Interview med Freddy Milton i anledning af 60års dagen

home

Kolorering af "Janteloven" 1989 – Ida hjælper

Rigtig godt, faktisk. Jeg har arvet lidt af en alvorlig åre fra min mor, som også bedst kunne glæde sig over den tid, der lykkeligvis alligevel var gået bedre end hun havde frygtet... Som melankoliker har hun alle dage haft svært ved at glæde sig i nuet, selv om det nok er det, man burde. Desværre må jeg indrømme, at jeg har haft det omtrent på samme måde…

Netop! Nej, faktisk mere end det. Når man som barn får lyst til at tegne i karikeret stil og senere opnår glæde ved at fortælle historier der passer til den stil og senere endnu får lejlighed til at bruge disse elementer på fuld tid og aldrig har været lidt resigneret over det man skulle stå op til og bruge sin arbejdsdag på, ja, så bør man være glad og taknemlig, og det er jeg også. Specielt fordi det absolut ikke er nogen selvfølge! Jeg har det vel som humlebien, der rent faktisk ikke burde kunne flyve, men det ved humlebien bare ikke, så den gør det alligevel.

Jeg mener, jeg har gjort tingene så godt jeg kunne, selv om jeg heller ikke har været nogen pedant. Hvis der er noget at udsætte, har jeg bare ikke kunnet gøre det bedre eller få stablet motivation på benene til at sidde og fedte med tingene længere end nødvendigt, for der var jo flere historier, der også skulle fortælles! Jeg er vel det, man kalder en "stooooryteller" som Karen Blixen udtrykte det. Jeg har haft frie hænder det meste af tiden, så jeg kan ikke skyde skylden på andre, hvis noget ikke har været som det burde være - men smag og behag er jo forskellig. Og vilkårene har totalt set været gode. Ganske vist er det umuligt at gøre den fortællende tegneserie til en fin forretning i Danmark, med undtagelse af de gyldne år i sidste halvdel af 70'erne og i 80'erne, hvor jeg heldigvis var med på vognen og sparede op til de sværere år, der fulgte, men med mine beskedne behov kunne det alligevel klares. I dag ville det være svært.

Det er hypotetisk, men det står klart, at jeg ikke har lavet mine ting for pengenes skyld. Det lyder måske flot, og det er vel mest fordi jeg gennem mine forskellige aktiviteter og totale arbejdsomhed har formået af få det til at balancere - når man ikke har bil, ikke holder fester, ikke ryger og drikker, ikke tager på ferie og i øvrigt går i genbrugstøj… Det hed jo i barndommen: "Man skal ikke købe det man har brug for, men det man ikke kan undvære". Men min samlede følelse af livskvalitet har ligget højt alle årene. Jeg har ikke savnet noget. Arbejdsomheden har jeg arvet fra min far, som jeg delte fødselsdag med. Han var en slider og arbejdshest hele livet, og jeg kan genkende en del i mig fra ham. Også livsglæden, forresten. Så jeg har fra mine forældre både det alvorlige og det glade element, som støder sammen i det bedste af det jeg har lavet.

Netop! Og det er præcis det folk finder på at sige, hvis de adspurgt skal sige noget om mig og ikke synes de må lyde forbeholdne… Så kan de altid finde på at sige, at jeg i al fald har været produktiv! Det er ingen løgn, men det siger ikke en dyt om kvaliteten af mine ting, snarere kan det bruges som en skjult antydning af det modsatte. Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at kun ganske få nognsinde har sagt, at de kan lide mine ting, og specielt da ikke kolleger, men det har jeg kunnet klare mig uden. Jeg kommer jo fra Jylland, hvor jeg også fra min barndom har lært, at man aldrig behøver sige noget rosende til nogen om nogetsomhelst, for det forventes da, at man altid "gør sin pligt, svarer enhver sit, holder sin sti ren og ikke ligger nogen til byrde". Men gør man ikke det naturligt og af sig selv, SÅ skal man nok få det at vide! Så det at undgå kritik betyder i Jylland, at det er OK. Jyder skal gå mange gange rundt om sig selv, for at de kan komme så vidt, at de kan udtrykke noget positivt. Det er meget typisk, at udtrykket for, at noget er godt i Jylland er: "Det er ikke så ringe - endda…" Og sådan har jeg det med skam at melde også selv.

Absolut. Og man skulle endelig ikke tro man var noget, som det hedder i den Jantelov, jeg har lavet en hel serie af album over. Men den ballast er som sagt meget god at have, hvis man skal holde sig selv i gang uden opmuntring. Havde jeg været afhængig af rosende og positiv opbakning fra første færd, så var jeg ikke nået ret langt! Barks oplevede fra sit højere kunstneriske stade jo noget lignende. Han fik ganske vist sit honorar, men man kunne godt have undt ham at få lidt positiv tilbagemelding fra sit publikum undervejs. Western Publishing tilbageholdt jo fanbreve for at han ikke skulle få for høje tanker om sig selv og dermed måske kræve mere i løn. Det er for usselt. Jeg har selv en forfatterven, som har et mere pragmatisk forhold til sit skriveri. Hvis han ikke får løbende accept og godt honorar gider han altså ikke fortsætte. Sådan har jeg det ikke. Det er måske fordi jeg føler, at min personlighed kommer mest til sin ret netop ved denne virksomhed, som uanset hvad stadig giver mig en dyb glæde og tilfredsstillelse efter alle årene.

Ja, og det bliver jeg også nødt til! Men faktisk er jeg kommet omkring i mange forskellige udtryksmæssige kroge, når det skulle passes ind efter de evner jeg nu engang har. Jeg er tilmed lidt stolt over det, men det må jeg ikke sige højt, netop fordi jeg er fra Jylland. Jyder kan nemlig godt være lidt stolte og selvglade indvendig, men de er også bange for, at det lyder for højrøvet, hvis de siger den slags mere direkte, så derfor er det sikrest udtryksmæssigt at benægte det modsatte! Den slags vil jeg meget nødig have mig frabedt!

Jeg lavede tidligt nogle serier i spiralbind med enkelttegninger uden bobler. En af dem hed "Valle Vov og Kalle Kis" og handlede selvfølgelig om en hund og en kat, men de var ikke tegnet i en tilstræbt animeret stil. De to byggede for eksempel den trætopshytte, som jeg gerne selv ville have haft. Jeg prøvede også at bruge hunden og katten i noget cut-out animation til en tegnefilm "Lejrturen", som jeg riggede til på Super-8 med flotte fortekster i perspektiv. Meget ambitiøst. Men trættende. Jeg endte med at sige som Carl Barks, at der var for meget bøvl med at flytte figuren fra den ene side af billedet til den anden. Den slags kunne man altså godt overlade til læserne selv at forestille sig, så man kunne bruge sit krudt på noget vigtigere, som man jo gør i tegneserier, når man selv skal lave hele historien, og det ville jeg langt hellere. Til i dag er intrigesnedkeriet det mest spændende, fordi man hver gang er lidt usikker på, om man nu også kan lave en god historie mere.

Nej, men i 70'erne fik jeg en ny fristelse i den retning. Jeg kom i kontakt med Børge Ring og tilbragte en uges tid hos ham i Blaricum, hvor han satte mig ind i nogle grundprincipper og viste mig scenerne med Asterix, hvor han netop sad med en drikkescene med en lille romer, der blev klemt mellem to barmfagre vestalinder. Og så havde han jo nogen, han kunne fortælle sine sjove historier til… Men der kom ikke rigtig noget ud af det for mit vedkommende, selv om forbilledet ikke kunne skaffes bedre blandt danskere. Vilkårene for en karriere i den retning var heller ikke til stede, dengang jeg skulle gøre mine valg i livet. Tingene ville måske have set anderledes ud, hvis der på det afgørende tidspunkt havde ligget den animationsskole i Viborg, som senere opstod næsten i baghaven fra min barndom og ungdom!

Ja, men ingen har henvendt sig, og jeg har ikke følt et behov for at trænge mig på i den branche. Men jeg tror nok jeg kunne have gjort en positiv forskel, hvis det nu var kommet så vidt, for jeg har ofte siddet og rystet på hovedet over den oplægning og afvikling man spiser publikum af med, både på TV og i nogle feature langfilm. Det er som om alt skal gå så hæsblæsende over stok og sten, at man taber mulighederne for fordybelse eller ægte medleven. Det er som om manuskriptforfatterne, og da specielt i disse computeranimerede tider, er hunderædde for man opdager hullerne eller manglerne i deres tynde dramaturgi, så man forsøger at dække over det med en masse hurlumhej og kvikke replikker. Men ret skal være ret, der findes også rigtig gode fortællinger i den udtryksform. Jeg havde stor glæde af "Mumitroldene" og "Rasmus Rap" som TV-serier og nu senest af "Meet the Robinsons", "Ratatouille" og den danske "Princess"…

Ja, vi havde et godt ping-pong spil kørende, hvor der opstod gode nye vinkler når vi snakkede om historiernes forløb. Brain-storm kalder man det i vore dage. i det hele taget har han betydet utroligt meget for mig i udviklingen af tegneserieinteressen. Når Fart og Tempo udkom læste vi i starten bladet sammen og kommenterede de enkelte bidrag. Vi var meget benovede over Bernard Prince! Lige nu har Ingo inspireret mig til en forbedret vinkel på klimakssituationen i spillebogen om kultursammenstød, "Mumbo Jumbo", som jeg sidder med for tiden. Men det er nu ikke bare på det plan, jeg har fået hjælp af Ingo gennem alle årene. Han var tidligt inde i kolorering af mine albumomslag, om ikke andet så med at luftsprøjte baggrunde med overgange, og senere var han på forkant med computeknik med Photoshop og Quark, som jeg efterhånden også blev nødt til at benytte mig af, og jeg lærte at bruge de digitale værktøjer af ham. Men ikke bare software. Han hjalp også med at skaffe billigt hardware. Så genbrugstanken deler vi også.

Det stemmer, og jeg kan se, at denne nye opdatering kommer til at fokusere på komplette tegneserier som min private 60-års gave til læserne, idet der nu ligger 200-300 sider tegneserier man kan læse på nettet. Jeg er blevet stadig mere glad for den mulighed, som internettet nu har skabt, og specielt fordi jeg har så meget liggende i mit arkiv, som jeg gerne vil lade folk læse, men som det slet ikke kan svare sig at udgive eller genudgive i dag. Og så er en hjemmeside jo en ideel plads at samle gamle ting på. At det bare ligger og samler støv er ret tåbeligt, hvis det kan interessere nogen, uanset om det så kun er nogle få. Jeg fandt et horoskop på nettet forleden, og med indtastning af mine data kom det frem med, at jeg var disponeret for at forholde mig lidt tilbageholdende i social henseende, at jeg foretrak at lave nogle lidt sælsomme ting i en nærmest eremitagtig afsondrethed, og hvis udtryk mest blev påskønnet af en lille kreds… Det overraskede mig godt nok med den helt uvildige analyse. Man kommer næsten til at tro på skæbnen! Men i så fald har jeg vel intuitivt levet op til mine iboende tilbøjeligheder…

Jeg har selvfølgelig først taget det mest oplagte, hvilket er de ting, jeg synes jeg stadig kan være bekendt, og som aldrig har været offentliggjort før eller i en dårligere udgave. Således så Zenit-episoden "Desitnation Aquela" rædderlig ud i sort-hvid udgaven i magasinet "Gale Streger" mens den ser fin ud i farver her på sitet. Og "Lykkevandet" var planlagt til udgivelse i USA men kom aldrig så langt. Her kan jeg lige tilføje, at Dwight Decker i sin research tastede "Knothead + Splinter" ind på Google i USA og derfra blev ledt ind på aftrykket af sin gamle artikel om Woody Woodpecker, som jeg havde lagt ud på min hjemmeside. Jeg nærer en næsegrus beundring for Googles evner til at hitte ting langt nede i artikler på hjemmesider!

Det stemmer, og det er ikke nogen selvfølge. Det kommer an på, hvordan man navngiver sine indledende filer. Firmaer er villige til at betale store summer i forsøg på at købe sig til en højere placering gennem Googles søgemaskiner, men det kan de naturligvis ikke. Men det hjælper med en kløgtig navngivning af filerne.

Ja, udover den løbende opdatering vil jeg nok tilføje episoder og afsnit af ting, som er svært tilgængelige eller versioner på engelsk, som kan nå ud til en større kreds af interesserede. Jeg har en del episoder af Zenit, som jeg stadig synes er læseværdige og rimeligt professionelle af udseende, og så har jeg en masse engelske oversættelser af Gnuff fra Critters, som jeg kunne være fristet til at lægge ind over nogle farvekopier af Gnuff-album, som så på den måde kunne blive læst af funny animal fans uden for Danmark. Jeg vil selvfølgelig ikke korrumpere de udgivelser, som stadig er tilgængelig for offentligheden i Danmark for eksempel gennem biblioteksbestillinger, men der er masser af andre ting, som kunne komme i betragtning.

Jeg har en agent, der tager sig af det. Man kan gå ind på www.comicoriginalart.com hvis man vil erhverve sig noget original artwork fra min hånd…

Ja, og det glæder mig meget, for det bliver en prestigebetonet bogudgivelse i "Hall of Fame" serien, hvor en trediedel af serierne slet ikke har været tilgængelig i en skandinavisk version tidligere. At den udkommer samme måned jeg bliver 60 er en ekstra fornøjelse. Det drejer sig om 10-siders serier jeg lavede sammen med Daan Jippes i sidste halvdel af 70'erne for den hollandske redaktion. Forleden sagde min gode ven Jussi Olsen, at han kunne huske Pegasus solgte store bunker af det hollandske Donald Duck hver gang vi havde en historie i ugebladet. Der gik nogen tid inden visse af episoderne dukkede op i Skandinavien, og jeg mente det var fordi jeg var lagt på is hos Gutenberghus. Så i mellemtiden genbrugte jeg et par af ideerne til mine fortællinger med Villiam.

I havde et godt samarbejde kørende så længe det varede?

Det havde vi. Vi inspirerede fra første færd hinanden, fordi vi delte den samme forkærlighed for de melodramatiske muligheder i det barksistiske andekoncept, som balancerede på knivsæggen mellem komedie og tragedie. Et meget frugtbart sted at opholde sig, rent dramaturgisk. Daan kunne på det tidspunkt føre intentionerne til endemålet i en sublim visuel fortolkning som han og ingen anden kan, og jeg lærte så meget, at jeg kunne videreføre arbejdet alene da han drog til USA og gøre en levevej ud af det. Jeg lavede jo parallelt ret gode episoder med Søren Spætte og senere Gnuff, men med ænderne bliver man jo konstant målt med Barks' alen omkring design og udtryksfuldhed, og det er hårdt.

Det stemmer. Det heroiske element er meget fremtrædende. Og at gøre Andersine til en heltinde var en sjov udfordring, for ikke at tale om den dvaske Fætter Guf! Det appellerende i selve hovedfiguren Donald Duck er netop hans manglende evne til at overskue en ellers ligetil situation og så hans temperamentsmæssige kompendium af overmod og fordomme. Han er indbegrebet af en tragikomisk skikkelse. Symptomatisk for vores præferencer er der på de 160 sider overhovedet ingen optræden af Uncle Scrooge!

Det er svært at spå, især om fremtiden, som den lommefilosofiske Storm-P sagde.
Jeg har stadig noget jeg mener er gode ideer, så jeg føler mig ikke udbrændt, og mine concepts har vide rammer for anvendelse, også inden for hver enkelt serie.

Og hvad udtryksformen angår, så tror jeg også tegneserierne har en fremtid. Og det gælder også dens fortællende episke genre. Men der går nok en tid, inden vilkårene bedrer sig, og det kan godt være internettet og print-on-demand kommer til at spille afgørende ind.

Nej, og det er heldigvis også helt overflødigt! Hvis man som jeg er grebet af lysten til at fortælle skæve historier med symbolagtige karikerede figurer, så kan man bare ikke lade være, og så må tiden vise, om det kan bære frem mod en levevej. Men i vore dage ligger fristelsen for unge nok mere i noget med computerspil, som slet ikke var på banen i min ungdom. Jeg kan ærlig talt slet ikke forstå den fascination, der åbenbart ligger i at fise rundt og slå orker ihjel i én uendelighed, som min søn er meget optaget af. Det forekommer så ensformigt for mig. Men det er måske mest et udtryk for, at jeg er ved at blive gammel. Derimod er jeg ret henført over mulighederne for at samle filmtitler billigt på skiver, hvoraf jeg selv efterhånden har skaffet mig en stor bunke. Og det i komplette flotte versioner med surroundsound og Dolby Stereo til den store fladskærm. Det kan man næsten blive afhængig af.
i min barndom var vi glade for tracede enkeltbilleder i samleserierne i Richs-album og senere grynede fjerde generations piratkopier på Betamax eller amputerede udgaver i Super-8 købt hos Stegelmann i Panoptikon ved Lille Triangel.
Men hvor var det dog herlige tider! Jeg tror der ligger en dyb sandhed I, at dét uopfyldte behov, man slæber med fra sin barndom, er man psykologisk set dømt til at forsøge at indhente, ja tilmed overkompensere for, senere i tilværelsen. Så har jeg bare været heldig, at jeg har kunnet gøre noget af den kompensations-tilbøjelighed til en levevej. Og det er jeg både glad og taknemlig for.

Også her har jeg grund til at være taknemlig. Jeg har ganske vist fået konstateret diabetes 2, men det får ti procent af den ældre befolkning jo foruden dem som ikke får det diagnosticeret. Heldigvis er jeg ikke overvægtig og mit blodtryk og kolesteroltal er OK, så jeg står ikke i statistikmæssig risikogruppe for en blodprop. Motion får jeg jo automatisk når jeg skal udenfor en dør fordi jeg ikke har bil, og søde sager har jeg aldrig været specielt svag for. Fordelen med diabetes 2, som jeg nu har fået styr på, er jo, at man får sundere levevaner, og så er muligheden faktisk, at man kommer til at leve længere…

home