apokryfe Barks

tilbage

Forord
Jeg kunne ikke foretage en opdatering af hjemmesiden i 2009 uden at fejre den begivenhed, at udgivelsen af Barks' samlede Værker på dansk nu var fuldbragt.
Den bedste måde at gøre det på mener jeg vil være at genoptrykke Benni Bødker Nielsens artikel fra Carl Barks & Co. nr. 26.
Noget af det mest vemodige ved læsning af samleværket knytter sig i grunden til de sidste tre bind, som jeg nu formentlig som alle andre samlere har fordelt i den rette rækkefølge i de ti kassetter. For den sidste tredjedel af Barks' liv forløb jo faktisk efter at han havde tuschet sin sidste tegneserieside og omfatter altså en længere periode end den, hvor han beskæftigede sig med tegneserietegning.
Og denne lange årrække bød formentlig på flere belastende situationer end hans tidligere relativt tilbagetrukne tegnerkarriere. Disse situationer knyttede sig naturligt til, at Barks omsider blev både rig og berømt, og den slags har jo ofte sine omkostninger, fordi andre mennesker gerne vil hjælpe med promoveringen - mod en andel af fortjenesten.
Men det kan man læse om i samleværket. Her koncentrerer Benni sig om den del, der knytter sig til færdiggørelsen af Barks' mange blyantsmanuskripter - en andel, der sikkert omfatter 6-8% af hans samlede serieproduktion.

Freddy Milton, juni 2009

Den apokryfe Barks
af Benni Bødker
- her lettere tillempet opdatering

Den almindelige antagelse er, at Carl Barks ophørte med at beskæftige sig med Disney-tegneserier, da han blev pensioneret d. 30/6 1966.
De fleste er dog udmærket klar over, at Barks i nogle år fremover fortsatte med at skrive og layoute serier til Huey, Dewey and Louie Junior Woodchucks (JW). Denne del overses dog som regel i de fleste gennemgange af produktionen, oftest ud fra den ikke helt uforståelige holdning, at rødkål uden flæskesteg ikke er helt det samme som den ægte vare, samt at Barks i sine sidste år var udbrændt og træt af de pokkers ænder.
Med denne holdning afskærer man sig imidlertid fra en ikke helt uinteressant del af Barks' værk, fordi historierne til JW tit viser en helt anden side af forfatteren end den officielle Barks' "kanon" af historier er tilbøjelig til. Nok er tegnearbejdet på disse historier fra 70'erne langt mindre spændstigt og veloplagt end Barks selv kunne have lavet det, men selv den anke er der nu lavet om på, idet hollænderen Daan Jippes har gentegnet disse gamle blyantsmanuskripter i en stil, der bringer minder tilbage om barks' egne tegninger fra de sidste år.

Den trætte Barks
I løbet af 60'erne var Barks efter mere end 20 års produktion efterhånden begyndt at miste interessen for at lave tegneserier med ænderne. Han følte selv, at han forlængst havde givet hvad han kunne og blev stadigt mere og mere plaget af besværet med at skulle finde på nye og originale plots. Samtidig begyndte Barks at få fanpost fra interesserede læsere. For første gang hørte Barks læsernes mening om sit arbejde direkte. Og dommen var entydig. Også hans fans mente, at Barks i løbet af 60'erne var begyndt at virke udbrændt. Denne situation har nok ikke helt været uden medvirken til, at det mere og mere blev maleriet, der kom til at optage Barks som udtryksform.
Siden midten af 50'erne havde Barks dyrket oliemalerier efter opfordring fra sin tredje kone, Garé, der selv var kunstmaler. Det var imidlertid ikke før omkring 1967, da hans produktion af tegneserier var sat kraftigt ned, at han helhjertet kastede sig over maleriet. At Barks officielt stoppede med at lave serier i 1966 betød nemlig ikke, at han helt var holdt op. I løbet af 1967 og 1968 indleverede han således en række covers, mens den sidste historie han tegnede - men ikke selv havde skrevet - skulle blive "The dainty Daredevil" til Walt Disney Comics Digest # 5. Historien blev indleveret den 18/6-68 til Western Publishing. Barks havde kun indvilliget i at tegne den efter grundigt pres fra redaktøren Chase Craig, der i sommermånederne ikke havde andre kræfter at trække på end den modvillige Barks. Et år mere producerede Barks covers, men fra juni 1969 var det slut med færdigtegnede ting fra Barks' hånd.

På det tidspunkt havde Barks imidlertid allerede leveret et par manuskripter med Anders And historier til Western Publishings Donald Duck titel. Det skyldtes i høj grad Chase Craig, at Barks ikke helt trak sig tilbage fra tegneseriebranchen. Craig var redaktør på Western Publishings vestkyst kontor 1949-75 og havde således været redaktør for Barks det meste af dennes karriere. Forståeligt nok var Craig ikke til sinds at slippe en god manuskriptforfatter som Barks, og han søgte allerede fra Barks luftede tanken om at trække sig tilbage efter de fyldte 65 år at få overtalt ham til i hvert fald at producere nogle på freelance basis til Westerns hæfter som biindtægt til pensionen. Det lykkedes Craig mellem 1968 og 1971 at få Barks til at lave tre historier med Anders And. Alle manuskripter blev leveret som skitserede layout sider men uden detaljerede tegninger. Barks var imidlertid for alvor blevet træt af ænderne og følte med disse tre sidste historier, at han var løbet fuldstændig tør for ideer. Efter at have skrevet den sidste Anders And historie berettede Barks således i et brev til Mike Barrier, at han følte denne sidste historie var den dårligste, han endnu havde præsteret.

Barks var dog ikke uvillig til at fortsætte med at lave manuskripter, såfremt det ikke blev med Anders And. Det passede fint ind i Craigs planer, for forlaget Gold Key, der udgav de af Western Publishing producerede historier, havde startet et nyt blad baseret på Barks' egen kreation, Grønspættekorpset. Bladet udkom fire gange om året og startede med fortrinsvis at genoptrykke gammelt Barks materiale samt nye historier af andre tegnere tilknyttet forlaget. I oktober 1969 lykkedes det Craig at lokke Barks til at skrive to historier til JW # 6 hvorefter Craig fik overtalt Barks til at levere den faste hovedhistorie og ind imellem en kortere back-up historie til bladet. Det blev til i alt 24 historier til JW titlen og sluttede med, at Barks indleverede sit absolut sidste manuskript 30/3-73. Der skulle gå 20 år inden Barks igen ville beskæftige sig med tegneserier.

Økologisk skurk
I et brev til Mike Barrier forklarede Barks, at mange fans havde skrevet og brokket sig over, at Onkel Joakim i de senere historier efter deres mening var blevet for tandløs og ganske ulig sin tidligere rolle som en gnaven og nærig onkel. Barks undskyldte udviklingen med, at han ikke følte, han kunne tillade sig at lade Joakim være alt for slem efter at denne havde fået sin egen titel, Uncle Scrooge, og således skulle være den sælgende figur.
Derfor sørgede Barks for at ændre dette aspekt i sine historier til JW, hvor onkel Joakim i størsteparten af historierne optræder som en særdeles ubehagelig figur, men denne gang med en helt ny drejning.
Således allerede i den første historie i JW # 6, "Peril of the black Forest".

Grønspætterne er på lejr i skoven, hvor de nyder stilheden, den friske luft og observerer dyrelivet indtil en bulldozer fra Onkel Joakims entreprenørfirma kommer brasende. Skoven skal fældes til fordel for en ny forstad til Andeby. Grønspætterne er rædselsslagne ved tanken om huse i stedet for træer og veje i stedet for dyrestier. De skildres i det hele taget som værende i harmoni med skovens dyr. De får således også dyrene til at hjælpe sig med at fordrive Onkel Joakim, der ikke forstår deres utaknemlighed over, at han bygger en helt ny by til borgerne. Efter ved et uheld at have tilbragt en hel dag i skovens friske luft må imidlertid også Joakim overgive sig til naturens velsignelser og opgiver frivilligt sit projekt. Onkel Joakims rolle i denne historie er at spille den griske kapitalist, der på ægte politisk ukorrekt måde forårsager forurening og ødelægger naturen. Han er ganske rigtigt fjernet fra rollen som eventyrlig rigmand, men indsat i en ny og betydeligt mere usympatisk rolle.

Det er langtfra alle historierne i JW, der er så optimistisk som denne, hvor Onkel Joakim trods alt overbevises om, at naturen og miljøet er at foretrække frem for mere profit. I den næste længere historie er Onkel Joakim igen den økologiske skurk men omvendes ikke til sidst. Her er plottet, at det lykkes grønspætterne at forpurre Onkel Joakims planer, men det lykkes dem ikke at ændre på hans grundlæggende holdninger. Denne betydeligt mere pessimistiske struktur genfindes i størstedelen af Barks' første historier til JW.

Onkel Joakim som forårsager økologiske katastrofer er ikke det eneste samfundskritiske aspekt, Barks kommer ind på i historierne. Andre emner er reklame, skovsvin, forbrugerkultur, egoisme, vandforurening, hvalfangst og folk, der er indifferente over for andre i nød. Endog korruption behandles, som når Onkel Joakim i JW # 11 "Eagle Savers" siger, at han har så mange penge, at han bare kan bestikke senatoren, så han kan fortsætte med at lede efter guld på de fredede ørnes yngleplads. Konfronteret med senatoren, der ikke bare viser sig at hedde Birdfriend men også er grønspætte leder, skynder Joakim sig dog at hævde, at han er blevet fejlciteret!

Det går til tider ud over historiernes kvalitet, at Onkel Joakims rolle er reduceret til skurkens og hans eneste motivation for sin handling er den hensynsløse jagt på profit. Væk er den nuancerede figur, Barks udviklede i sin storhedstid. Det er kun sjældent, at Barks lader Joakim lære at lade naturen i fred. Og selv da kun, hvis Joakim er blevet tvunget til at sætte sig i naturens sted og prøve, hvordan det er at være offer for kapitalismens eksploitering.
Moralen er tydelig nok. Kapitalismen tromler naturen ned og opfører sig kun som en undtagelse anstændigt, og selv da ikke forårsaget af fornuft eller indsigt i problematikken men ved at mærke problemet på egen krop. Denne kritiske holdning skal nok ikke tages for mere end den er. Miljøkritik var oppe i tiden i 70'erne, særligt fra marxistisk hold, om end Barks nødigt ville blive slået i hartkorn med marxister og andre venstreorienterede. Kritikken af forholdene skal nok snarere ses som Barks' stigende utilfredshed med det amerikanske samfunds udvikling. Barks har altid været konservativ af overbevisning og med et meget begrænset syn på mulighederne for forbedring af samfundet. I et brev til Mike Barrier i 1970 skriver han direkte, at han mener det amerikanske samfund nåede sit højdepunkt i 20'erne og at det lige siden er gået tilbage for kulturen såvel som den gode smag. Denne holdning har Barks formodentlig haft hele tiden, men det er først i den sidste del af sin produktion, at holdningerne for alvor får lov at skinne igennem i tegneserierne og dermed bliver til en vigtig kilde til personen Barks.

Selvcensur
Det virker næsten for godt til at være sandt, at redaktøren ikke har bedt Barks tone ned for den til tider barske satire. Redigering af hans manuskripter til JW forekom temmelig ofte, men det drejede sig mest om ændring af layout eller længden af historierne. Ikke sjældent blev historierne udvidet, så de fyldte mere end Barks havde planlagt dem til. Disse ændringer skyldes formodentlig både redaktører og tegnere, for hvem det ikke blot er en ret men også en pligt at rette i et manuskript, hvis de mener noget kan forbedres. Et indkommet manuskript regnes ikke for noget endeligt produkt og behandles for det meste derefter. En anden ting er også, at tegnerne sikkert har været mere end tilfredse med Barks' manuskripter, der var grundigt gennemarbejdede og layoutede og lige til at gå til.
Hvad egentlig censur angår, så varede situationen ikke ved. Da Barks nåede sin 18. Historie, JW # 17 "Be leery of Lake Eerie" blev det for meget for redaktøren, der bad Barks tone den pessimistiske slutning ned. Historien handler om den forurenede sø, Lake Eerie, som grønspætterne søger at redde, ikke bare for miljøets skyld, men også fordi det er deres foretrukne badested. I Barks' originale slutning levner han ikke meget håb for, at forureningsproblemet kan løses. Han lader grønspætterne fortsætte deres badning men grundigt beskyttet med gasmasker!

Dette bad redaktøren ændret, så historien slutter rosenrødt med, at det lykkes videnskabsmænd at rense søen, så det igen er ufarligt at bade i den.


Fra og med denne historie bliver Barks' historier betydeligt mere harmløse. Onkel Joakim forlader rollen som økologisk skurk og miljøproblemerne berøres faktisk ikke i de sidste manuskripter. Historierne handler nu om grønspætternes indbyrdes konkurrencer og tildragelser. Anders And introduceres i historierne, som derefter hurtigt vender tilbage til de gamle konfrontationer mellem Anders og ungerne.

Der findes ingen vidnesbyrd om, hvorvidt denne ændring skyldes, at redaktøren bad Barks tone miljø- og samfundskritikken ned efter "Be leery of Lake Eerie". Mere sandsynligt er det nok, at Barks belært af erfaringen selv valgte at vige udenom de kritiske emner og således pålagde sig selv en selvcensur. Med samfundskritikken lagt på hylden var der ikke meget tilbage end de gamle Anders og ungerne mønstre, som Barks blot få år tidligere havde givet udtryk for, at han var mere end almindeligt træt af. Barks lavede da heller ikke mere end en håndfuld historier efter "Be leery of Lake Eerie". Det var ikke længere besværet værd.

Revitalisering
At disse grønspættehistorier er interessante i Barks' produktion skyldes blandt andet, at Barks viser sig som en helt anden type forfatter end tidligere. I sin egentlige produktion, hvor Barks både tegnede og skrev, gav han sjældent eksplicit udtryk for nogen større grad af samfundskritik. Men med JW historierne mærkes det tydeligt - på godt og ondt - at Barks' tilgang var, at han ville satirisere over bestemte fænomener i samfundet.
Kritikken af JW serierne har dog som regel snarere været baseret på, at de tilhørende tegninger af folk som Tony Strobl og Kay Wright lod meget tilbage at ønske. Siden 1990 arbejdede den hollandske Donald Duck redaktion og senere Egmont målrettet med at give historierne en tiltrængt vitaminindsprøjtning i form af nye illustrationer til de gamle manuskripter. Først blev tegneren Mau Heymans sat til at illustrere historien "Music hath Charms" fra JW # 21, men han mente ikke selv at kunne yde projektet fuld retfærdighed og lod derfor projektet hvile.

I 1991 blev Daan Jippes så tilknyttet projektet, og han måtte nok siges at være det perfekte valg. Jippes arbejdede direkte efter Barks' layout-skitser, der for JW historiernes vedkommende blev trykt i Another Rainbows "Carl Barks Library" sæt 6, mens de tre Donald Duck manuskripter findes i sæt 2. Disse skitser blev forstørret og dannede direkte udgangspunkt for Daan Jippes' færdige sider. Resultatet er meget imponerende. Jippes har søgt at tegne serierne som om det var Barks selv, der havde stået for færdiggørelsen. Det betyder, at der er mindst mulig afvigelse fra layoutet i Barks' manuskripter i modsætning til de udgaver af historierne, der blev tegnet i 70'erne. Selv om arbejdet måske ikke er Jippes' bedste, er det alligevel imponerende, så godt han har formået at genskabe ånden fra Barks. Man kan måske tillade sig at mene, at det er et futilt projekt, Jippes har givet sig ud i, eftersom det aldrig vil kunne blive "nye" Barks historier, men det må den enkelte læser så selv tage stilling til.
Færdiggørelsesprojektet startede, fordi Daan Jippes ønskede noget free lance arbejde med tegneserier mens han boede i Californien, som han kunne arbejde med i ledige stunder i aftener og weekends, og denne mulighed krævede ikke så stor indsats fra hans side. Efterfølgende fik Egmont brug for færdiggørelsen af de sidste serier til fuldendelsen af bogprojektet med Barks' samlede andeserier, og hertil kom så i sidste ombæring de ufuldstændige manuskripter som "Golden apples of the Sun".

Adspurgt om motivationen til at kaste sig ud i projektet med at gentegne Barks' gamle serier - udover det rent økonomiske aspekt - svarede Daan Jippes på et tidspunkt undervejs: "Jeg har selv spekuleret over, om det mon inderst inde er et mål for mig at komme til at gentegne alle historierne. Jeg ved det ikke, men hvis jeg stadig nyder arbejdet, kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle fortsætte. Barks har set min udgave af historierne, og han kan godt lide kvaliteten i arbejdet. Hvad han måtte synes om hele ideen om, at jeg graver hans gamle historier frem og gentegner dem, tør jeg overhovedet ikke spørge om. Jeg vil tro, at jeg ikke ville have så meget lyst til at fortsætte arbejdet, hvis jeg vidste, at Barks ikke brød sig om projektet. Økonomisk set ville Barks ikke have nogen grund til at klage. Han blev betalt for historierne i sin tid, og jeg bliver betalt for mit tegnearbejde nu. Moralsk set er det en anden historie. Men på den anden side får jeg jo ingen kreditering for mit arbejde. Desuden lader det til, at i hvert fald en del af de Disney interesserede lader til at nyde mit arbejde med historierne. Så lad det være min undskyldning og begrundelse for at fortsætte.

tilbage